Jeg må indrømme noget. Jeg har aldrig rigtig været den store fan af britiske krimiserier. Inspector Morse, Kriminalkommissær Barnaby og alle de andre klassiske britiske krimier har aldrig for alvor fanget mig. Måske fordi tempoet til tider har været lidt for langsomt, og fordi jeg har haft svært ved at engagere mig i endnu en mordgåde i et idyllisk britisk landskab.

Men så kom Sans for mord – og nu har jeg siddet og set flere afsnit på én aften.

Det er først og fremmest Patience Evans, spillet af Ella Maisy Purvis, der har fanget mig. Hun er anderledes end de klassiske britiske detektiver, og det er netop hendes anderledeshed, der gør serien interessant. Patience har en helt særlig evne til at opdage detaljer og sammenhænge, som andre overser, men hun har samtidig svært ved at navigere i de sociale spilleregler, som de fleste af os tager for givet.

I sæson 2 bliver Patience endnu mere interessant, fordi serien i højere grad lader os komme ind under huden på hende. Hun skal ikke bare være den dygtige person, der kan se det, alle andre overser. Hun skal også finde ud af, hvem hun selv er, hvor hun hører til, og hvordan hun skal håndtere relationerne til mennesker omkring sig.

Og netop relationerne er noget af det, der løfter anden sæson.

Patiences forhold til DI Frankie Monroe, spillet af Jessica Hynes, er et godt eksempel. Frankie er ikke umiddelbart den chef, Patience har brug for. Hun er kontant, direkte og har ikke nødvendigvis den store tålmodighed med Patiences måde at gøre tingene på. De to kommer derfor ikke ligefrem flyvende ind i et harmonisk makkerpar.

Men langsomt ændrer det sig.

Der opstår en respekt mellem dem, fordi Frankie efterhånden opdager, hvor meget Patience faktisk kan bidrage med, mens Patience samtidig begynder at forstå Frankie og hendes måde at arbejde på. Det giver nogle fine øjeblikke, hvor man både kan blive frustreret over de to og samtidig holde af deres forhold.

Jessica Hynes tilfører samtidig serien noget, den havde brug for. Frankie er ikke bare den nye politichef, der skal føre handlingen videre. Hun har sin egen personlighed og sine egne problemer, og kemien mellem hende og Patience bliver en vigtig del af sæsonen.

Men det er især forholdet mellem Patience og Elliot Scott, spillet af Tom Lewis, der giver sæson 2 en ekstra dimension.

Elliot er den charmerende retsmedicinerassistent, som Patience har fået et godt øje til, og deres forhold udvikler sig denne gang til mere end bare sød flirt. Det interessante er, at serien ikke gør kærligheden nem for dem. Patience skal finde ud af, hvordan man er i et forhold, mens Elliot samtidig skal lære at forstå, at Patience ikke nødvendigvis reagerer eller tænker som ham selv.

Der opstår misforståelser og usikkerhed, men også nogle virkelig søde øjeblikke.

Og det er faktisk her, Sans for mord adskiller sig fra mange af de britiske krimier, jeg normalt står af på. Mordgåderne er selvfølgelig stadig omdrejningspunktet, men personerne er mindst lige så interessante som mysterierne.

Jeg sidder ikke kun nødvendigvis hele tiden på kanten af sofaen og tænker: Hvem gjorde det? – Jeg tænker snarere: Hvad sker der med Patience?

Hvordan udvikler hendes forhold til Frankie sig? Hvad sker der med Elliot? Og hvordan finder Patience sin plads både på arbejdet og i sit privatliv?

Det er faktisk karaktererne, der gør, at jeg har lyst til at se næste afsnit.

Ella Maisy Purvis er seriens helt store styrke. Hun spiller Patience med en blanding af sårbarhed, stædighed, intelligens og social kejtethed, som gør hende utrolig nem at holde af. Det kunne nemt være blevet en rolle, hvor hendes evner til at løse kriminalsager blev gjort til hele pointen. Men Patience bliver aldrig bare “den geniale detektiv”. Hun får lov til at være et menneske med følelser, usikkerheder, ønsker og fejl.

Og det gør en forskel.

Samtidig fungerer York som en perfekt kulisse for serien. Der er masser af den klassiske britiske krimistemning, men Sans for mord føles alligevel friskere og mere moderne end mange af genrens klassikere.

Så hvis du – ligesom mig – normalt ikke hopper på vognen, når nogen siger “britisk krimiserie”, så vil jeg faktisk anbefale, at du giver Sans for mord en chance.

For mig er sæson 2 endnu et bevis på, at en god krimiserie ikke nødvendigvis behøver at handle om selve mordet.

Det handler mindst lige så meget om menneskene, der skal opklare det.

Og i Sans for mord er det især Patience, Frankie og Elliot, jeg har fået lyst til at følge.

Jeg ville faktisk gerne give Sans for mord 4,5 stjerner ud af 6 mulige. Men hos Filmsiden lander den på 4 kæmpestore stjerner.