Jussi Adlers velanskrevne og i alle højeste grad læste krimibøger, har jeg desværre ikke læst. Jeg har kun har set Zentropas vældig populære Afdeling Q-film, som er filmatiseringer af disse. Filmene fandt jeg underholdende og engagerende. Som filmentusiast er jeg helt naturligt meget spændt på, hvad den femte film Marco Effekten fra Nordisk film vil bringe.

Marco Effekten er den første i rækken fra det nye hold – der er ny instruktør, skuespillere og så videre, som skal filmatisere de næste bøger.

Carl Mørck (Ulrich Thomsen) er pint og naget af en tragisk hændelse, og samtidig er der genåbnet en gammel sag, som Afdeling Q skal opklare. På samme tid ankommer drengen Marco fra Østeuropa til Danmark, som blind passager på et tog. Han vil finde sin far, da hans mor er gået bort. Politiet fanger ham, og sender ham på institution. Carl må reagere, da drengen viser et pas, som tilhører Stark, der er involveret i den pågældende sag, de arbejder på. I alt dette opdager Carl Mørck, at der stikker et dybere spadestik under det hele. Korruption, pædofili, højtstående embedsmænd i finansverdenen og usle kriminelle er indblandet.

Hvordan var så min oplevelse af Marco Effekten, og kan jeg lade være med at tale om de forrige film?

Selve historien forekommer vist spændingsløst, og det hele virker tromlet fladt. Ikke engang musikken hjalp på det, trods jeg generelt kunne lide musikken til denne film. Der er alt for mange close ups, da man vil vise skuespilleren videregive karakterens sindsstemning og følelser. Man har efter sigende villet lade denne film vise visse anderledes sider af Carl Mørck. Men alle disse close ups blev for meget, og gjorde, man glemte alt det andet der også foregik. Samtidig skulle jeg vænne mig til Ulrich Thomsen som Carl. Hvor jeg finder close ups relevant og forstærkende, er i to til tre scener med Anders Matthesen.  Det virker, og han skal have ros for sin indsats.

Med al respekt for hvad instruktør og forfatter vil – og ikke mindst for Ulrich Thomsens absolut flotte og klare skuespilportræt af karakteren Carl Mørck, er det min oplevelse, at vi møder en Carl Mørck som synes mere nedtonet og uden punch og bid.  Det hører man på levering af replikkerne og ses på selve skuespillet. Måske skal det være sådan. En karakter/person forandrer sig jo med tiden. Måske er det et bevidst valg fra forfatter og instruktørs side, hvis sigte og formål vi ser i de næste film. Det ændrer dog ikke på det faktum, at Carl nu virker blottet for det underfundige, det tilknappede og utilnærmelige private og det alligevel skælmske.   

Karakteren Assad (Zaki Youssef) så vi meget lidt til. Han virker som en bifigur. Det er synd. Som filmseer vil jeg bestemt gerne se mere til karakteren, da han er dybt involveret i Afdeling Q og det arbejde, man der skal udføre. Han er meget lidt med i Marco Effekten, og det er der efter sigende en grund til. Det er noget med hans sindstilstand og livsbagage som er meget tung. Måske er der plads til at fortælle mere om det i kommende film? Det må man håbe.  

Dog er det valgte gået ud over kemien mellem de to karakterer. Der er også en stor aldersforskel mellem Ulrich Thomsen og Zaki Youssef, som måske spiller ind. Hvem ved? Man ønsker at vise andre sider af karaktererne også videre. Samtidig fortæller man, at man er nødt til at starte på forfra, med det nye hold skuespillere, instruktør med mere. Det kan aldrig blive det samme, ej heller fortsætte sådan som det var. Sådan er det. Det må vi acceptere.

Med hensyn til kemien mellem to skuespillere, må jeg indrømme, hvad jeg sagde efter at have set Kvinden i buret første gang: ”De to skuespillere Fares og Kaaes har ingen kemi. Det giver lave points.”  Jeg fik straks at vide, det er noget der skal bygges op, så jeg ville se en forskel i de næste planlagte film. Hvilket har vist sig fuldstændig rigtigt. Kemien blev tydelig og stærkere, som filmene udviklede sig. Kemien mellem dem viser man ultimativt i det lille Youtube klip, hvor de sidder i bilen og synger sangen Islands in the stream. Som filmseer kan jeg kun ønske, at Ulrich og Zaki oparbejder en kemi, som vi alle vil finde relevant, og som bare bliver bedre og bedre.

Marco Effekten er en film som uden tvivl vil dele vandende. Det er gode ting som musikken, og skuespillet er ikke dårligt. Alligevel virker filmen flad, tom og uden ønskelig skuespillerskemi efter første kig. Jeg krydser fingre for, at det bliver bedre. Så jeg kvitterer med 3 solide stjerner.