Der er film som ‘Cinema Paradiso’, ‘Et sekunds Lykke’, ‘Singing in the Rain’, ‘The Artist’ og serier som ‘The Offer’, ‘Irma Vep’. Leder man grundigere, kan listen udvides yderligere. Alle handler om at være en del af hvordan arbejdet med film kan være og foregår.  Filmene kan være en hyldest til filmmediet eller konkret vise, hvordan det kan være at arbejde med film. De forskellige fokus er i sig selv interessante.  Filmen ‘Official Competion’ har også et bud.

Hvilet fokus er der så i denne spanske film med originaltitel ‘Competencia official’?

En mangemillionær finder ud af på sin 80-års fødselsdag, at hans medicinalfirma ikke vil efterlade verden et for ham nævneværdigt aftryk. Han ønsker noget mere og andet.  Han får ideen om at lade en film være det ultimative eftermæle. Han er styrtende rig, og vil finansiere en filmproduktion hele vejen. Derfor finder han en anerkendt prisbelønnet bog, som han egentlig ikke gider at læse. Den vil han have filmatiseret. Derfor ansætter han den hæderkronede instruktør Lola (Penélope Cruz) til at løse opgaven.

Filmen der skal produceres, hedder Rivalerne. Den handler om to brødre, der bliver fjender efter den ene bror, overlever forældrene i en bilulykke.

Skuespillerne der skal spille disse brødre, er to skuespillere der har forskellige indgang til kunst og skuespilfaget. Den ene er feteret, hollywood-style og rige Félix Rivero, som portrætteres af Antonio Banderas – har er i det virkelige liv en berømt skuespiller af Hollywood kaliber. Den en anden er Iván Torres som bliver spillet af den argentinske teaterskuespiller Oscar Martínez.  Han går efter kunsten skal være ægtefølt, og ikke for applausen og kunstprisens skyld.

Der er en instruktør og to skuespillere. Ergo, har vi store egoer at skulle forholde os ti,  og som i den grad er i spil.

De to mandlige skuespillere har som sagt hver deres metode og indgang til skuespillet, og ikke mindst hvordan de oplever livet som skuespiller. Det kommer uenighed og konkurrence mellem skuespilkollegerne for dagen.Det er faktisk genialt, og giver et mere realistisk skøn, når man har valgt de førnævnte skuespillere. Man genkender modpolerne, og kan sagtnes forstille sig der kan lure store jeg har ret nykker i og på en filmproduktion. Jeg mener, at der er forskel på det at være teaterskuepiller og mega eksponeret skuespiller i Hollywood. Det viser man tydeligt og flot i skuespillet her.

Der midt i mellem er instruktøren. Hun er mildest talt uden sidestykke. Hendes metoder og indgang til prøvelæsninger, arbejdsmetoder til at øve filmens essens, forskellige psykologiske aspekter og scener, er vanskelige at beskrive. Jeg prøver med, de er meget ukonventionelle – de er grænseoverskridende og hardcore indtil benet gennemtrængende for de to hovedrolleindehaver. Penélope Cruz er ganske enkelt i hopla – skuespillet er i tiptop og man ser det i øjne og kropsholdning. Penélope Cruz er en mester i at vise denne karakters, tomhed, autoritet, excentriske personlighed også videre. Hun fortjener mange flotte roser for sit bidrag til denne film.

Som man forstår, er det altså fokus på de indledende prøvelæsninger og scene øvelser, og hvordan relationer blandt skuespillere kan være. Intet andet.

Jeg kunne konkret komme ind på disse sceneøvelser. Men det vil jeg ikke afsløre. Da man selv skal opleve filmen i biografen. Dertil skal man selv opleve den enormt knastørre humør, som man ofte tror, kan blive til slapstick -humor. Men humoren er så subtil, fragil og skør og satirepræget, at jeg kun har ordene; filmen er morsom, uden at man sidder og slår sig på låret af grin.

Der er altså tre ting, der giver denne film plusser i bogen. Det er humoren. Det er skuespillet. Det er, at den sætter fokus på, om end på spidsen, hvordan det arbejdet med store egoer på en filmproduktion kan oplevers. Den lægger ikke noget i mellem eller skjuler noget. Det giver filmen noget særligt. Jeg kan kun varmt anbefale denne flotte og morsomme film. Jeg kvitterer med 5 store flotte stjerner ud af 6 mulige.