Menu Luk

Old

Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust og Rasmus H. Ølholm

Denne gang er det to af Filmsidens skribenter, der kommer med et skriv om deres oplevelse af filmen Old.

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust

Hvis du forventer ‘Old’ er en gyser, hvor du hopper op og ned ad stolen, og med hænderne foran øjnene halvt ser, hvad der sker på skærmen, bliver du blot brandærgerlig.

Musikken gør sit til at skabe en vis stemning af suspense. Dog bliver det aldrig sådan at du sidder ude på kanten af biografstolen for hurtigt at kunne gemme dig under den, fordi du er bange. Jeg oplevede aldrig pulsen steg eller fik et jumpscare under filmen.

Ej heller vil jeg kalde det en psykologisk thriller.  Men hvad er det så, da ‘Old’ trods alt har mærkatet thriller på sig. Ifølge denne filmseer er thriller et alt for stærkt ladet ord, som ikke rammer plet. Jeg kan gå med til drama og et mysterium.

Filmens plot er ganske lige til. I en familie der står overfor en opløsning, ønsker forældrene at holde ferie en sidste gang, inden familiestrukturen ændres. På feriestedet bliver de opfordret til at opleve en strand i nærheden. Det vil de gerne, og tager af sted i minibussen med andre fra hotellet.

Stranden er idyllisk og smuk. Vejrguderne er med dem. Men i paradiset er der ballade – noget uforståeligt og mystisk er på færde.

Hvorfor?  Hvordan?

Med faglig omhu som det overhovedet er muligt, forsøger de strandede at regne ud, hvad der sker, og hvordan de kan skaffe fornøden hjælp, og ikke mindst til at komme væk.

Ikke overraskende er dette lettere sagt end gjort.

Hvad handler denne film så om, og i hvilken grad har instruktøren lykkes med at vise og fortælle dette?

Allerførst er jeg glad for, filmen ikke hælder til en side med mange splatterscener og mærkelige monstre også videre. Det jeg fik ud af filmen, var kommentarer til for eksempel, familierelationer, alderdom, hvem vil du tilbringe din tid sammen med, døden, blandt andet også en kommentar til medicinalindustrien – ordet forskerverden er muligvis mere rammende.

Så der er lagt op til at beskæftige sig med nogle aspekter af et menneskes liv, og hvad det behøver. Desværre er der for lidt plads i filmen til at udforske dette mere grundigt. Det skyldes vi har mange karakterer at forholde os til, som jeg ser det. Det ville klæde filmen og dens historie med en karakter eller to mindre at skulle forholde sig til.

Instruktøren M. Night Shyamalan kender mange fra film som ‘Glass’, ‘Split’, ‘After Earth’, ‘Lady in the water’, ‘Signs’ og ‘Den sjette Sans’. Nærværende film skal man ikke forvente kommer på højde med de bedste af førnævnte film. Desværre, må jeg sige. Historien i ‘Old’ kan for nogen virke kedelig og langtrukken. Det visuelle er en flad fornemmelse af strand og atter strand.

Så alt i alt oplevede jeg ‘Old’ som en film med et tema, som er interessant, efter at have set den for første – og kun en gang. Men det hele er som på en strand, når du vil bade, må gå kilometervis i lavvande før du finder dybt vand at svømme i. Derfor ender jeg på 3 stjerner ud af 6 mulige.

Skrevet af Rasmus Ølholm

At kalde M. Night Shyamalan for en instruktør med svingende niveau, vil være en underdrivelse af bibelske proportioner. Imellem 1999 og 2002 gav han os ’The Sixth Sense´, ’Unbreakable’ og ’Signs’. Tre film som indikerede en lovende fremtid for den unge instruktør. Siden da er det imidlertid blevet til tvivlsomme film som ’The Last Airbender’, ’Glass’ og ikke mindst den notoriske katastrofe af en film ’The Happening’.

Dog forstummede meget af min skepsis, da de første forfilm til Shyamalans nye film ’Old’ kom ud. En kombination af et stærkt cast og en ildevarslende præmis gjorde, at jeg for første gang i ca. 20 år glædede mig til en ny film fra hans hånd.

