Smagen af sult starter med et citat af den amerikanske forfatterinde Kathy Acker: ”Hvis du spørger mig, hvad jeg vil have, skal jeg sige dig det: Jeg vil have det hele.” Hvilket giver en ide om, hvad filmens egentlige tema er.

Strukturen er givet af madens grundsmage, nemlig; Sødt, Surt og Salt. Derefter kommer Fedt og Varme. Om de to sidstnævnte er andre ord for grundsmagene Bittert og Umami, skal være usagt. De brillerer i hvert fald ved deres fravær. Ellers er strukturen velfungerende og godt fundet på.  Dette viser man visuelt, og meget flot skrevet ind i et givet filmbillede. Det ser udsøgt ud; nærmest som en nydelige håndskrevet menu. Det giver et æstetisk udtryk, frem for at vise strukturen på en sort skærm med hvid skrift. Det tæller opad. Samtidig er filmen visuelt vældig fin. Det ser delikat ud, hvordan maden bliver behandlet, og hvor sirligt det bliver lagt på en tallerken før servering.

Hvad handler filmen så om?

Ægteparret Maggie og Carsten ejer restauranten Malus. Rollerne er spillet af henholdsvis Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau. De har to børn. Chloe (Flora Augusta) og August (August Vinkel). Forældrene arbejder meget hårdt og målrettet. Der er ambitioner om en Michelin-stjerne. Carsten styrer køkkenet kompromisløst. Han sætter en ære i, at maden man serverer, er velsmagende og af udsøgt kvalitet. Maggie tager sig af børnene, og har sans for hvilken stil og stemning der skal til for at skabe et mindeværdigt restaurantbesøg. 

Der sker noget, når to mennesker arbejder sammen hele tiden, og som er så drevet af ambitioner og karriere. Der kommer ganske enkelt malurt i bægret – eller skal jeg sige i drinken whiskey sour.

Nu vil jeg ikke afsløre mere end højst nødvendigt. Et af børnene er meget påvirket af mor og far er ved at skille som olie og vand. Så der skal nye boller på suppen, og sandheden skal frem.  Netop denne overraskende ingrediens gør, at filmens historie får et spændingsmoment og mere dybde, som driver den fremad.

Efter at have tænkt lidt over filmen, finder jeg rum for forbedring. Nu hvor strukturen er Sødt, Surt, Salt og Fedt og afrundes med Varmt, så mangler jeg Koldt. Jeg mener, en kold gazpacho eller en anden velkombineret og krydret salat har da også ret. At have Koldt med som metafor kunne have givet historien lige præcis det ekstra, der ville fuldende og afrunde det hele som en fond med dybde og fylde i smagen. 

Det er ingen hemmelighed. Jeg bryder mig ikke om bandeord, der bare bliver sagt, fordi man tror det understreger ens pointe – eller fordi man mener, det er hipt og lyder smart.  Det virker modsat (på mig). Jeg bryder mig heller ikke om, ordet skat bliver sagt mange gange. Det lyder fladt, falskt og mister sin betydning. Det oplevede jeg desværre filmen igennem. Det trækker fra i min bog, desværre. Og så lader vi det ligge.

Det er ønskeligt med mere baggrundshistorie om Maggie og Carstens relation. For eksempel hvorfor ægteskabet mellem Maggie og Carsten er en tynd sødsuppe. Der er pointers. Alligevel er det ikke nok med en masse close ups og skænderier, hvis jeg til fulde skal forstå og mærke karaktererne.  

Katrine Greis-Rosenthal og Nikolaj Coster-Waldau gør det flot. Især Katrine brillerer. Det er gennemgående overbevisende, og det fungerer. Det samme kan jeg sige om Nikolaj. Her reagerede jeg dog på, måden visse replikker bliver sagt. Visse steder bliver det for skuespilagtigt og påtaget. Desværre. Det som han gør rigtigt godt, er selve kokkerollen. Den mestrer han – det er specielt en scene, hvor han blot er kokken – ukunstlet samtidig bestemt.

Så jeg tør jeg vove den påstand, filmen handler om alt andet end mad. Madtemaet fungerer som et billedligt sprog. Filmen er om alt, det et menneske tørster og sulter efter; kærlighed, karriere, succes, balance mellem familieliv og arbejde, harmoni i ægteskabet og så videre.

Visuelt viser man maden farverig og indbydende. Strukturen er kreativ og passende fundet på. Der er et spændingsmoment. Bliv alligevel ikke overrasket, hvis du fra biografen skynder dig hen til nærmeste pølsevogn og spiser en gammeldags hotdog – eller nærmeste KFC og bestiller en dobbelt portion drumsticks og kartoffelmos med ekstra gravy – alt efter hvad du vil have at spise. Derfor giver jeg denne film 3 solide stjerner ud af 6 mulige.