Filmen Promising Young Woman er en film om et emne med potentiale for stor debat og derved mulighed for større forståelse og fælles platform mellem de to køn, der i mange tilfælde er et desiderata.

Nu vil jeg komme med citat af forfatterinden Cherly Suchors, som siger: “Basically, a book poses a central question or issue in the beginning and answers or resolves it, for good or ill, by the end “. Lad os blot erstatte det engelske ord for bog med ordet film. Det er via citatet, jeg bedre forstår filmens slutning. Det er også relevant med en holdning og læresætning, som her kan appliceres.

Om filmen vil nogen sige, den er gal med castingen af historiens protagonist, hun er alt for drag queen-ish, præsterer en forfærdelig lav og mørk amerikansk accent fra en britisk skuespillerinde, dette er en hævnfilm som så mange andre, en film for kvinder der tager en kvindes synspunkt, den ender alligevel i den ene lejers favør på en måde, eller gør den? OMG! Igen en #MeToo film. Er vi ikke færdige med det, kan kvinder ikke blot…og så videre.

Andre vil sige, det er fantastisk med en sådan film, da den er dristig, med stort vovemod med hensyn til historie og skuespil, vigtigt emne, der er beskrevet med spænding, er krimiagtig, tragediefyldt og dramatisk og så videre.  

Promising Young Woman er historien om en næsten 30-årig kvinde, Cassie (Carey Mulligan), som har svært ved at komme videre fra en alvorlig hændelse, der overgik hendes veninde for mange år siden. Det viser sig veninden Nina, blev voldtaget af en gruppe mænd hun kendte, drugrape, som endte med døden.  Retfærdigheden skete ikke fyldest, og ingen af de implicerede blev sat til regnskab, men gik fri.

Det bevirkede Cassie, droppede ud af medicinstudiet, stadig bor hjemme hos sine forældre, tjener nogle penge ved tilsyneladende (for hende) et intetsigende og dødkedeligt job i en kaffebar. En gang om ugen eller så, går hun i byen natten lang. Hun er ”øjensynligt” hønefuld. Derfor er der mænd, der tilbyder hende hjælp til at komme hjem – det de egentlig vil, er at udnytte situationen for nemt at få noget på den dumme, for at sige det pænt. 

Så let er det ikke. Virkeligheden viser sig at være en anden. Fuldmandskabet er en facade lige såvel som det naive, for i rette øjeblik siger Cassie fra. Måden hun gør det på, løber frysende koldt gennem nerverne, og er hverken for tøsetøser eller for tøsedrenge.

En dag sker der noget uventet. I kaffebaren tropper en gammel studiekammerat op. Ryan (Bo Burnham) genkender Cassie, og taler med hende, mens han bestiller kaffe. Den serverer hun på en noget usædvanlig måde. Alligevel dukker Ryan op dagen efter og inviterer hende ud på en date. Hun indvilger, da Ryan synes at være en god mand.

Nu starter en mere lykkelig periode med en mere åben Cassie, hvor alt synes at ville komme på ret hylde med hensyn til kærlighedslivet. Lige indtil hun bliver vist en videooptagelse, som fæller alle implicerede i den tragiske hændelse. Det åbner Cassies øjne til en ikke udtalt virkelighed. Alt er ikke, som det skal være.

Nu tager Cassie sagen i egen hånd. Hævnens streng får fat, og en retfærdighedens vilde engel bryder frem. Hvordan det ender og hvorfor således, er op til den enkelte at fortolke. Her er det så, debatten om #MeToo og mellem de to køn kan blive interessant.

Som filmentusiast er jeg glad for en film af denne type. Jeg er positivt stemt. Den fortjener mange rosende ord med hensyn til Carey Mulligans skuespil, musikken, historie og det visuelle.

Skuespillet er ikke til at tage fejl af. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad karaktererne vil og tænker. Carey Mulligans fortjener hver én pris, hun har modtaget for denne rolle. Jeg finder hendes amerikanske accent fuldt ud acceptabel og OK. Måske skal der en amerikaner med sprogøre til for at dissekere den fra hinanden som gruelig gal og fejlslagen. Et sted ser jeg protagonistens gå i byen-outfit som en slags symbolik og reference.  Jægeren og byttet er et billede, som beskriver, hvad Cassie gør for at kunne udføre sin mission, der skal skræmme, men vække mænd. 

Umiddelbart synes jeg, Carey Mulligan virker fint castet til rollen. Jeg ser ingen anden kendt skuespillerinde, som entydigt vil være bedre i rollen. Skulle jeg forestille mig Margot Robbie i rollen, ville karakteren umiddelbart få noget mere æterisk over sig. Det er jeg ikke sikker på, ville fungere. Det er blot min mening, og lad den være det.

Musikken er fin og OK. Det bidrager i den sidste ende med til at skabe spænding og affektion på de rette steder.

Emerald Fennell debuterer her som instruktør. Nogle kender hende i roller fra filmen Pan, Den danske pige og serien The Crown. Hun står også krediteret som filmens manuskriptforfatter. Begge dele er blevet til en film, som fortjener dens nomineringer og vundne priser. Hvilket vovestykke af en film, det måske bliver til ved næste film, bliver spændende at se.  

Tiden er kommet til, at jeg skal uddele nogle stjerner. Dette er en film der vover at sætte kvinder og mænd i perspektiv. #MeToo bevægelsen behøver også en nuanceret og respektfuld diskussion fra alle parter.  Skuespillet er vovet, vågent og overbevisende. Historien er oppe på mærkerne – vil gerne vække. Der er flere ting i spil, og ikke kun en kvindes hævn og mænds skæbner. Den debuterende instruktør har lavet en vovet film. Til slut er det, som citatet i starten siger: ”… answers or resolves it, for good or ill, by the end.” Derfor giver jeg Promising Young Woman 5 solide og lysforstærkende stjerner ud af 6 mulige.