Allerførst vil jeg understrege filmen ‘Quo Vadis, Aida?’, som er inspireret af bogen ‘Under the UN Flag’, uden tvivl for interesserede i politik og krigshistorie og for dem som er tæt på denne films land og kultur, vil kunne tale om og diskutere filmen og anfægte dens akkuratesse og beskrivelse af borgerkrigen som hærgede. Det er en vigtig diskussion at tage.

I denne anmeldelse vil jeg dog tage mig den frihed til ikke at kommentere på det emne. Dertil kræver det, at man læser op på en masse materiale og finder kilder for at erhverve sig indgående vide om emnet. I stedet vil jeg som filmseer, tillade mig at fokusere på min umiddelbare oplevelse af filmen, som jeg kun har set én gang.

Jeg valgte at ville anmelde filmen efter at have set en trailer i biografen. Det virker som en stærk film, var min tanke. Og efter at have set filmen er det min helt klare overbevisning. Den er netop stærk, fordi det er en fiktiv historie og ikke en dokumentarfilm. Jeg våger påstanden, det realistiske er fint fanget i skuespil og af kamera.

Titlen ‘Quo Vadis, Aida?’ betyder oversat fra latin noget i retning af, hvor skal du hen, Aida, eller hvor vil du gå hen, Aida, eller hvor skal du gå hen, Aida? alt efter hvordan man ønsker at udtrykke sig.  Tager man filmens protagonist, og dennes oplevelse der er i fokus, er titlen meget sigende. Jeg anbefaler, man efter filmen diskuterer titlens betydning, og hvordan man skal forstå den.

Årstallet er 1995. Der er borgerkrig. Konflikt mellem muslimer og serbere har varet flere år nu i området Bosnien, som er en tidligere republik i Jugoslavien. Boris Isakovi spiller general Ratko Mladic, der med sin hær har indtaget byen Srebrenica. FNs fredstyrker fra Holland er også til stede.  Deres teltlejr er lukket og kan ikke huse de mange flygtninge, som desperat beder om hjælp ved porten. Jasna Djuricic spiller tolken Aida, som skal tolke for krigsgeneralen Mladic og den øverstbefalende for fredsstyrkerne. Situationen er betændt og spidser til. Ondskab og respektløshed hersker. Ord med løfter om fred og tryghed bliver ikke overholdt. Aida opdager dette, og må nu se sin mand og to sønner fanget. Hun gør, hvad hun kan, så de skal være i sikkerhed. Det er lettere sagt end gjort. Hvordan det ender, skal man se filmen for at få med sig.

Jasna Djuricic brillerer i rollen som Aida. Desperationen, magtesløsheden, jeg må gøre noget energien, lyser ud af hende. Måden hun løber rundt og gør tingene på vidner om dette. Hun gør alt, hvad der står i hendes magt for at gøre bare noget.

Historiens spændingsfelt ligger i hvor grusom en krigs-situation kan gøre et menneske og dennes hær – hvor magtesløs de fredsbevarende styrker må lade stå til. Grusomheden viser man i en scene, som lydmæssigt er ganske forfærdelig. Man ved, hvad der sker, med ser det ikke specifikt. Det giver noget til dramaet og det uretfærdige. Magtesløsheden ser man i FNs styrkernes desperate forsøg på at få mere militærhjælp, de har få midler, og bliver manipuleret med så at sige. Det står tydeligt frem.

Der er to scener som skiller sig ud fra resten af filmen. Den ene er det jeg kalder joint/hårshowscenen og den anden familiescenen. Scenerne adskiller sig fra det realistiske billedsprog filmen ellers har. De fortæller noget af betydning for – og noget om vores protagonist personlighed ifølge denne filmseer. Den sidste scene med skolebørnene vil jeg også nævne, da den virker meget sigende og stærk.

Filmen fortjener dens nomineringer og allerede vundne priser. Den fortjener også den flotte rating 7,9 på IMDb. Herfra får den 5 stjerner ud af 6 mulige, fordi ‘Quo Vadis, Aida?’ er en vigtig film og en hyldest til ”…women of Srebrenica and their 8372 killed sons, fathers, husbands, brothers, cousins, neighbors……”