Det er flere film om det at lave film – hvilken betydning en film kan have generelt – en filmmagers vej til filmverden og så videre. Jeg kan nævne de italienske film ‘8½’ (1963) og ‘Cinema Paradiso’ (1988).  Der er Buster Keatons ‘Sherlock, Jr.’ (1924) Der er ‘Singing in the Rain’ (1952). Der er film som ’Hail, Caesar!’ (2016), ’Ed Wood’ (1994). Der er den kinesiske ‘Et Sekunds lykke’ (2022). Vi må ikke glemme instruktøren J.J. Abrams film ‘Super 8’ (2011). Det er sikket flere film, som fortjener at blive nævnt. Dog. Fortæller denne uvilkårligt valgte namedroppings liste blot, at filmmagere i årenes løb gerne fortæller om deres inspiration og om filmverden generelt.  

Nu er der en ny film af slagsen, man kan tilføje denne liste. Det er The Fabelmans, som Steven Spielberg har skrevet sammen med manuskriptforfatteren Tony Kushners. The Fabelmans skal i denne anmeldelse ikke sammenlignes med for eksempel ‘Cinema Paradiso’, men lade den have dens egen berettigelse. Filmen er blevet til filminstruktørens mest personlige film, man til dags dato har set fra hans side. Pandemien, minder, sorg over forældres bortgang fik ham til at tænke, og ville skrive og lave en film der efterlader noget. Steven Spielberg giver selv udtryk for det på følgende måde: 

”Jeg tror ikke at nogen vidste i 2020, hvordan hverdagen ville se ud et år fra da” 

“Efterhånden som tingene blev værre følte jeg, at hvis jeg skulle efterlade noget, måtte det vel være noget, som jeg virkelig havde brug for at forløse”.  

‘The Fabelmans’ er et portræt af, hvad instruktørens familie gennemgik og dennes dynamik og relationer.  Alt samme er med til at præge instruktørens liv og hans vej og karriere i filmbranchen. I filmen er vores protagonist teenageren Sammy Fabelman, som bliver spillet Gabriel LaBelle. Allerede fra barnsben er han kunstnerisk anlagt og interesseret i at lave film. For ham er den bedste gave et kamera at holde i hånden.  I takt med han vokser op og bliver ældre, bliver han mere og mere seriøs omkring det at skabe film. Det er, det eneste han går op i. Han bruger sin tid på at lave små film med kammerater, og arbejder hårdt på at få den tekniske del til en film til at virke naturlig og have en vis standard. Det går op for ham, der ikke er vej uden om. Han må og skal lave film. Det er hans livskæbne. Han opdager, at han med sit kamera kan fange noget helt unikt og specifikt – eller rettere kameraet fortæller og fanger en særlig del af en historie. Hvor disse tekniske ting bliver vist i filmen, er jeg sikker på en aspirerende filmmager kan finde lærerige og inspirerende.  

Allerede fra starten fik jeg et smil læben eller måtte komme med et lille grin. I løbet af filmen var det flere morsomme og lystige scener. Det var også andre i biografsalen, som fik trænet og brugt lattermusklerne. Pointen er her, at selv om historien rummer alvor, er den skrevet og filmet på en let, usentimental måde med distance og humor. Der er flere fine scener, som kan nævnes, og som gør filmen.  Vi har blandt andre campingscenen – besøg af onkel scenen. Disse to scener er smukt udført med spot on skuespil.  Især næstsidste scene gør hele filmen for mig. Her stjæler og indtager skuespilleren det hele.  Og så er det kameraarbejdet, der i afslutningsscenen der skaber smil på læben.  Af andre positive ting jeg vil nævne om filmen, er at den er hjertevarm og charmerende. Musikken er velvalgt, og jeg måtte mime ordene i en sang, og min fod fandt mange gange hurtigt rytmen.  

Alt i alt har vi en film, som ud fra en personlig fortælling for mange kan være inspirerende og lærerig. Det virker og er fint sat sammen i en velfungerende historie. Jeg kan ikke andet end at kalde ‘The Fabelmans’ en lille filmperle. Derfor får filmen 5 meget store og strålende stjerner ud af 6 mulige.