Menu Luk

She-Hulk:
Attorney at Law

Anmeldt af Ida Marie Skou

Den er underholdende og charmerende på sin egen lidt klodsede måde…

Nu er hele sæsonen af den omdiskuterede serie ‘She-Hulk: Attorney at Law’ tilgængelig på Disney+.

I ‘She-Hulk – Attorney at Law’’ bliver vi præsenteret for Jennifer Walters, en ung advokat som ved et uheld bliver forvandlet om til en to meter høj Hulk, der kan smadre alt hun kommer i nærheden af. Hun besidder Hulk-kræfterne som vi kender dem: Superstærk, uskadelig og slagkraftig – og selvfølgelig meget grøn. Hun gennemgår dog ikke en betydelig udvikling i forhold til kontrollering af vrede, som Bruce Banners gør, og det virker ret urealistisk i min optik. Jeg kender desværre ikke særlig meget til tegneserien bag, derfor kan jeg ikke tale for, om det også er sådan der i. Ud fra serien virker det dog ikke særligt realistisk, at Jennifer ikke er betydeligt vred, og at hun formår at kontrollere sin Hulk ret hurtigt. Vi ser i serien, hvordan hun forsøger at få det bedste ud af begge verdener, der omfatter at være en dygtig advokat og samtidig være en nyudklækket superhelt. Derudover ser vi, hvordan hun kæmper med at få hendes privatliv til at hænge sammen.

Alle episoderne er forholdsvist korte, og sæsonen består kun af 9 episoder i alt. Det gør at episoderne kan føles lidt forhastede, og her tænker jeg især på den første episode, hvor man ser Jennifer blive forvandlet om til en Hulk. Det er lidt den samme følelse man sidder med i ‘Thor: Love and Thunder’, når Jane skal blive til Thor. Det giver lidt et indtryk af, at Marvel prioriterer kvantitet over kvalitet, hvor der bare gælder om at få spyttet så mange nye karakterer som muligt ind i den nye fase.

Mit førstehåndsindtryk af serien var, at man prøver for meget på at gøre det sjovt, ikke i samme grad som i ‘Thor: Love and Thunder’, men på en lidt mere kikset måde. Der bliver kastet rundt med platte jokes, som af og til er lidt sjove, men er tåkrummende størstedelen af tiden. Jeg må dog indrømme, at jo længere ind jeg kom i serien, jo mere begyndte den at vokse på mig. På en måde er det så dårligt, at det faktisk bliver lidt sjovt. Det hele er lidt noget rod; vi får blandet en masse forskellige plotlines sammen, og det hele skal forestille at være lidt komisk, hvilket jeg faktisk synes lykkes, når trådene bliver hægtet sammen i sidste ende.

Jeg kan selvfølgelig ikke komme uden om She-Hulks CGI, som er det, der virkelig har sat gang i kommentarsporet på de sociale medier. Der må ikke have været et særligt stort budget til serien, og det går virkelig ud over She-Hulks CGI. Jeg har virkelig svært ved at tro, at det er en Marvel-serie, da den rent ud sagt ligner et fejlslået eksperiment, som DC har lavet. Jeg ved, at She-Hulk karakteren er en babe ud fra tegneserierne, og det kan jeg godt se, at de vil være tro mod i serien. Desværre skriger man lidt indvendigt, hver gang Jennifer laver sig om til det grønne monster. She-Hulk ser plastikagtig ud, og der er ingen dybde i effekterne. Jeg kunne ikke på noget tidspunkt abstrahere fra den dårlige CGI, men jeg endte dog med at acceptere det til sidst.

Noget andet der irriterer mig grænseløst er, at Jennifer/She-Hulk bryder den fjerde væg. Ikke fordi jeg som sådan har noget imod konceptet, det er ret fedt i Deadpool, men hun gør det på nogle ret underligere tidspunkter, og det kommer lidt i tide og utide. Man sidder og er fanget af handlingen, og så skal hun lige pludselig ødelægge det ved at kommentere på det. Men på trods af det, kan jeg i hvert fald anbefale at se serien helt til ende, selvom man kan få nogle frustrationer undervejs, da man i den sidste episode får indsigt i, hvorfor serien er lavet som den er. Så har jeg vist ikke sagt for meget. Desuden bliver Daredevil indviet i MCU i serien, og det synes jeg ikke, at man skal gå glip af.

Hvis jeg ser overordnet på serien, er den egentlig ikke helt så ringe, som jeg umiddelbart først troede. Jeg synes faktisk, at den er underholdende og charmerende på sin egen lidt klodsede måde. Jeg vil give den 3 ud af 6 stjerner.

Trailer:

She-Hulk: Attorney at Law

Karakter: 3 ud af 6 stjerner

Skuespillere: Tatiana Maslany, Ginger Gonzaga, Malia Arrayah, Jameela Jamil, Steve Coulter bland andre

Genre: Komedie, Adventure, Action

Længde: 9 epsioder

Premiere:  18. august 2022