Efter nyheden sidste år om en forbedret udgave af Godfather III, måtte jeg bare se den.

Selve Godfather III er meget forskellig fra de første. Der er mangel på – en slags videreførelse af stemningen fra de to første film. Man kan diskutere visse sceners relevans eller overflødighed, hvordan subplottet der involverer Vatican-Banken virker, og om filmen fungerer som epilog generelt. Skuespillet hos visse efterlader noget at diskutere på den ene eller anden måde. Det virker svært – som om man ikke har evnet at fortælle en gangsterhistorie som dette sat i 1980erne. Det virker akavet og malplaceret af en eller anden grund. Det, og sikkert meget mere har været medvirkende til, hvordan filmens første udgave fremstår.

Hvad alt dette skyldes, finder man sikkert mange bagvedliggende legitime grunde til. De grunde skal vi som sådan ikke beskæftige os med i dette skriv.

Personligt vil jeg applaudere for, at man så mange år efter har villet gøre noget for filmen skal fremstå bedre. Det er efter instruktørens og manuskriptforfatters længe eftertragtede ønske. Titel og intention med historie skulle passe bedre sammen og være på linje med hinanden – noget skulle ændres så det skulle fremstå lige præcis sådan. Det kræver stort arbejde at gennemgå så megen film med mere.

Francis Ford Coppola fortæller om sin oplevelse, og takker på sin vis i en kort introduktion for at Paramount Pictures lod ham arbejde med og på dette projekt.

Som filmseer, synes jeg, arbejdet har båret frugt. Man har haft held med sit forehavende. Filmen fremstår bedre og mere klar. Man har strammet op på historien ved at bytte lidt om på nogle scener, klippet i dem, taget noget fra og så videre.  Der starter for eksempel ikke med voiceover-stemmen som i første udgave, mens man ser scenen i kirken. Den nye udgave starter direkte med scenen hvor Michael Corleone taler big business med en leder for Vatikan-Banken.

Man kunne i en reel og meget lang analyse gennemgå scene for scene og debattere hvorvidt, det eller det skulle være med eller ikke. Det er op til den enkelte af lave en sammenligning og et skøn. Men at filmen fremstår stærkere og bedre nu, er der ingen tvivl om.

Selve afslutningen finder jeg interessant. Vi der har set den første udgave, er udmærket klar over, hvad der sker. Den coda/outro man har valgt i nærværende film, giver en mere åben afslutning. Samtidig bliver den en slags tråd som samler det hele. Man har en klar fortællerstemme nu, til Godfather generelt. Jeg efterlades med større klarhed om, hvem Michael Corleone er som person, hvor dybt hans fædrene ophav har rod i ham, noget om den sicilianske kultur og ånd kommer også frem, og ikke at forglemme, hvad han holder af i rummet af sit hjerte. 

Filmen er for mig et studie værd som fan af Godfather trilogien.  Man har evnet at gøre det hele til en bedre samlende film og historie. Karakteren Michael fremstår mere tydelig. Det er den samme historie fortalt på en mere lige på måde. Dette klæder filmen og historien om Godfather. Derfor kan jeg ikke andet en give den 4 velfortjente meget store og klart lysende stjerner ud af 6 mulige.