Monster: The Ed Gein Story

Der findes mørke historier. Og så findes der historier, der kravler ind under huden og bliver der. Monster: The Ed Gein Story hører til den sidste kategori. Den nyeste sæson i Netflix’ Monster-serie fortæller historien om den virkelige Ed Gein – manden, der inspirerede Psycho, Texas Chainsaw Massacre og The Silence of the Lambs.

Det er en serie, der både fascinerer og frastøder. Ikke for sarte sjæle – men for dig, der tør se ondskaben i øjnene, er det noget af det mest intense Netflix har udgivet i år.

Et levende mareridt i menneskeform
Charlie Hunnam spiller Ed Gein med en isnende realisme. Han er ikke et skrigende monster, men en stille, forsagt mand, som bor alene i et faldefærdigt hus, fyldt med minder – og langt værre ting.

Serien lægger ikke skjul på, hvad politiet fandt i Geins hjem: lamper lavet af menneskehud, skåle formet af kranier, og en “dragt” syet af kvindekroppe, som Gein brugte i sine syge ritualer. Netflix viser ikke alt direkte, men antydningerne og lydsiden er så effektive, at man næsten ville ønske, de havde gjort det mindre realistisk.

Der er scener, hvor kameraet glider hen over mørke rum, fyldt med støv, skind og gamle fotografier – og man sidder med en knude i maven. Det føles ægte. Det lugter næsten.

Moderen, der aldrig slap taget
Laurie Metcalf som Eds mor er seriens dæmoniske hjerte. Hun er både hans idol og hans fængsel. I flashbacks ser vi, hvordan hun indprenter ham med skam, religiøs fanatisme og frygt for kvinder.

Hver scene mellem mor og søn drypper af kontrol og psykisk vold. Og selv efter hendes død slipper hun ham ikke – bogstaveligt talt. Serien lader os mærke, hvor langt Gein går for at “holde hende i live”. Det er både tragisk og direkte ulækkert på samme tid.

Det, der løfter serien op over ren splatter, er dens visuelle og filmiske kvalitet. Instruktionen er nærmest poetisk – man kan mærke kulden i væggene og støvet på gulvet. Hver skygge fortæller en historie.

Selv når serien viser de mest groteske detaljer – den blodige kælder, de makabre fund, den gamle avisreporter, der kaster op ved synet – så er det gjort med en uhyggelig respekt for fortællingen. Man bliver frastødt, men også draget.

Ikke for alle – og netop derfor vigtig
Der vil uden tvivl være seere, som slukker halvvejs. Det er forståeligt. Serien leger med vores grænser, og man mærker en fysisk reaktion – kvalme, spænding, ubehag. Men netop derfor fungerer den. Den viser, hvordan virkelighedens rædsel ofte overgår fiktionen.

Og det er dét, der gør Monster: The Ed Gein Story så fascinerende: den stiller os over for spørgsmålet – hvorfor ser vi? Hvorfor vil vi se? Hvorfor bliver vi ved med at vende tilbage til de historier, der får os til at vende blikket væk?

Det her er ikke “fredagshygge med chips”. Det her er en psykisk udmattende, men mesterligt fortalt serie. Charlie Hunnam leverer karrierens måske mest ubehagelige, men også mest imponerende præstation, og Laurie Metcalf fortjener ros for at gøre moderskabet så skræmmende, som man sjældent har set det.

Monster: The Ed Gein Story er både en psykologisk gyser, et karakterstudie og en ufrivillig lektion i, hvor langt mørket i mennesket kan række. Den viser lige præcis nok til, at man fortryder, man kiggede – men alligevel ikke kan lade være med at se videre.