Den 21. Oktober udkom endnu en adaption af “Rebecca” på Netflix, som er baseret på den klassiske roman af sammen navn. “Rebecca” blev først adapteret i 1940, og står solidt som et af Hitchcocks store mesterværker. Denne anmeldelse vil udelukkende tage udgangspunkt i denne nye udgave af Ben Wheatley, da jeg personligt endnu ikke har fået set den ældre version af Hitchcock. Jeg gør derfor opmærksom på, at der bliver gået ind til filmen med et rent lærred, da jeg ikke har et forhold til den ældre version.

I “Rebecca” betages en ung tjenestepige (Lily James) af den rige og uopnåelige Mr. de Winter i det idylliske landskab i Monte Carlo. Det vil vise sig, at Mr. de Winther ligeledes betages af den unge kvinde, og deres affære vokser over sommeren. Før hun ved af det, kan hun kalde sig Mrs. de Winter, og det nygifte par trækker sig tilbage til Manderley, Mr. de Winters dystre gods. Her drages den nye mrs. De Winter ind i en frygtelig tragedie, der ligger som en tung skygge over herresædet. Overalt følger mr. de Winters afdøde hustru Rebecca hende, og hun må slå sig til tåls med en ny hverdag, der svælger i Rebeccas tragedie. 

I rollen som Maxim de Winter har vi Armie Hammer, der især er kendt for rollen som Oliver i “Call Me by Your Name” (2017) samt tvillingerne Tyler og Cameron Winklewoss i “The Social Network” (2010). Jeg havde især set frem til “Rebecca”, da jeg er særligt fan af Armie Hammer i disse to film. Hvis han var med, så kunne det ikke gå rent galt, tænkte jeg. Og oven i købet spiller han overfor Lily James, der besidder rollen som mrs. de Winter. Hun er bl.a. Kendt i rollerne som henholdsvis Debora i “Baby Driver” (2017) og Donna i “Mamma Mia: Here We Go Again!” (2018) Og nøj, hvor må jeg sige, at jeg blev gevaldigt skuffet. Jeg ved ikke helt, hvad der er gået galt for Armie i denne film, men det fungerer overhovedet ikke. Hans performance er flad og tør, og karakterudviklingen er nærmest ikke-eksisterende. Selvfølgelig sker der en karakter udvikling vel at mærke, men der bliver ikke bidraget med noget markant fra hans side. Enten synes jeg hans optræden virkede alt for uengageret eller alt for teatralsk.

Som filmen skred frem havde jeg ellers et spinkelt håb om, at Lily James kunne afbalancere Armies flade optræden, da jeg faktisk synes, at hun spiller sin rolle overraskende godt. Men nej, sådan blev det altså heller ikke. Kemien mellem de to skuespillere er også minimal, og det virker meget som en ensidig indsats fra Lilys side. Man kunne i hvert fald mærke et mere engageret og indlevende skuespil fra hende. Modsat til Armie synes jeg, at Lily formår at bringe liv til sin karakter, hvor karakterudviklungen er langt mere understreget.

Nu lyder det måske også lidt grumt, sådan som jeg høvler Armie ned. SÅ dårlig er han bestemt heller ikke. Men han virker bare så malplaceret i rollen. Måske er det meningen, at man ikke får det store indblik i mr. de Winters følelser, da det nu er en film fortalt fra Mrs. de Winters synsvinkel. Men kontrasten mellem skuespillernes performance er alt for stor i mine øjne, og jeg synes slet ikke, at det fungerer. Armie Hammer kan ikke sammensættes med Lily James i denne her, og det kommer til udtryk. Hvis der er nogen der virkelig leverer en fremragende performance, så er det Kristin Scott Thomas, der har rollen som husholdersken Mrs. Danvers. Skuespillerinden har medvirket i adskillige film, og kan bl.a ses i rollen som Clementine Churchill i “The Darkest Hour” (2017).

Generelt om filmen kan jeg konkludere, at den ikke lige er min kop te. Jeg synes, at den var langtrukken, teatralsk og utroligt nedslående. Plottet er egentlig tiltalende nok, og der bliver også brugt gode filmiske elementer til at skabe spænding, gys og den glædesløse atmosfære. Desuden synes jeg, at cinematografi er helt igennem fantastisk. Filmen er utroligt smuk, og det hele svinger bare, hvad angår kulisser, rekvisitter, kostumer og generelt de filmiske virkemidler. Generelt fremstår filmen utroligt idyllisk og æstetisk. Sammen med Manderleys foruroligende elegance skaber de obskure omgivelser en atmosfære, der nærmest er til at føle på. Man kan bestemt fornemme Rebeccas spøgelse på godset. Det må jeg rose filmen for. Men det var desværre ikke nok til at efterlade mig med en hurra-følelse inden i. 

Alt i alt giver jeg filmen 3 ud af 6 stjerner. Det var ikke en film for mig, og der skulle en del til at få mig til at opretholde interessen. Smukke omgivelser og en excellent cinematografi er desværre ikke nok til at score toppoint i min bog, hvis man halter på karakterudviklingen og har et cast, der uheldigvis ikke svinger sammen. For jo, filmen er bestemt unik, og den kan helt sikkert noget. Men der er mange løse ender, der gør filmen ufuldkommen på en eller anden måde. Og disse løse ender blandt andet de ting jeg har påpeget i min anmeldelse.