Vi lever i en tid, hvor et menneskes historie – det historiske verdensbillede viser os mange ting, vi i nutiden kan lære af. Stærke og svage mænd og kvinder, mænd på slagmarken for en sag de tror på, et imperium eller civilisation der rejser sig eller falder eller smuldrer til jord, statens versus kirkens magt. Ja, listen er lang.  Disse historier man finder eller kender, giver forfattere og blandt andre filmskabere inspiration til at fatte blyanten og kameraet.

Filmen ‘Margrete den første’, som ruller over biograflærredet landet over, er således naturligt en blanding af historiske fakta, man har kunnet finde og læse sig frem til. Samtidig har man kreativt fundet på, og fravalgt visse dele for at skrive en historie der fungerer dramatisk set, og er karakterdreven, og ikke at forglemme er filmlærredet værdig. Jeg vælger at opleve filmen sådan, og lader mig underholde.

Trine Dyrholm spiller Margrete den første (1353-1412), som var en karismatisk skikkelse, der evnede at samle Norden og dannede Kalmarunionen. Den fungerede som et kongefællesskab, med andre norske og svenske aristokratiske og royale. Denne union har skabt fred efter mange års krig.  Nu er året 1402. For at styrke unionen og skabe alliance med England, er et bryllup på tale mellem Margretes adoptivsøn Erik af Pommern og Englands prinsesse Philippa.

I kulissen er der en anden situation, der forstyrrer freden og tilliden blandt det tre nordiske kongeriger.  Norges repræsentant Asle (Bjørn Floberg) ankommer med en mand fra Graudenz i Tyskland. Man påstår manden er Margretes for længst afdøde søn Oluf den anden, som spilles af den norske skuespiller Jakob Oftebro.

Det er netop denne del som filmen ‘Margrete den første’ dykker ned i. Hvordan takler kvinden af en sådan kaliber, at en påstået afdød søn dukker op, uden at miste sit greb om magten, som beskytter og forener Norden.

Trine Dyrholm stadfæster med sit skuespil til fingerspidserne det frustrerende, det komplekse og det sårbare.  Det er, som karakteren ytrer det, som jeg husker det og frit citerer; ” Jeg var alt for stærk”.  Hvilken balancegang Margrete den første måtte finde frem fra sit indre, som regent, som mor i en sådan situation. Det kan ikke have været let. Både historie og Trines Dyrholms skuespil vidner om en stærk personlighed midt i en meget svær situation, hvor alt (også) skal tjene et højere formål.

Skal jeg komme med et ønske til filmen, må det være noget i sproget. Jeg synes bestemt, sproget er vældig fint, og skuespillerne taler tydeligt og klart i denne film.  Men det ville have været sjovt, hvis nordmænd, svenskere og danskere talte endnu mere som i middelalderen. Det har måske noget med stemmeføring og syntaks at gøre. På den anden side, man skal heller ikke gøre sproget for meget på linje med middelalderens sprogtone og brug, så man i dag ville have svært ved at forstå, dialog og dermed historie. Det ville bare have været en sjov udfordring og underholdende.

Billedmæssigt kunne jeg fint forholde mig til farvetone og brug af close ups og landskabsbilleder. Meget af filmen er åbenbart optaget i Tjekkiet under coronatiden. Det er velvalgt. Kostumer er flotte og passende.  Især Trine Dyrholms frisure er flot. Musikken er der ikke så meget at komme efter. Det giver points til filmen.

‘Margrete den første’ er en flot film i en grå og mørk farvepalet.  Man får historien om denne kvinde med lederevner i en blanding af fiktion og fakta. Billedsiden fungerer glimrende. Skuespillet er i tiptop fra ensemblet. Jeg anbefaler, man tager familien under armen og ser den i biografen. Herfra får den 5 smukke solide stjerner ud af 6 mulige. Det fortjener den uden tvivl.