Vi lever i en tid hvor prequals, sequals, spin-offs og origin stories bliver spyttet ud i flæng – med svingende kvalitet. Seneste skud på stammen er ’Snake Eyes: G.I. Joe Origins’ (herefter bare ’Snake Eyes’).
Kan ’Snake Eyes’ skille sig ud fra den endeløse strøm af disse film? Eller er den blot ”endnu én til samlingen”?

Mit umiddelbare svar er desværre et rungende nej. ’Snake Eyes’ er omtrent så generisk og forudsigelig, som man kunne have frygtet. Den føles både forudsigelig og skabelonskåret til at passe normale konventioner indenfor denne genre. Værst er dog, at den udover at være genremæssigt uinteressant, ligeledes faktisk formår at være småkedelig. Filmen bruger meget tid på at køre i tomgang og med en spilletid på omkring 2 timer, føles det frustrerende.
Actionsekvenserne er ligeledes af varierende karakter. Slagsmålene er jammerligt kaotiske og klippet på en måde, som man næsten bliver søsyg af – imens fungerer mange af transportscenerne på motorcykel ganske fint, da de er mere dvælende og stilfulde.
Ligesom mange andre film i denne genre, er der ved flere lejligheder benyttet CGI – og som så ofte før, ender de scener med at føles overordentlig distancerende. Man får aldrig en fornemmelse af en fysisk tilstedeværelse.

Dog er der også positive elementer ’Snake Eyes’. Skuespillet er generelt set hæderligt, hvor især Henry Goulding udmærker sig i den titulære hovedrolle. Hans karakter er ikke skrevet særligt nuanceret, men han får alligevel det bedste ud af det. Ligeledes er Andrew Koji rigtig fin som Tommy.
I det hele taget fungerer filmen bedst, hvis man tager den for hvad den er; Solid underholdning uden særligt meget på hjerte. For de fleste vil den helt klart gå an som underholdning til en omgang popcorn en lørdag aften. Jeg svinger mig lige akkurat op på små 3/6 stjerner.