Det er ikke for ingenting, man anerkender Nomadland med filmpris efter filmpris. Det forstår jeg godt som filmentusiast. På IMDb ser man, den har vundet tre Oscars og mange andre priser. Det er flot og velfortjent.

Nomadland er ikke en crowdpleaser per se. Reelt set vil jeg formode, filmen tiltaler et specifikt publikum og demografisk område. Alligevel er det en film, alle og enhver kan se og forstå. Karaktererne samt protagonisten er genkendelige og relaterbare. Selve historien er der ingen hurlumhej og ramasjang ved. Det er lige ud af landevejen.

Netop landevejen, det frie liv, naturen, det at kunne bevæge sig uden lænker, noget der tilbageholder én, og i den grad uden særlige og store og ubrydelige forpligtelser, er betydningsfuldt og symboliserer noget usædvanligt for Fern (Frances McDormand). 

Der er en tid med langvarig udmattelse af økonomien og nulvækst. På dette tidspunkt mister Fern på sin vis alt. Efter gipsminen i hendes hjemby lukker, og mand går bort, er der intet tilbage. Fern har heller ingen voksne børn eller børnebørn at tage sig af.  Det som ikke kan være, og det hun ikke behøver i den lille beboelige autocamper, opmagasinerer hun. Derefter tager hun af sted, væk, ud og rundt i det vestlige USA.

Penge til dagens daglige brød og andre nødvendigheder tjener hun ved forskellige sæsonbetonede jobs. Det er blandt andet på Amazon op til jul, om sommeren på en campingplads med mere.

Fern møder nogle nomader midt ude i ørkenen. De bliver hendes venner og læremestre i et liv på landevejen, at leve med og i naturen og meget andet der skal til for at kunne takle et omflakkende liv i en autocamper. Kører man rundt i en sådan, må man sørge for at have ekstra bildæk, og selv kunne skifte dette blandt det mest åbenbare.

Historien kommer vidt omkring. Jeg sad med fornemmelsen, at der her er flere lag at tage fat på. Vi har historiens ramme, som er nomadelivet. Der er alt det Fern kontemplerer, mindes og få gange taler om, når det gælder livet med hendes mand og hans død. Lad os blive ved det, da det om søsterrelationen, familie og potentiel romantik er mindre dele af et større hele i historien.

Lad os se på nomadelivet først. Her tænkte jeg to ting. Er dette en slag socialrealistisk beskrivelse af dem som lever, bor og kører rundt i deres autocamper, og at de valgte det sådan efter lang tid med lavkonjunktur? Eller handler det i bund og grund om, hvordan Fern vælger at bearbejde sit store tab, og hvordan hun vælger at leve.

I hvert fald bliver Fern tiltrukket af RTR – Home on Wheels organisationen ledet af Robert D. Wells – hvor der her skal indskydes, den består og findes den dag i dag. Organisationen bidrager med støtte og hjælp til dem der vælger at leve som nomader, som beskrevet i filmen.

Til et stort rendezvous der er arrangeret ude i ørkenen, møder Fern andre, som i livet også har oplevet store tab og nået bunden ligesom hun selv. Her i organisationens bootcamp lærer hun som sagt, hvordan man bedst lever i en autocamper.  

En ting jeg undrede mig over, er, det dokumentarpræg visse scener har. Folk fra ovennævnte gruppe er filmet, og de fortæller noget af deres historie. Måske skaber det næste mere lys over, hvorfor.

Filmen er baseret på nonfiktion-bogen Nomadland: Surviving America in the Twenty-First Century skrevet af Jessica Bruder.  

På Wikipedia kan man læse at bogen er skrevet for at fortælle, hvordan mange ældre amerikanere under den økonomiske krise 2007 til 2009 begyndte at rejse rundt i landet og søgte sæsonbaseret arbejde for at tjene lidt penge til livets ophold. Ydermere står der: “The people she meets and the stories they tell are powerful in their own right.” Men den tanke giver det mening med et dokumentarpræg.

Spørgsmålet er om, filmen ville stå endnu stærkere, hvis nonfiktiondelen havde været vist anderledes. Måske ganske enkelt med en journalist der rejste rundt og talte med disse mennesker. Det er blot en tanke.  

Uanset så bliver det hele samlet i en helstøbt historie. Hvilket giver flotte points til filmen.

Nomadland byder også på nogle nævneværdige scener. Der er nogle landskabssener som er flotte og uendelige smukke. Det bidrager med stemning, og kan berette om det skønne, vilde og harmoniske. Af andre vældig fine scener vil jeg nævne den, jeg kalder, see you down the road- scenen. Den er udtryksfuld, respektfuld og sigende.

Skuespillet kommer vi ikke uden om. Det er slående, hvor naturlig Frances McDormand er, og blot falder ind i rollen. Visse steder er det tydeligt skuespil, hun spiller, uden en tvivl i kropssprog og ansigtsudtryk om hvad der foregår i hendes karakter. Andre steder, især scener med de andre nomader, er hun bare Fern uden strejf af ageren. Det er imponerende.

Nomadland er jeg glad for nu at have set på Disney+. Det var en smuk og fin filmoplevelse. Bliver der tid, vil jeg se den i biografen, når de åbner. Skuespillet, det billedskønne, historien i sig selv er det hele værd. Jeg kan ikke andet end at give filmen fem gigantiske flotte og varmt lysende stjerner ud af seks mulige med en kæmpe anbefaling.