’Old’ er nu tilgængelig i de danske biografer.

Vi møder en familie bestående af Guy (Gael García Bernal) og Prisca (Vicky Krieps) ‘samt deres to børn Trent og Maddox. De er på ferie på et fjerntliggende tropisk resort, hvor de bliver tilbudt at besøge en afsidesliggende strand, som kun få kender til. Stranden, som udadtil ligner en perfekt lokation til en skøn dag med familien, viser sig dog at bære på en dyster hemmelighed. Enhver som besøger den, vil nemlig ældes med imponerende hastighed og vores familie er nu nødsaget til at løse mysteriet. Hvis ikke de gør, vil de være døde af alderdom inden dagen er slut.

Lad mig starte med at sige, at med ’Old’ er Shyamalan tilbage i form – desværre er der tale om ’The Happening’ form. ’Old’ fungerer i grove træk ikke på et eneste betydningsfuldt parameter.

Filmens største problem er imidlertid dens manuskript (som sædvanlig skrevet af manden selv). Dialogen imellem vores karakterer er så forskrevet og forceret, at man aldrig får en fornemmelse af ægthed i deres forhold. Deres relationer drukner ganske enkelt i utroværdige replikudvekslinger. Ligeledes er dialogen spækket med eksposition, som er så overvældende, at den får Nolan-brødrenes manuskript til ’Interstellar’ til at føles afdæmpet.

Rent opbygningsmæssigt er filmen også noget rod. Jeg går på listetæer igennem tulipanerne, for at undgå spoilers, men ’Old’ formår ikke at indløse en lang række setups, imens det payoff som kommer til sidst, ligeledes ikke har et ordenligt setup.

Heller ikke skuespillerne formår at trække oplevelsen op – dog er det nærliggende at skyde skylden på instruktionen og de replikker, de er sadlet op med. Niveauet veksler imellem at være middelmådigt (med to undtagelser) til at være decideret ubærligt.

Med en flot lokation, som den filmen foregår ved, skulle man tro, at den visuelle side i det mindste kunne trække op – ej heller der, er der hjælp at hente. Med undtagelse af et enkelt long-take (som bevares er veludført), er der ikke kredset for kamerateknikken og lyssætningen giver et konstant, fladt TV-look til filmen.

Men værst af alt ender filmen med at føles utroligt prætentiøs og nærmest som et stort forfængelighedsprojekt. Der er så mange påfund og idéer, som snildt kunne være klippet ud, men det føles som om, at alle Shyamalans idéer har skullet være med for enhver pris. Der er helt sikkert gemt en fed og uhyggelig film i ’Old’s præmis, men den kommer altså ikke op til overfladen her.

Hvis jeg skal komme med enkelte positive ting, så er der en del effektive visuelle effekter, som både er blodige og veludførte. Desuden er Ken Leung (Jarin) og Nikki Amuka-Bird (Patricia) dem, som slipper bedst fra filmen rent skuespilmæssigt. De skaber hver især en noget underspillet personlighed, som adskiller sig fra resten af rollebesætningen.

Men alt i alt er ’Old’ en enorm skuffelse. Hvad der kunne have været en krybende og tematisk stærk gyser, ender blot med at være endnu et ufrivilligt komisk forfængelighedsprojekt. Den kommer kun lige akkurat op på 2/6 stjerner herfra.

En afsluttende kommentar

De to skribenter er uenige, hvor mange stjerner Old fortjener. Men vi går på kompromis med 3 små stjerner, så I andre filmseere selv kan danne jer en mening.

Trailer:

Title: Old

Karakter: 3 ud af 6 stjerner

Instruktør: M. Night Shyamalan

Medvirkende: Gael García Bernal, Vicky Krieps, Rufus Sewell, Abbey Lee, Nikki Amuka-Bird og Ken Leung bland flere

Genre: drama, mysterium og thriller

Spilletid: 1t 48min

Premiere: 22. juli 2021