Instruktøren Matteo Garrone har lavet en ny version af den italienske børnehistorie ‘Pinocchio’ fra 1883, skrevet af Carlo Collodi. Mange kender sikkert Disneys udgave fra 1940 med to meget kendte sange – ‘Der er ingen bånd der binder mig’ og ‘Når du ser et stjerneskud’. Disse sange hører vi ikke i denne nye film. Så det er ikke en gengivelse af Disneys animationsfilm. Vi bliver serveret en mere fantasifuld, mørkere, og for nogen en mere uhyggelig, men ifølge denne filmseer en smuk filmudgave.

Der er gjort meget ud af billeder, det fantasy-agtige, hundefisken (som det åbenbart hedder i bogen) feen også videre. Samtidig er der også visse ganske morsomme scener.  Locations er som at være på landet i Italien anno 1883, og kostumer, lys, farvepaletten og settings er alt sammen kæret for på bedste måde. De effekter der er, er subtile, og fungerer glimrende, uden at det bliver en film, som scorer points på kun special effects.  

Jeg glædede mig meget til denne film. På visse punkter indfrier den min glæde, på andre punkter slet ikke. Det kommer jeg kort ind på til slut i anmeldelsen.

Selve eventyret/historien om Pinocchio er de fleste bekendt med. Tømreren Geppetto, er fattig og alene. Han skærer en dag en marionetdukke ud af et ‘magisk’ stykke fyrretræ. Deraf navnet Pinocchio. Gepetto ønsker dog, at Pinocchio skal være en rigtig dreng.  Det sker kun, siger feen der træder ind i historien, hvis Pinocchio er en god dreng, går i skole og tager lærdom til sig, undgår at lyve og er uselvisk.

Historien berører også emnet om det at være menneske, menneskelighed på godt og ondt. Det kommer især frem i retssalsscenen, som også byder på humor, så smilebåndene bliver smurt og brugt.

Skal jeg sige en mindre flatterende ting om filmen, forstår jeg godt, hvis nogen synes den er langtrukken. I samme åndedrag kan man nyde landskabet, musikken, det italienske sprog, more sig over Jesper Fårekylling i en særlig form, abedommeren og ikke at forglemme skurkene Ræv og Kat.  Nogen vil påstå, at fantasyelementerne ikke fungerer, og er malplaceret. Muligvis er det fordi, man gerne vil have historien til have et plan af noget socialrealistisk over sig, og være nutidig og samfundskritisk. Hvilket ikke kalder på fantasyelementer generelt. Det er op til den enkelte at bedømme.

Sammenligner man med film som ‘Grete & Hansel’ fra 2020 er der stadig skruet op for spændingsfeltet og det mørke og dystre, men slet ikke i samme grad. Pinocchio er fantasy og spændingsfilm som familien kan se sammen. ‘The Green Knight’ fra 2021 er også fantasy- og eventyr-genren med mørke toner, med en historie som giver head spin. Det forholder sig anderledes lettere og lige til i ‘Pinocchio’. Jeg argumenterer nævnte film, de er for voksne og ‘Pinocchio’ til det yngre publikum.

Roberto Benigni, som mange kender fra film som ‘Livet er smukt’, ‘To Rome with love’, ‘Asterix og Obelix i kamp mod Cæsar’ blandt andre, fungerer flot i sin rolle. Der er noget sårbart, empatisk og underfundigt som han får frem i sit skuespil. Samtidig er han nedtonet, hvilket klæder karakteren og historien. Den unge Federico Ielapi som spiller Pinocchio, fungere ganske glimrende. Det kan ikke være let at skulle spille trædukke og have maske på dagen lang under filmindspilninger. Så store roser til ham.

Min generelle oplevelse af ‘Pinocchio’ er positiv, og jeg gik ud af biografen med en god fornemmelse. Jeg var underholdt filmen igennem, nød det italienske, synes det var en udmærket fantasy- light- film. Visse steder er filmen indrømmet langtrukken. Det havde jeg ikke forventet, men accepterer, da billedsiden har noget smukt over sig. Jeg ender på 5 små solide stjerner, der bliver til smukke stjerneskud ud af 6 mulige.