Denne anmeldelse kommer kun til at forholde sig til den nyeste filmatisering af ‘Mrs. Harris goes to Paris’ og hvordan den fremstår. 

Filmen er baseret på bogen af Paul Callico, som har titlen ‘Mrs. ‘Arris Goes to Paris’.  Den finder man i en tv-version fra 1958 med den nu afdøde Angela Lansbury i hovedrollen. I 1982 indspillede man i Tyskland ‘Ein Kleid von Dior’, som blev efterfulgt af andre film baseret på bøger af føromtalte forfatter. 

Jeg har desværre ikke set førnævnte filmudgaver eller læst bogen. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at man til versionen i 2022 har tilladt sig kunstneriske friheder. Det ser man på titlen, og man kan ikke forvente filmen forholder sig slavisk til bogen.

Mrs. Harris bliver spillet af Lesley Manville. Mange kender denne engelske skuespillerinde fra ‘Maleficent’ filmene, ‘Mr. Turner’, ‘Den skjulte tråd’, og ‘Mit hjem i Hampstead’. Året er 1957 og Mrs. Harris venter stadig på en klar udmelding om, hvad der er sket med hendes mand under 2. Verdenskrig, og om han overhovedet lever. Mrs. Harris tjener til dagen og vejen ved at gøre rent hos forskellige rige mennesker. Nogle af dem er sødere end andre. En dag får hun øje på den smukkeste og mest betagende kjole hos en af sine arbejdsgivere. Det er en kjole fra det parisiske modehus Dior. Kjolen er unik og haute couture – en kjole der er skræddersyet, tilpasset som der kun findes en af. En sådan unik kjole ønsker Mrs. Harris at kunne købe og bære til en kommende festlig begivenhed. Synet af og tanken om en sådan kjole, sætter Mrs. Harris ud på en rejse rent personligt, så vel som en rejse til Paris. Mrs. Harris spinker og sparer så mange engelske pund hun kan. Til sidst med lidt held er hun på sit livs rejse og oplevelse.   

Der Mrs. Harris møder mennesker, sker der noget. Hun har en evne til at sætte sig selv i baggrunden og lade andres behov komme først. Hun evner også at få andres påtagede maske til at krakelere og få sandheder frem. Derfor bliver mødet med modehuset Dior særligt for alle – og ikke mindst for hende selv.  

I pressemateriale læste jeg: ”Filmen er magisk realisme, siger instruktøren. Filmen er baseret på virkeligheden, men den er også et eventyr for voksne, så der er tale om en slags ”overvirkelighed”. Hvis vi går for langt med magien, mister filmen sin troværdighed – hvis vi går for langt den anden vej, så mister vi gnisten”. 

Instruktøren Anthony Fabians ord måtte jeg tænke over og få sparring på af forskellige grunde. For mig personligt mangler der er et tydeligt magisk element, inden jeg vil kalde det magisk realisme. Som jeg kender det fra den latinamerikanske litteratur, er det magiske i en magisk realistisk historie noget mere utrolig og ikke til at tage fejl af.

Jeg vil give instruktøren medhold i, at man til en film som ‘Mrs. Harris goes to Paris’ absolut ikke skal gå for langt med det magiske, hvis man vil have, det skal indeholde et sådant element. I min optik kalder filmens historie ikke decideret på et overnaturligt og magisk element. Uden tvivl ville historien i den grad så blive utroværdig. Skulle man endelig have et tydeligere magisk element med, når vi bevæger os imellem det han kalder virkelighed og eventyr, måtte det være i form af en karakter, det tydeligere fremstår som den gode fe. 

Set med mine øjne handler historien om et menneskes håb og drømme, som hun arbejder frem mod og som bliver muligt med lidt held. 

Nu vil jeg straks sige, jeg var imponeret over de smukke kjoler og outfits, vi bliver præsenteret for. Historien lyder, at filmmagerne og Dior har haft et tæt samarbejde. Modehuset tillod total frigivelse af originale skitser fra Dior. Der blev også udlånt 5 kjoler fra Diors historiske samling. Så kostumerne kunne blive lavet realistiske, tidsligt og være til inspiration. Modellerne måtte studere, hvordan en model viste tøj frem dengang. Modehusets indretning har man også tilgået at lave, så det fremstår ligesom dengang. 

Musikken i sig selv var ingen overraskelse. Det var løb over de sorte og hvide tangenter på pianoet. Det passer fint til tidsperioden, og den stemning man vil have frem i filmen. Det fungerer ganske fint. 

Lesley Manville portrætterer i mine øjne karakteren Mrs. Harris på charmerende vis. Der er personlig ydmyghed og handlekraft i karakteren. Karakteren fremstår som én, vi alle kan forstå og umiddelbart kan lide. Hun er sympatisk, og tænker på andre end sig selv. Mens drømmen og oplevelsen får karakteren til at vokse på det personlige plan. 

‘Mrs. Harris goes to Paris’ er et must see for dig som kan lide flotte og unikke skræddersyede kjoler – for dig som kan lide film, der er sat i tidsperioden 1950erne – og ikke mindst hvis du er til en feel good film. Filmen henvender sig højst sandsynlig mest til publikum af det kvindelige køn. Alligevel kan den sagtens ses af alle, der i efteråret har brug for en film, som er let at relatere sig til med en charmerende protagonist. 

‘Mrs. Harris goes to Paris’ skal tildeles stjerner. I mine overvejelser har filmens protagonist en vindende charme. Tidsperioden fremstår skarpt og tydeligt. Tøjet og kostumerne er flotte. Derfor får den 5 små lysende stjerner ud af 6 mulige.