Once Were Brothers måtte jeg bare ind at se, nu hvor CPH:DOX giver den mulighed.

Rock and Roll rytmer, rockabillyslænget fra Memphis og omegn, musikhistorie, Van Morrison, Bruce Springsteen, Eric Clapton, Bob Dylan og ikke mindst Martin Scorsese er med til at fortælle historien om musikeren Robbie Robertson og The Band.

Ja, min højre fod fandt meget hurtigt to og fire til både kendte, mindre kendte og ukendte sange.

Allerede som barn viser Robbie Robertson sig at være musiker med umiskendelig stjernekvalitet. Guitarspil og sangskrivning er noget, han er meget dygtig til. Manden har respekt for sit fag, og musikken tager han alvorligt. Han har hjemme på scenen, viser det sig i de unge dage i Toronto. Manden musicerer sig frem til en helt ny genre, man kalder Americana. Det er en fusion af folk, country, blues, rythm and blues gospel, rock and roll blandt flere.

Robbies musik er senere også brugt til film og serier. Især sangen The Weight er yndet. Han har også komponeret musik til film. Man kan høre hans musik i filmen The Irishman, The King of Staten Island, Shutter Island, Dawn of the Planets of the Apes, The Wolf of Wall Street og serien True Blood blandt flere.

Robbie Robertson (f. 1943), guitar, former med Rick Danko (1942-99), bas, sang, Garth Hudson (f. 1937), orgel, Richard Manuel (1943-86), klaver, sang og Levon Helm (1942-2012), trommer og sang rockbandet The Band. Disse musikere viser sig at have en musikalsk broderkemi ud over det sædvanlige.

De turnerede blandt andet med Bob Dylan midt i tresserne. Da de senere flyttede til Woodstock, udgav de pladen Music from the Big Pink i 1968. De turnerede, og gennemgik forskellige ting sammen i tiden i det lyserøde hus. Musikalsk samarbejde, familieforøgelse, alkohol, stoffer, bilulykker er noget af det.

Deres sidste koncert var The Last Waltz i 1976, hvor mange andre berømte musikere var med på scenen. Denne koncert filmede og dokumenterede Martin Scorsese. Han fortæller, at han valgte ikke at vise publikums reaktioner på musikken, da han ville vise The Band og deres musikalske broderkemi.

Alt dette får vi i dokumentaren fortalt i kronologisk orden. Hovedfortælleren er Robbie Robertson. Han fortæller om alt det positive. Den mørke side fortæller han også om. Det bliver gjort lødigt og respektfuldt. Er der nogen med insiderviden, som vil blæse i vagthornet og kritisere, skal de have lov til det. Jeg tænker, mere behøver man ikke at sige for at alt skal fremstå i al ære og respekt. Det var en særlig tid, mærker man på Robbie Robertson – en tid med særlige minder og musikalske kammerater han aldrig glemmer. De andre førnævnte kunstnere fortæller noget af deres oplevelse af musikken og det at møde dem i The Band.

Dokumentaren er ikke beskrivelse af, hvordan de skabte den ene eller anden sang som The Weight for eksempel. Det, som gør hele dokumentaren, er klippene med bandmedlemmerne der smiler og nyder at spille sammen og skabe ny musik i studiet. Her er det kemien der tæller. Det samme gør optagelserne fra koncerterne, hvor man tydeligt ser, de er musikalske brødre. Der er en synergi, som strømmer ud gennem musikken og til publikum. Også still-billederne af bandmedlemmerne, som man har sat sammen som i en nærmest slowmotion-staccato-sekvens, vidner også om dette.

Det var en god oplevelse at se filmen. Musikken rørte mig, og musikhistorien var fin at få med sig, da det var lødigt fortalt og klar og lige til. Derfor giver jeg 5 flotte stjerner ud af 6 mulige for at fortælle, hvad et frugtbart samarbejde kan føre til Once Were Brothers.