Vi har set - Maria
Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust
Dette er en film for alle fans af den store operastjerne og opera generelt






‘Maria’
‘Maria’ handler om Maria Callas liv. Dette er en film for alle fans af den store operastjerne og opera generelt. Alligevel kan man sagtens nyde filmen og lade sig underholde af musik, pomp og pragt.
I ‘Maria’ bliver der vist, at hun øvede med en pianist på teater i Paris, at hun var publikum og deltog i festen efter koncerten til ære for den amerikanske præsident John F. Kennedy 45års fødselsdag. Vi forstår Maria havde et vanskeligt og betændt forhold til sin mor, som tvang hende ud i en form for prostitution som ung pige under krigen. Jeg kalder det en form for prostitution, da jeg ikke ved om soldaterne kun hørte hende synge for penge eller også betalte for at få seksuelle ydelser af hende. Vi oplever, Maria havde et familiært forhold til sin butler og husholderske. Vi forstår, hun havde et meget kompliceret og dramatisk forhold til Onassis, som efter sigende bestod af vold, sex og stoffer. Vi forstår, at Maria led af helbredsproblemer. Som det viser sig, tog Maria stærk lægeordineret medicin, da hun led af en neurologisk sygdom – inflammation i led og muskler blandt andet. Hvilket kan være en plausibel forklaring på, hvorfor Maria mistede evne til at bruge og styre stemmen som i sine yngre dage. Alt dette, forstår jeg, er dokumenteret og tilføjer filmen akkuratesse.
Man kan trygt sige, filmen ‘Maria’ på sin måde søger at forstå kvinden Maria og ikke divaen La Callas. Hvilket er måden at distingvere kvinden og personligheden Maria fra operasangerinden Maria Callas på. Den chilenske instruktør Pablo Larraín har igen givet et bud på, hvad der kan være foregået på det mere personlige, mentale og psykiske plan hos en kendt kvinde, som vi har set i film af ham som ‘Jackie’ og ‘Spencer’. Derfor gør det mig ikke noget musikken og Maria Callas karriere som operasanger ikke er i fokus. Filmen har nogle flashbacks, som tillader Maria at tænke over alt som er sket. Derved giver det et bud på, hvordan og hvorledes Maria Callas kan have haft det, uden at tillægge for meget eller for lidt. Det hele er med mindre dramatisk spænding end i de tidligere film. Som jeg ser det, er der intet nyt under solen om Maria Callas. Samtidig tillader det filmen at komme med nogle kunstfærdige scener hist og her. Det fungerer fint med de smukke kostumer, teatre, biler og kjoler fra den tid filmen foregår i.
Det er den smukke musik og operaarier, man har valgt i filmen, som gør filmen for mig. Visse steder giver det yderligere noget til historien og til forståelsen af Maria Callas i det store hele. I min optik fungerer det vældig flot. Nu er det uundgåeligt at nævne Angelina Jolies skuespilpræstation. Der vil altid være nogen, som mener, hun rammer langt fra kernen i sit portræt, og at hun på den eller den måde ikke er som Maria Callas. Jeg har aldrig mødt operadivaen, med er af den mening at Angelina lyser som operastjernen med den mistede sopranstemme og brillante bel canto teknik. Hun er perfekt castet, og bærer de flotte kostumer med majestætisk ynde. Hun er elegant og præcis, som hun skal være. Dertil vil jeg nævne, Angelina Jolie allerede har opnået nomineringer og vundet 2 priser for sin rolle ifølge IMDb.
Skal jeg komme med en kommentar, og noget som i min bog trækker ned i karaktergivning af filmen, er, at der et par steder bliver bandet på moderne. Jeg kan i min vildeste fantasi ikke forestille mig sangerinden havde et sådant sprog. Muligvis grundet temperament og så videre blev det sagt visse eder. Det kan jeg hverken bekræfte elle afkræfte. Pointen er bare, scenerne hvori det forekommer stikker ud fra karakteren og filmens overordnede stemning i min verden. Nogle vil også klage over Angelinas evne til at portrættere operasang/ lipsync. Nogle vil nævne en ikke succesfuld sammensmeltning af Maria og Angelinas stemmer. Nogle vil klage over hun ikke trækker været som en operasanger skal. Måske drejer det sig om kameraets valgte vinkel og hendes måde at udtale et italiensk ord på for eksempel, som giver disse kommentarer. Jeg siger fred være med det og accepterer, at Angelina Jolie ikke er Maria Callas. Dette er en film, som umuligt kan opnå komplet efterligning. Og måske er det en pointe i det, da det handler om Maria Callas sidste tid, hvor hendes evne ud i sang ikke var på toppen.
For at denne anmeldelse og mine tanker om filmen ikke skal trække ud, vurderer jeg filmen fortjener 5 små brillante stjerner ud af 6 mulige.
Titel: Maria
DK Titel: Maria
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Pablo Larraín
Medvirkende: Angelina Jolie, Alba Caterina Rohrwacher, Pierfrancesco Favino, Caspar Phillipson, Haluk Bilginer Stephen Ashfield og Kodi Smit-McPhee med flere.
Genre: Periode drama, tragedie, musik, biografi
Spilletid: 2t 4min
Premiere: 30. januar 2025