Supergirl

 Efter introduktionen af en ny Superman sidste år er turen nu kommet til Supergirl. Milly Alcock overtager rollen som Kara Zor-El i den første selvstændige film om figuren i James Gunns nye DC-univers.

Vi befinder os i rummet. Vi er på en planet med rød sol. Der kan Kara drikke uden at hendes genetiske arv fra Krypton bliver påvirket. Kort sagt, hun bliver fuld som et menneske bliver fuld. Hendes hund Krypto er med hende. Supergirl kommer i slåskamp, og Krypto bliver forgiftet i alt dette rod. Det betyder, at hun må finde modgift. I jagten på denne sker der mange ting og sager. Kara får sin sag for, og må tænke over hævn generelt.

Mit kendskab til Supergirl Kara Zor-El, Supermans kusine, er fra filmen fra 1984 med Helen Slater i hovedrollen. Udover det har jeg set serien Supergirl, hvor Melissa Benoist portrætterer den kendte karakter. Det vil sige, at jeg har ikke læst DC-tegneseriealbums for at studere karakterens personlighed.

For Supergirl er en personlighed. Jeg får indtryk af, at Kara som karakter bliver vist forskelligt alt efter, hvilken film eller serie man sætter på. For eksempel i filmen fra 1984 synes jeg, at Supergirl har feminin elegance, hun virker naiv og skal lære at begå sig her på jorden. I serien er Supergirl til tider klodset, men oser af empati og medfølelse. Hun balancerer det at være superhelt med det daglige liv på arbejde i en stor mediekoncern i National City. Begge disse portrætter en relaterbar karakter – især i serien, spørger man mig.

I filmen Supergirl fra 2026 vises en helt anden side af Kara Zor-El. Her bliver hun vist som en hårdtslående, ked af det, vred, forvirret, traumatiseret og noget aggressiv kvinde med hang til store mængder alkohol. Se blot barscenen og  scenen, hvor hun vågner om morgenen. Dette til trods taber hun ikke sin retfærdighedssans og ønske om at hjælpe andre. Man skal huske, at hun i denne historie fejrer sin 23-års fødselsdag over flere dage. Hun er her rebelsk, og en diametral modsætning til sin fætter. Denne del af Karas personlighed og historie er relevant, da hun har stærke minder fra Krypton, inden hun blev sendt af sted som ung af sine forældre. Den side af karakteren hører eller læser man ofte om, men her bliver den vist meget tydeligt. Vi har en historie, som er her nu, og som viser flashback. Det passer meget godt til, hvor vi befinder os, og til det Supergirl står over for af skurke.

Historien bliver fortalt i et hæsblæsende tempo. Der er mange slåskampe, ting bliver sprængt i luften og så videre. Kara klarer ærterne og skurkene selv. Hun bliver i filmen en forbitret antiheltinde, frem for blødsøden og uskyldig. Hvordan hun i sidste ende takler sin vildskab, må man se filmen for at få med.

Supergirl 2026 vil sikkert møde kritikpunkter, som kan komme fra garvede fans af DC universet, Supergirl og Superman og science fiction generelt. De vil sikkert påpege, at man har set det hele før. Det visuelle er som før. Filmens største svaghed er, at actionscenerne forekommer ensformige, kedelige og mangler kreativitet. Nogle vil sige, humoren ikke falder på plads. Dog tilføjer Jason Mamoa som Lobo et humoristisk element som fungerer. Andre vil måske undre sig over, at filmen har noget Mad Max over sig. Se blot skurkenes påklædning med mere. Jeg læser et sted en udtalelse, og jeg parafraserer, at filmen er uren og hævngerrig rumopera, hvor Mad Max og Kara Zor-El har mange ligheder. Det kan blandt venner og kammerater føre til en udmærket samtale om hvorfor. 

David Corenswets få scener er for mig et lyspunkt. Det får det hele ned på jorden, og jeg glemmer et kort øjeblik, det er science fiction. Det gør jeg, fordi Superman og Supergirl for mig er to superhelte, som generelt har en fin balance mellem det mere jordnære/at begå sig blandt mennesker på jorden, trods den usandsynlige historie om, at de har fået superkræfter med sig fra Krypton. Det er efter min mening en tiltrængt god idé til historien.

Skal jeg vurdere Supergirl, ender filmen på fire ud af seks stjerner. Milly Alcock leverer en overbevisende fortolkning af Kara Zor-El, som adskiller sig markant fra tidligere versioner af figuren. Filmen er visuelt flot og byder på masser af action, men humoren rammer ikke altid plet, og historien følger til tider velkendte spor. Til gengæld giver den et interessant indblik i en mere rå, vred og traumatiseret Supergirl, end vi tidligere har set på film og tv. Det gør filmen værd at opleve – især hvis man er nysgerrig efter at se en ny side af DC-universets mest kendte heltinde.

Supergirl er måske ikke den mest originale superheltefilm, men Milly Alcocks rå og følelsesladede fortolkning af Kara Zor-El gør filmen til et spændende nyt kapitel i DC-universet