Tár
Anmeldt af Ida Marie Skou
’Tár’ er en yderst elegant film…
Den Oscar-nominrede ’Tár’ er en kompleks film, der trumfer med Cate Blanchett i hovedrollen. Det er en prisværdig film på mange måder, der udover drama og psykologisk pres, byder på thrillerelementer og paranoia.
Filmen drejer sig om Lydia Tár, en verdenskendt kvindelig komponist og dirigent, der bliver den første kvindelige chefdirigent for et stort og kendt tysk symfoniorkester. Men med stjernestatussen følger også en skyggeside. Ikke alle er lige begejstrede for Tár, og hun må håndtere stort pres fra omgivelserne. Rygter begynder at svirre om hende, og det bliver svært for hende at holde sammen på både familie- og karrierelivet.
Cate Blanchett er uden tvivl stjernen i denne film. Hun leverer en mesterlig performance, der bl.a. kommer til udtryk gennem lange dialoger og overbevisende skuespil. Blanchett er ikke blot medvirkende i filmen, hun er filmen. Naturligvis er den bygget om karakteren Lydia Tár, men Blanchett transformerer sig fuldstændig i denne rolle, så det snarere virker til, at man har bygget denne film op omkring hende. Hun har allerede vundet den britiske BAFTA og en Golden Globe for rollen, og jeg er sikker på (og håber), at hun også vil hive Oscaren hjem.
Mit umiddelbare udgangspunkt for filmen var, at jeg ville se en fortælling om den fiktive Lydia Tár og hendes musikalske karriere, og derudover lægge øre til en masse klassisk musik. Sådan udspiller den sig ikke helt. Fokusset ligger ikke på selve musikken men i stedet på Tár, som musikdirigent. Vi får derfor ikke set eller hørt så mange musikstykker. Musikken optræder dog på mange andre måder i filmen. Den henvender sig meget til folk, der ved noget om klassisk musik, da der bl.a. kommer mange begreber og historiske komponister på bordet. Selvom jeg ikke selv har den største indsigt i klassisk musik, og ikke fangede alle referencer, nød jeg filmen alligevel. Men jeg tænker den må være ekstra interessant for musikere/musikinteresserede at se. Det er en hyldest til den vestlige klassiske musik, og det kommer i den grad til udtryk.
’Tár’ er en yderst elegant film. Det ses både i skuespillet, plottets fremførelse og æstetikken. Vi får nogle flotte kameravinkler og stillbilleder, der er med til at skabe den elegante og æstetiske atmosfære. Den får mig til at tænke og betragte den som kunstfilm, da den bogstaveligt dyrker musikkens kunst og leger med æstetik, men samtidig også viser menneskets skyggeside på et mere psykologisk niveau, der lader tolkningen være op til seeren. ’Black Swan’ (2010) er et andet eksempel på dette.
Et kritikpunkt til filmen er, at den føles meget lang. Jeg tænker den gængse biografgænger, måske vil blive utålmodig undervejs. Filmen er rig på dialog og lange scener, hvilket både kan argumenteres for at være dét, der gør den suveræn eller langtrukken. For mit vedkommende synes jeg, at den til tider er langsom. Men selvom den med sine 2 timer og 38 minutter føles væsentligt længere end ’Babylon’ (3 timer og 9 minutter), kan jeg næsten garantere, at man bliver tryllebundet af enten Cate Blanchett eller sceneriet (eller noget helt tredje) i de tungere sekvenser.
Jeg tildeler ’Tár’ 5 ud af 6 stjerner. Det er en mørk film, hvor meningen og budskabet kan forekomme tvetydigt ved første øjekast. Og selvom det er en hyldest til musik, er det i lige så høj grad en film om magtmisbrug. Filmen har en ekstraordinær evne til at manipulere med seeren, som man bliver nødt til at opleve på egen hånd. Det er uden tvivl en film, jeg vil opleve igen. Både for Blanchetts skyld, men også for at få en bedre forståelse af det komplicerede budskab.
Trailer:
Title: Tár
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Todd Field
Skuespillere: Cate Blanchett, Noémie Merlant, Nina Hoss mfl.
Genre: Drama, Music
Spilletid: 2 t og 38 min
Premiere: 23. februar 2023