Allerede fra begyndelsen bliver klimaks bygget op, mens vi bliver præsenteret for den stjernespækkede rolleliste med store hvide bogstaver på den sorte baggrund, hører vi lydsporet af nogle som bliver buzz’et ind på et kontor, og samtalen går igang lidt før vi efter 20 år er tilbage hos Ulrik Torp. Vi møder ham i denne film, hvor han efter en fyringsrunde har gået ledig i fem år, men nu får han muligheden for at komme i virksomhedspraktik og det bliver et velkendt sted, for han skal hjem til Dagbladet. 

Her tyve år efter Kongekabale møder vi igen Anders W. Berthelsen i rollen som journalisten Ulrik Torp. Som Anders selv har udtrykt det, så var det som at tage sin gamle vinterjakke ud bagerst i skabet og støve den af. Så skal man lige fjerne fnulret nederst i lommerne før man kan tage den på og prøve om den stadig passer. Karakteren sidder endnu engang lige i skabet, og passer Anders måske endnu bedre i denne film, for det er lidt ligesom at møde en gammel bekendt, hvor man med det samme slapper af og kan fortælle røverhistorier tilbage fra dengang. 

Igennem filmen møder vi kendte ansigter som også var med i Kongekabale bl.a. Nicolas Bro som nu er blevet chef på Dagbladet, hvilket der også bliver understreget i filmen ikke lå i kortene. Samt Charlotte Munk som også dengang spillede Torp’s kone Mette. 

Der er selvfølgelig også kommet nye til, og jeg må sige, jeg faldt pladask for den unge praktikant Simon. Simon er også kommet i praktik hos Dagbladet ligesom Torp. Ingen har meget til overs for de unge praktikanter og derfor er det ikke altid let at komme igennem jerngrebet fra de erfarne journalister når nyhederne skal deles ud. Selvom Simon der  spilles af Patrick A. Hansen i begyndelsen er ret kluntet, vokser han igennem filmen, og bliver en af nøglepersonerne for historien. Det samme gælder for søde Emma, der spilles af Mathilde Arcel, der viser sig at være nutidens Lisbeth Salander, i en mere uskyldig udgave for ingen mistænker hende for at være et computergeni. 

Filmen har fundet nogle skønne kulisser der er en fryd for øjet, særligt var jeg vild med dybden i scenen der foregår i hall’en på Experimentariet, her går lyssætning, stemning og hele klimaks op i en højere enhed. Men også bare scenen hvor Torp sidder med en kvindelig kollega på en tom etage i Dagbladets bygning, lyset falder perfekt i denne scene til stemningen uden at være for dunkel. Eller scenen omkring Frederikssundstunnelen, et vanvittigt trafikalt knudepunkt for alle dem der kommer fra Nordsjælland til København hver morgen, og kører den vej hjem igen fra arbejde. Selvom jeg sjældent kører der mere så gibbede det i mig hvor nemt det var ikke at være i kontrol. 

Flere steder i filmen bliver jeg ramt helt ind i sjælen, bl.a. scenen hvor karakteren Sara træder ind på retsmedicinsk for at holde sin afdøde mand i hånden. Denne scene gjorde kæmpe indtryk på mig fordi jeg lige der i biografsædet næsten kunne genkalde den sterile lugt i min næse, fra dengang jeg selv skulle ae en kold kind. 

Ud over alt dette kommer filmens handling også med en masse dilemma’er som de fleste kan se sig selv i. Parforhold, Familieliv, Arbejdsliv og alt det som ind i mellem kan vælte korthuset hvis tingene ikke er i balance. Jeg tror ikke der er en eneste der ser denne film som ikke på et tidspunkt i filmen bliver bare en lille smule berørt. 

Jeg håber virkelig igen at møde Anders W. Berthelsen som Ulrik Torp, og lad der ikke gå tyve år. De næste tre bøger af Niels Krause-Kjær om hovedpersonen ligger allerede klar på boghylden, så det er bare med at komme videre. 

Jeg giver Mørkeland 6 ud af 6 mulige, for jeg var virkelig begrejstret.