Snehvide

Disneys live-action-filmatiseringer af forskellige animationsfilm som ‘Askepot’, ‘Dumbo’ og ‘Mulan’ har fået hård medfart utallige gange. Dette skriv skal dog ikke gå i rette med, hvorvidt det er i orden at lave sådanne live-action-film, som Disney vælger at gøre det, eller ej. Når det er sagt, må man gerne have sin mening og afsløre den på en civiliseret måde, om man vil – personligt kan jeg ikke se nogen grund til at maltraktere eller nedgøre noget, man ikke har haft sine hænder i. Jeg mener at have indgående kendskab til proces og arbejdsgang.

Skønsmæssigt har jeg ikke erfaring med at arbejde direkte på en film, endsige arbejder jeg ikke hos Disney. Dog måtte jeg, efter at have set ‘Snehvide’ (2025) i biografen, komme med en tanke omkring alt dette og filmen, som fra tidlig færd har fået den ene negative sætning efter den anden kastet efter sig. For mig handler det om det, jeg kalder “Disney-magi”. For mig handler det i bund og grund om historiefortælling, og hvilken tid man fortæller i.

Denne artikel har desværre ikke plads til at gå i detaljer om ligheder og forskelle mellem animations- og live-action-filmen. Det ville kræve en lille afhandling, hvis dette skulle gøres med respekt og omhu. Man skal dog vide, at noget er trukket fra, og noget er lagt til, så det er mere passende til nutiden.

Jeg forestiller mig, at man hos Disney i 1937 har haft Brødrene Grimms ‘Snehvide’ – eller måske andre udgaver af eventyret – som inspiration. Derefter har man lavet et manuskript, som var en animationsfilm værdig, samt tilpasset det til tidens trends, humor osv. I nedenstående link kan man selv læse eventyret, hvis man finder det interessant:

https://www.grimmstories.com/da/grimm_eventyr/snehvide

Ovenstående link er blot ment som et eksempel, og Disneys udgave af ‘Snehvide’  fra 1937 følger ikke Grimms eventyr slavisk, hvilket man vil opdage ved en gennemlæsning. Min pointe er, at eventyr er historier, som er blevet fortalt af mange forskellige mennesker igennem flere år og generationer. Det giver givetvis forskellige udgaver af samme historie. Det samme sker på film, hvilket man kan se.

Derfor gør det mig ikke noget, at live-action-udgaven af ‘Snehvide’ (2025) er anderledes, og det er ikke overraskende, at nutidens udgave fremstår, som den gør. Efter andre Snehvide -film som  ‘Snow White and the Huntsman’ og ‘Eventyret om Snehvide:Lille Spejl på væggen der’ er man sikkert blevet inspireret til plots og karakterer, som vi ikke ser i den velkendte animationsfilm. Hvor disse idéer kommer fra, ved jeg ikke. Mit umiddelbare og ydmyge skøn er, at det giver kant til historien om Snehvide.

Denne kant har Disney villet have med i deres live-action-film om Snehvide anno 2025. Det er lykkedes at få med et drys eller flere af “Disney-magi”. Det ses i visse scener, og også i hvordan man visuelt har valgt at vise de syv små dværge.

Castingen og skuespillet kan man altid diskutere. Personligt oplever jeg, at Rachel Zegler synger med en høj, ren og klar stemme – lige som det skal være, når man portrætterer en Disney-prinsesse. Om hun er den rigtige til at spille Snehvide, grundet hendes latinamerikanske rødder, er en overvejelse, man kan gøre sig. Man skal dog tage i betragtning, at Snehvide beskrives med hud så hvid som sne, hår så sort som ibenholt og røde læber. (Farverne har en symbolik, man kan studere.)

Hvid makeup og lyssætning kan gøre meget. Hovedsagen er, at Rachel Zegler i filmen ikke ser ud til at komme hjem solbrun fra en dag i solen på en strand – så det er okay for mig. Jeg gætter på, at hun har kunnet udvise det bedste sangtalent og den rette attitude under castingen og derfor er blevet valgt til rollen. Fred være med det. Der er ingen grund til at løfte pegefingeren eller nedgøre skuespillerinden.

Skal jeg kort sige noget om Gal Gadots indsats som den onde stedmor, må jeg personligt indrømme, at man skal vænne sig til hendes mimik og ansigtsudtryk. Ellers synes jeg, at hun har den rette højde og det rette ansigt til opgaven. Det var ikke dårligt som sådan, men der er ingen Oscar i sigte for præstationen i min verden. Vi skal huske på, at en skuespiller og instruktør er i tæt samarbejde og skal forstå hinanden. Men Gal Gadot ser ud til at more sig fortræffeligt i rollen.

Umiddelbart holder sangene vand efter første lyt. Her mener jeg, at de er potentielle sange til kor og sangundervisning. Der er sågar en eller to velkendte sange. Personligt savnede jeg den smukke sang ‘Some day my Prince will come’. Alligevel forstår jeg, hvorfor den ikke er med, grundet den måde historien udvikler sig på.

Jeg oplever Snehvide-filmen som fuld af “Disney-magi”, der giver et visuelt, farverigt, underholdende og festligt kostume-party. Mange af de kendte scener er omskrevet til og for nutiden, hvilket giver pluspoint til filmen. Der er sang, dans og musik. Der er håb. Der bliver talt om at være modig, frygtløs, retfærdig og sandfærdig – og alt skal nok slutte i en positiv tone til sidst. Det kan verden bruge lige nu, og det bliver videregivet på sin særlige måde via et gammelt eventyr om Snehvide, som Disney vælger at udlægge det.

Nu er det tid til at give filmen nogle stjerner. Jeg giver den fire små blinkende stjerner, da filmen indeholder det, jeg kalder “Disney-magi”, som giver glimrende og farvestærk underholdning.