Orwell: 2+2=5

Uden tvivl kan kunst videregive og give dannelse på mange planer. Kunsten har og kan fortælle historier om verden og menneskets utrolige mange sider – gode som dårlige. I disse informationstider har mennesket et kæmpe fordel i hurtigt at kunne søge og lave research om et emne. Det har dog vist sig- enten teknologien kan blive brugt hensigtsmæssigt og reelt –  eller på samme måde kan man til egen fordel sprede falske og usande rygter eller oplysninger, som manipulerer andre til en bestemt holdning.

En filmmager, som i disse tider begiver sig i lag med at belyse politiske kongstanker og målformuleringer, der i årtier har vist at skabe ufred op krig flere forskellige steder på jorden, er i min optik modig og værd at tage notits af.

I den kategori er filmen ‘Orwell: 2+2=5’ efter min ydmyge mening. Emnet ligger lige for instruktøren Raoul Peck (Haitis tidligere kulturminister), der gerne bruger karismatiske personligheder til at fortælle en historie. Det ser vi i film  som ‘I am not your Negro‘, ‘Ernest Cole: Lost and Found’ og ‘Den Unge Karl  Marx.’

Denne gang er det forfatteren til bogen ‘1984’, George Orwell, vi skal høre om og fra. Vi lærer om hans barndom, skolegang med mere. Ikke mindst handler det om hans sidste tid, hvor han skrev omtalte bog. Skuespilleren, Damian Lewis (voice over), der læser op fra dagbog og eventuelle breve, leverer ordene smukt som tanke og refleksion. Det fungerer rigtig godt. George Orwell havde en hel klar holdning til politik, og var velbevandret i politisk terminologi. Det fungerer rigtig godt med billedmaterialet, som vi ser rulle frem på lærredet.  Der er både gamle og spritnye filmoptagelser til at understøtte Orwells iagttagelser om forskellige politiske ideologier. Kort sagt, filmen giver noget at reflektere og ræsonnere over. Det er interessant, og kan give lyst til at læse Orwells ord og følgende have en civiliseret samtale og diskussion med familie og venner. Det håber jeg, da jeg anser filmen som yderst vigtig og aktuel. Ordene, som her er oversat, læste jeg på  Wikipedia, og understøtter dette.  ”Den følger George Orwells karriere, især erfaringerne fra hans roman Nineteen Eighty-Four, og hvordan hans politiske observationer stadig er relevante i nutidens autoritarisme.” Link

Et hvert menneske har sin egen politiske overbevisning, tanker og ideer. Det burde ikke være en kriminalitet. Dog. Ikke alle har mulighed for eller tør udtrykke disse. Dertil kan der være mange grunde. Historien fortæller om mange mennesker, der er forsvundet, fordi de har modsatte holdninger til et regerende politisk regime eller paradigme. Det er fortællinger om enten vold med død til følge eller slet og ret henrettelse ved skud eller hængning. Ja, det er ikke til at tro. Alligevel viser menneskets historie dette – selv de sidste hundrede år er der mange historier at læse eller studere om dette, hvis man vil og det har interesse. George Orwell turde at udtrykke sig med nedfældede ord. Filmen bruger hans tanker fra ‘1984’ til at belyse og få disse frem så klart så  muligt. Igen, det vigtigt og højst aktuelt i denne tid vi lever i.

Hvis jeg må kommentere filmen, er det dens brug af billedmateriale. Man (jeg) når mange gange ikke helt at få det set ordentligt. Er man overordentligt interesseret, må man finde en måde at se filmen på, hvor man kan stoppe den, dvæle og studere.  Det er et kunstnerisk valg, det skal gå hurtigt. Det forstår jeg ud fra vores samfund i et overflødighedshorn af informationer. Dog, det er fint balanceret med smukke tomme landskabsbilleder fra den skotske ø Jura.

Tiden er inde for at give filmen nogle stjerner. Den får 5 lysende stjerner ud af 6 mulige. Det er den vigtigste dokumentar i dette årti efter min mening. George Orwell så og skrev om en mindre god fremtidsudsigt, som tilsyneladende sker lige for næsen af os.