Så er der igen tid til en film med italiensk sprog og rødder.  Den 17. august 2023 kan man i udvalgte danske biografer se filmen ‘L’immensità’ som får den danske titel ‘Min enestående mor’.  Filmen er en personlig film af den italienskfødte instruktør og medmanuskriptforfatter Emanuele Crialese.

Titlen er værd at komme omkring i en tekstpassage. Skal man oversætte l’immensità til dansk er det ord som uhyrligheden, vanvittigheden, foragteligheden, det forrykte og sindssvage med mere man kan bruge alt efter, hvilken kontekst man skal oversætte i.  På dansk har man valgt en anden type titel, som giver filmen et andet fokus. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor. Min uforbeholdne holdning er, at havde man brugt ordet uhyrligheden, ville man være tæt på og fange flere aspekter af filmens temaer og historie. Når det er sagt, fanger den danske titel et centralt punkt – dybest set den vigtigste i min optik.

Historien er i al sin enkelhed sat i 1979èrnes Rom, Italien. Her møder vi en familie bestående af moren Clara (Penélope Cruz) og hendes mand Felice (Vincenzo Amato).  De har 3 børn. Adri (Luana Giuliani) er drengepigen, som er den ældste af børnene. Hun bruger meget tid med sin lillebror og lillesøster på deres værelse. Familien bor i et nybygget lejlighedskompleks. På overfladen virker alt tilforladeligt. Men sandheden skal vise sig at være en anden. Relationen mellem mand og hustru er kærlighedsløs med utroskab og disrespekt. Børnene reagerer forskelligt på mor og fars skænderier og voldelige tendenser. Moren kommer fra Spanien, og i det daglige finder hun på skøre og fjollede indslag, er livsglad, og har en legende personlighed og måde at være på. Der er ikke lige til. Teenagedatteren er fuld af fantasi, hun gennemgår en stærk kropslig erkendelse, og hendes personlighed er ved at vokse frem og blive dannet. For løber hun igennem sivskoven, man kan se altanen, kommer man til sigøjnerboplads. Der bliver hun fascineret af en smuk pige. Som man forstår, er alt dette uhyrligt.

Som jeg tidligere har nævnt, berører filmen flere aspekter. Vi har relationen mellem mor og datter, familiens dysfunktionalitet, sigøjnere-delen, en mor fra Spanien i Italien, ikke mindst har vi teenagedatteren, der opdager sit forhold til egen krop og køn – og hvad hun ønsker at være. Alt sammen i en tid, hvor disse emner var betændte, og noget de fleste ikke ville tale om eller kunne turde indrømme over for omverdenen. Pointen er her, at jeg ikke fornemmer historien, kun har et særligt fokus. Dette vil uden tvivl være et kritikpunkt for nogen, som af den grund vil finde filmen mindre godt skrevet, og i fragmenter der kræver uddybelse og bedre sat sammen. 

Som jeg forstår instruktøren, er der et klart sigte med dette. Hans begrundelse er, at selve temaet om kønsidentitet er yderst komplekst og en individuel oplevelse at takle. Derfor blev det uønsket som decideret hovedtema. Det viser sig også i hans valg af Luana Giuliani til at spille Adri. Han valgte at finde en pige, der dyrker en ”maskulin sport#, for ikke at forstyrre en person der gennemgår radikal kønsidentitetskrise og dennes oplevelse af dette. Dette ræsonnement forstår jeg fuldt ud.              

Noget som slår en ved filmen, er Peneolpe Cruz` evne til at være naturlig og autentisk i sin fremtræden foran kameraet. Det griber og fanger en lige i hjertekulen. Hendes udstråling brænder igennem kameraet og ud til publikum. Skuespilkemien mellem og karakteren Adri står overbevisende og tydeligt frem. Det er flot og overbevisende, og tilføjer det tema i filmen et stærkt aftryk.

Musikken tilføjer stemning og understøtter, hvad den enkelte scene. Her tænker jeg især på første borddækningsscene, og ikke mindst den sidste sangscene i sort og hvid.  

Uden tvivl nød jeg at se denne film, setting, musikken og skuespillet sidder lige i skabet. Jeg må give filmen 5 ud af 6 stjerner, for ville fortælle uden at være docerende.