One Battle After Another

I biografen ser jeg trailer for filmen ‘One Battle After Another’. Jeg trækker på smilebåndet af de fjollede og absurde scener, jeg ser med Leonardo DiCaprio, Benicio Del Toro, Regina Hall og Sean Penn og andre. Den musik man har valgt, giver det et ekstra lag. Ikke mindst måtte jeg le af den komiske levering men samtidig alvorlige spansk/mexicanske udtryk ” Viva la Revolución”.  Jeg havde svært ved at se filmens genre som krimi, action, drama mørk komedie eller blot spændings film. Nu efter at have set filmen er jeg kommet til den slutning, at filmen indeholder lidt at alt det nævnte. Det er en vellykket sammenblanding, der giver en historie, som er karakterdrevet med absurd humor og en alvorlig side.

Selve historien er lige til. Bob Ferguson (Leonardo DiCaprio) er med i en revolutionær gruppe i 1960’erne, som kalder sig ‘French 75’. Her arbejder han sammen med sin kæreste Perfidia (Tenaya Taylor). De får en datter Willa (Chase Infiniti), som Bob må opfostre som enlig far, da Perfidia en dag forsvinder. Men den revolutionære løbebane forbliver ikke intakt, da alkohol og fjolletobak bliver en hverdag for Bob. Da Col. Steven J. Lockjaw (Sean Penn) dukker op efter 16 år, kommer fortiden til overfladen, og Bob må gøre noget.

Som man forstår, giver dette en indikation på, at der er politiske undertoner eller kommentarer. Samtidig er det historien om en mands skæbne, som gør alt for at beskytte sin datter. Ikke mindst er det også en kommentar til verdens og et lands historie generelt, og hvad der bliver videregivet til de næste generationer. På den måde bliver filmen relevant og tidløs pakket ind i absurde situationer, som bliver vist med en vis humor.

I ‘One Battle After Another’ leverer skuespillerne førsteklasses skuespil. Tenaya Taylor giver specielt i en scene noget ekstremt overdrevent. Det fungerer, og er på linje med karakterens personlighed og snakketøj.  Leonardo DiCaprio er med sit skuespil overbevisende som en sårbar og forvildet personlighed, der må træde i karakter efter forfald og mistet fodfæste. I den sidste ende finder karakteren et leje – et sted han kan være den han i årens løb er blevet til. Sean Penn er dog den skuespiller i filmen, der imponerede mig mest. Han har en meget kompleks karakter. Han er som en bøddel, der er er fyldt med had, usikkerhed og raseri, som mange steder fremtoner ufrivillig morsom med noget skræmmende over sig, som må kæmpe for sin ære og plads i livet.

Umiddelbart vil jeg sige at ‘One Battle After Another’ ikke nødvendigvis er en film for alle. Nogle vil sige, den er macho-agtigt. Ser man bort fra det, så rammer filmen ind i noget, som er vigtigt. Det er om familie, og at se på det politiske landskab med kritiske øjne med individets mod til at handle så forandring er immanent. Og også et kik på egen personlighed, der med livets erfaringer gerne skulle transformere sig til noget anderledes bedre, som i en vellykket revolution, så at sige. Ja, revolution er mangt og meget. Filmen bidrager med en særlig humor, som ikke absolut kommer ind under alles radar – ikke alle vil skraldgrine eller få lattermusklen på gled – men en humor, som i mine øjne giver historien tilladelse til også have et lag, der virker karikeret og grotesk.

Musik og billeder i denne film er en bacheloropgave værdig. Et studium af hvordan billede og det visuelle forholder sig til hinanden i denne film, ville være yderst interessant. Uanset giver det en hel særlig stemning, og jeg kom vidt omkring følelsesmæssig og genremæssigt.

Filmen fortjener nogle stjerner. Jeg kvitterer med 5 stjerner ud af 6 mulige efter at have set filmen kun én gang.