Menu Luk

Nobody

Anmeldt af Rasmus Ølholm

’Nobody’ er slet og ret den bedste actionfilm, jeg har set siden ’John Wick 2’ og det er der mange grunde til

For det brede publikum er skuespilleren Bob Odenkirk formentlig bedst kendt for sin rolle som den glatte advokat Saul Goodman i tv-serierne ’Breaking Bad’ og dens spinoff ’Better Call Saul’.

I Ilya Naishullers nye actionfilm ’Nobody’ spiller Odenkirk hovedrollen Hutch, som lever en almindelig og småkedelig tilværelse med sin kone (spillet af Connie Nielsen) og deres to børn. Der vendes imidlertid op og ned på det hele, da familien en skæbnesvanger nat udsættes for et hjemmerøveri, hvor Hutch ikke får grebet ind. Selvom familien ikke kommer noget til, fremkalder oplevelsen følelser i ham, som han ikke har følt i mange år – det viser sig, at der bag vores hovedpersons mondæne ydre, gemmer sig en fortid, som er alt andet end fredelig. Et brutalt hævntogt er begyndt.

Mine forventninger til ’Nobody’ var på forhånd ganske store – jeg er (som 99% af alle andre) stor fan af ’Breaking Bad’ og Odenkirks præstation deri. Og med manuskript af Derek Kolstad (manden bag ’John Wick’) og Pawel Pogorzelski (som leverede to af sidste årtis flotteste film, ’Hereditary’ og ’Midsommar’) som fotograf, virkede det som et projekt der ikke kunne gå galt. Den hypotese blev bekræftet.

’Nobody’ er slet og ret den bedste actionfilm, jeg har set siden ’John Wick 2’ og det er der mange grunde til.

Det starter og slutter naturligvis med Odenkirks præstation som Hutch. Han spiller rollen med nuance, og han formår fuldstændig gnidningsløst at skifte imellem sårbar familiefar til koldblodig muskelmand. Han toppræsterer både i forhold til levering af replikker og det fysiske skuespil. En imponerende præstation, som formentlig vil stå en af årets bedste.

Filmens visuelle side er ligeledes i top. Pogorzelskis billeder er atter engang stilfulde, kliniske og medfortællende. William Yehs klipning er desuden i topklasse. Det ville være en let udvej at klippe en actionfilm som denne sønder og sammen, men i stedet er fokus lagt på dynamiske long takes og close-ups af vores karakterer. I det hele taget fungerer actionscenerne fremragende hele vejen igennem. De er intense, velkoordinerede og man kan mærke tyngden for hver svingende knytnæve.

Derek Kolstads manuskript er også værd at fremhæve. Det er dejligt koncist og forholder sig blot til den centrale historie. Historien er velfortalt og forfalder aldrig til pseudoprætentiøs subtekst eller for storladen dialog.

Hvis der skal lidt malurt i bægeret, kommer filmens tone til at føles en lille smule ujævn. Grundhistorien er relativt alvorlig og spillet uden et glimt i øjet, hvor nogle af actionscenerne kammer over og bliver en anelse tegneserieagtige – det er en lille ting og på ingen måde en dealbreaker. I forlængelse deraf føles Hutch’ hævntogt også en smule konsekvensløst, da han hurtigt kommer til at virke uovervindelig. Man bliver aldrig rigtig bange på hans vegne.

Men alt til trods er ’Nobody’ en af årets bedste filmoplevelser indtil videre. Den er næsten alt hvad man kan håbe i en actionfilm, og den får en varm anbefaling med herfra. ’Nobody’ kommer lige akkurat op på små 5/6 stjerner herfra.

Trailer:

Title: Nobody

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: Ilya Naishuller

Medvirkende: Robert Odenkirk, Connie Nielsen, Aleksey Serebryakov  med flere

Genre: Action, Drama, Krimi 

Spilletid: 1 t 32 min

Premiere: 20 maj 2021