Aretha Franklin og hendes stemme gav hende titlen Dronningen af Soul, som sang sig ind i folks hjerter og op på stjernehimlen. Det blev til en stjerne på Walk of Fame og forskellige musikpriser i løbet af årene. Den mest spektakulære er, at hun i 2019 posthumt fik tildelt Pulitzer Prize Special Citations and Awards ” For her indelible contribution to American music and culture for more than five decades”. Hvilket anerkender hendes musikalske bidrag som noget uudsletteligt.

I ‘Respect’ er der gjort meget ud af at vise hendes musikalske rødder, karrierer og personlige liv. Det er efter min mening skrevet og vises i filmen i fin balance.  Man ser episoder som sætter præg på hendes liv og karriere fra barndommen. Det er hendes tilknytning til baptistkirken, hendes engagement for borgerrettigheder for afroamerikanere og relation til Dr. Martin Luther King antydes også. Vi forstår hun har en stærk relation til sin meget musikalske mor. Vi ser også, det komplicerede forhold til faren, som senere ikke gør det lettere i kærlighedslivet. Filmen igennem oplever vi visse sanges ophav. Ikke mindst sangen ‘Respect’.  

Når jeg i det foregående skriver i fin balance, så er det min helt klare oplevelse, at man får serveret lige nøjagtig, det der er vigtigt og ikke mere. Derfor vil nogen med omfattende viden om Aretha Franklins liv og levned kunne kritisere, at det og det mangler – her er der opdigtet for meget også videre. Men dette er en biopic/musikfilm, og skal fungere som en sådan. Vil man studere og have indgående viden, må man fatte musikhistoriebøgerne og biografier og læse mere der.  

Hvis man så Sydney Pollacks film Amazing Grace, som efter 45 år kunne vises i biografen i 2018, og har interesse i at vide mere om sangerinden, så er filmen et glimrende sted at starte.  Denne biopic fortæller om sangerindens liv og personlighed.  Amazing Grace er en koncertfilm, som viser et afgørende tidspunkt i Aretha Franklins karriere. Sangen og publikums reaktioner var i fokus. Det var også en gospelkoncert og baptistgudstjeneste på samme tid. Derfor var mange af sangene ukendte, og man kunne ikke synge med.

I filmen ‘Respect’ fylder musikken også meget. Man oplever koncerter, studieindspilninger, hvordan sange blev til med mere. Musikken og sangene her kender de fleste, og har hørt dem mange gange. Hvilket fik denne filmseers stemmebånd lyst til at bryde ud i sang i en sing – along. På biografstolen nøjedes jeg dog blot med stille at klappe eller følge rytmen på 2 og 4 med foden – eller med soul clap. Sangene og Aretha skal alligevel have den ros, at biografpublikum brød ud i applaus efter sidste koncertscene. Man blev ganske enkelt revet med.

Nogle vil endda måske sige, at hele filmen med dens musik og Arethas tilknytning til baptistkirken gav filmen vibe som at være til en lang højmesse. Det kan der måske være noget om. Vi må blot huske på, det er Aretha Franklins ophav og musikalske rødder, og det religiøse var hende åbenbart meget tæt på, trods hun ikkun sang gospel, men fulgte med tidens verdslige musikalske strømninger.  Det var en del af hende. Hvilket fortjener respekt, når vi taler om hendes personlighed og musikalske tilhørsforhold. 

Jennifer Hudson som spiller Aretha, stråler i denne rolle. Sangene ligger godt til Jennifer stemmetype. Det lyder godt, og Jennifer kan bruge sin sang-passion, sin måde at synge på, og også sin energi på en bedre måde end vi så i filmfiaskoen ‘Cats’.  Hun fungerer på bedste måde som Aretha filmen igennem. Dog må jeg påpege to scener, vi talte om efter at have set filmen.  Det handler om, de bevægelser og Jennifers måde at gå på her bruger. Det er svært at tro Aretha bevægede sig og gik sådan, i forhold til hvem man viser hun er.  Men det er valgt sådan. Jeg lader det stå åbent og anbefaler blot, at man ser filmen og lader sig underholde af den i stedet.

Nu hvor vi er ved nogle enkelte scener, vil jeg også indrømme, at to af dem fik mine øjne fulde af tårer. Det var smukt, sangmæssigt sunget så stille og inderligt at det næsten var uhørligt. Scenerne fortalte også konkret, hvad der var af betydning for Aretha og hendes liv.

På billedsiden det også nogle stykker som er værd at påpege.  Det er blandt andet den leg med lys og mørke i scenerne der foregår i hjemmets stuer. Den mørke farvetone man har valgt, giver en klar fornemmelse af 60erne. Kostumer, hårfrisurer og make up er gennemført og flot.

Jeg indrømmer, at jeg kun kender en del af sangene, Aretha har sunget og udgivet. Filmen gjorde mig klogere på, hvem hun var personligt og musikalsk, hvilke strabadser hun måtte igennem. Og her blev jeg overrasket, og opdagede Aretha var kommet ud på en vej, som med hendes ophav er svært at forestille sig.

‘Respect’ som allerede rates 6,7 på IMDb gav mig en filmoplevelse fuld af underholdning i biografen, og anbefaler at se den med 5 smukke og strålende stjerner ud af 6 mulige.