Allerførst må jeg understrege en fim er en film. ‘Skyggen i mit øje’ er skrevet og lavet med inspiration fra en virkelig hændelse. Filmen er ikke lavet for at dokumentere i detaljer og med akkuratesse. Filmen anser jeg hylder og ærer ofrene i den forfærdelige og fatale hændelse, som skete i København, Frederiksberg den 21. marts 1945. For mig er den ikke længere. Når det er sagt, vil en dokumentar om denne hændelse være interessant og velkommen. Det er et stykke historie, som er værd at vide noget om.

Det Britiske Royal Air Force skal bombe Shellhuset, i hvilket Gestapo holder til med fanger, danske modstandsfolk, som menneskelig skjold. Angrebet sker. Piloterne her delt sig, og skal flyve ind efter et særlig planlagt mønster og formation. Men noget sker. Et af flyene styrter ned tæt på Den Franske Skole på Frederiksberg. Det brænder, og røgen stiger til vejrs. Røgsøjlen forvirrer de andre piloter. De tror, målet for angrebet ligger under al denne røg. De bomber derfor ind og ned i røgskyen. Missilerne rammer det forkerte mål, Den Franske Skole. Det ender ikke godt. Forældre, nonner og børn er i chok og i panik, da skolen styrter. Dødsofrene tæller derefter mange børn. Det er ganske enkelt miserabelt og en svær situation for alle.

Selve historie er fortalt ud fra de fiktive karakterer Eva (Ella Josephine Lund Nilsson), Rigmor (Ester Birch), Henry (Bertram Bisgaard Enevoldsen). En anden karakter som også stiller sig frontlinjen, er Teresa som spilles af Fanny Bornedal. Disse karakterer med deres personlighed, ståsted og liv giver historien en dybde som ellers måske ville være svært at realisere i manuskript og visuelt. Det giver det hele en nuance og et lag, som måske ellers ikke ville være der.

Skuespillerne i frontlinjen skal alle have ros for deres skuespil. Alle følelser er der lige på og hårdt. Alle havde en scene, som var særlig og rørte mig på en måde, som jeg vil huske. Dertil vil jeg sige, jeg forstår godt, hvis nogen finder det alt for følelsesladet og melodramatisk. Den patos kan virke for meget visse steder. Derved kan man godt som publikum godt miste interessen for karaktererne. Det er synd. En gang i mellem skal man skrue op for følelsesbarometeret og turde det. Det gør man her, og skal påpeges positivt.  

Alle skuespillere kan jo nævnes med det eller det, de er dygtige til. Skal jeg nævne en mere, må det være Caspar Phillipson som spiller Embry, den engelske pilot som har ansvar for missionen. Han evner, med det han skal i denne film at indtage scenen/billedet som hans.

Apropos det ovenstående får mig til at tænke på, at der i filmen kan være for mange interessante karakterer og lader historien køre i flere spor. Alt i alt giver det historien en form for helhed, som jeg fuldt ud ser og forstår. Alligevel visker det plusser væk fra pointtavlen, da et mere snævert fokus havde været klædeligt. I samme åndedrag synes dialogen nogle gange forceret og storladen, som om jeg har hørt det før i en eller anden engelsksproget film.  

Der er et par scener, som jeg tydeligvis genkender, sammenligner og kan referere til fra ‘The Da Vinci Code’. Det er fuldt ud acceptabelt, at scenerne er grebet og inspireret derfra. Filmmageren må selv sige, hvorfor? Uden tvivl stadfæster det, vi er i et katolsk miljø – i hvert fald i et miljø, hvor tro og religion har en betydning. I min vurdering bliver filmen ‘Skyggen i mit øje’ således også derved ladet med symbolik. Hvilket igen giver filmen noget at tænke over.

De omtalte to scener introducerer også hver sin karakterer. Den ene ser vi meget til. Den anden meget mindre til.

Den ene scene, som jeg kalder castigare-scenen, introducerer karakteren meget heftigt. Det giver, indrømmet, kant og får karakteren til at virke eftertænksom lige såvel som slagfærdig, udadgående med søgende sind og derved interessevækkende. Personligt, vil jeg gerne vide mere, dykke ned i karakteren for at se hvorfor, hvordan og hvorledes. Samtidig ser jeg karakteren, som én der giver selve historien mulighed for at udfolde sin spænding, betydningsnuance og budskab.  

Den anden scene, jeg vil kalde gestapo-tortur-fod-scenen, viser alt det forfærdelige, en krig kan få folk til at finde på. Mere ser jeg ikke i det. Karakteren er her stålfast og lader sig ikke overvinde. Ellers er karakteren en bifigur, som vi ikke behøver at vide mere om.

Med hensyn til det med at være stålfast, holde fast i en selv er ikke ubetydelig og et tema som filmen forsøger at vise. Det ser vi billedligt meget tydeligt et par steder. Det virker stærkt og kompromisløst, hvilket igen giver historien noget at komme med og karaktererne en dybde og som værende interessante.  

Efter filmen sad jeg stille på biografstolen og observerede. Det andet publikum gik forbi mig og ud af salen eftertænksomme og uden lyst til at kommentere det sete med sin sidekammerat. De gik som i deres egen verden. Det kan være et udtryk for mange ting. Det er alles gæt, hvorfor.  Jeg bemærkede blot mig selv og stemningen efter filmens slut.

Jeg så i hvert fald en film, som jeg finder, har noget at komme med. Ole Bornedal tør at lave en film med stor patos og tager det høje gear, når det kommer til følelserne. Samtidig blev jeg mindet om at krigen har hændelser, der får skrivende folk og filminstruktører til at finde en historie, de gerne vil fortælle. Jeg finder plusser og minusser ved filmen. Der er interessante karakterer, med en historie som vil rigtig meget. Jeg ender på 4 meget store og bundsolide stjerner ud af 6 mulige.