Menu Luk

Vi har set - Miraklet i Gullspång

Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust

En fascinerende og fængende dokumentar. Dette er virkelighedens Twin Peaks 

Der er en masse lag at tage fat på i denne dokumentar med titlen ‘Miraklet i Gullspång’.

Der er krimi-delen. Der er familiens historie, dynamik og gruppefællesskab. Der er ikke mindst spørgsmålet, hvad er de reelle kendsgerninger overfor ren illusion og tankespind?

Efter at have set filmen sad jeg med mange spørgsmål. Hvordan og hvorledes det egentlig hænger sammen, er ikke min opgave at komme med et endegyldigt svar på. En ting må jeg sande. Anden Verdenskrig har sat sine spor på familiers konstellationer på godt eller ondt. Højst sandsynligt er der rundt om i Verden mange familier, der kan fortælle en lige så kompliceret, udfordrende og fordækt familiehistorie. Til sidst må jeg erkende, at visse ting lader man fare, så fred og fordragelighed kan bestå.

Hvad er det instruktøren vil, og har lykkes med denne film? Det blev pludselig en gåde ved nærmere eftertanke, som jeg baserer på filmens begyndelse og slutning. Jeg kan have min mistanke. Om den er rigtig eller ej, er ikke vigtigt. Man må selv reflektere og resonere ved at se filmen. Selve filmen behandler et mysterium, så at sige, og filmen lader det være et mysterium på mange måder. Sommetider er virkeligheden mere fantasifuld end virkeligheden selv.  Det lykkes til fulde at få frem.

‘Miraklet i Gullspång’ handler om to norske søstre, May-Elin og Kari, som i den svenske by Gullspång i en lejlighed ser tre stilleben malerier, der afbilder frugt. De ser det som et tegn og som et symbol på den kristne treenighed. Derfor køber de lejligheden. Nu opdager de, at den beskikkede ejendomsmægler, Olaug, på en prik ligner deres allerede afdøde søster, de kalder Lita. Det kan ikke være andet end et mirakel, drager de som konklusion.

Nu begynder historien at udfolde sig. Det skal vise sig som tiden går, at situationen ikke bliver nemmere at håndtere. I hvert fald er det som et plaster; det bliver revet af et ikke helet og betændt sår.  Alle fakta der kommer for dagen, viser sig hele tiden at skabe tvivl, således det ikke er let at gennemskue, hvad der er sandhed. Det betyder, at relationen mellem familiens medlemmer symbolsk må tage et dyk i det dybe mørke hav, for overhovedet at komme til overfladen igen og svømme mod et land, de kan være og bo i.

Alt dette vist som en dokumentarfilm. Der bliver taget arkivmateriale i brug, og visse scener er iscenesat. Det fungerer. Som publikum bliver man fanget, og følger med, da det er en forloren og lyssky historie, man ønsker afklaring på. Den viser dynamikken mellem de implicerede søstre uden filter. Vi hører sågar instruktørens reaktion og kommentarer visse steder. Alt sammen forekommer naturligt, og det fungerer.

Lydsporet må jeg kommentere. Operasangen ‘Oh Mio Babbino Caro’ bliver kontrapunktisk, da sangens lyrik skaber en helhed til billedet og historien. På et tidspunkt mod filmens afslutning bliver der sunget de to første vers af salmen ‘Altid frejdig når du går’. Her giver ordene en form for ro og fred til situationen – en slags afklaring og accept, om man vil. Yderligere har vi andre lydspor, som understøtter historien på fineste måde. Det er velvalgt, og fungerer upåklageligt.

Skal jeg tildele filmen stjerner, bliver det 5 ud af 6 mulige. Filmen viser uden omsvøb søstrenes dynamik, deres dramatiske familiehistorie, som i den grad vanskeliggør deres relation. Jeg kommer i humør til at gense den mystiske ‘Twin Peaks‘, hvor alt er gådefuldt og fiktivt. Jeg får også lyst til at gense dokumentaren ‘Three Identical Strangers’, som omhandler tre tvillingebrødres historie. ‘Miraklet i Gullspång’ udmærker sig ved at være fremragende samt fortalt ud fra en forstandig vinkel.  

Trailer:

Title: Miraklet i Gullspång

Original title: Miraklet i Gullspång

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: Maria Frederiksson

Medvirkende: Kari Klo, May-Elin Storsletten, Olaug Bakkevoll

Genre: Dokumentar 

Spilletid: 1t 48 m

Premiere: 16. november 2023