Inden jeg gik ind for at se filmen ‘The Lost City’, stillede jeg mig selv spørgsmålet om, filmen var morsom og skør på den dårlige eller gode måde. Svaret på det vil jeg prøve at komme med et bud på i denne anmeldelse.

Lad mig starte med at sige, en film behøver ikke være en Oscar værdig – en film behøver ikke være en af verdens bedste med hensyn til skuespil – en film behøver ikke være som de andre i genren også videre. Netop en sådan film er ‘The Lost City’. Derfor er det så opmuntrende, at biografpublikum til samme forpremiere, som en god ven og jeg selv, de grinede og morede sig under filmen.

Der er sikkert mange grunde til, hvorfor man grinede under den enkelte scene eller ej. Ligegyldigt om det var grundet falden på halen humor, man synes måske det skøre tog overhånd på en tynd og sød suppedas, eller fordi karaktererne er ret karikererede. Man skal huske, nogle gange skal en film blot være der for underholdningens skyld. Det er som en let brise en tirsdag aften, at kunne lade sig underholde, gå ud af biografen med et let humør, da filmen er fyldt med skøre scener samt let forståelige referencer med mere.

I ‘The Lost City’ spiller Sandra Bullock Loretta Sage, som er en feteret og populær romanforfatter. Hun skriver romantiske skattejagtbøger, som tydeligvis er chick litt. Alan Caprison spillet af Channing Tatum, er en mandlig model. Han har tjansen som Dash McMahon, bogens mandlige karakter, som han portrætterer på bøgernes cover. Netop karakteren og portrætterne… nå nej, det sexede åbenskjorte langhårede Fabio-look… er med til at give bogen succes.

En bogtur er i gang. Denne gang overrasker arrangørerne det kvindelig publikum ved både forfatter og Dash er der. Tydeligvis er det Dash, som kvinderne vil stille spørgsmål, tale med og se. Og det er selvfølgelig akademiske og seriøse spørgsmål om bogens historie og karakter… Jeg smågriner… Men noget sker. Loretta bliver kidnappet af en excentrisk mangemillionær Abigail Fairfax (Daniel Radcliffe). Han har belæg for, Lorettas bøger er baseret på forskning, og vil derfor på skattejagt på en øde ø i Atlanterhavet, som han ejer. Han vil have hende til at lede ham til skatten i ‘The Lost City’, som hun nævner i sin bog. Helt specifikt, vil han have fat i ‘The Crown of Fire’, som er en uvurderlig kronjuvel båret af en prinsesse ifølge de gamle skrifter.  

Det viser sig Alan har et godt øje til Loretta, og vil nu sætte alt ind på at redde hende fra kidnapperen. For at kunne lykkes med dette, kontakter han Jack Trainer (Brad Pitt). Han er hårdkogt med elitesoldat baggrund, og en mediterende actionman. Det er i hvert fald lang tid siden, jeg har set en redningsscene, der i den grad får lattermusklerne i gang.

Som jeg nævner, grinede publikum nok så meget under filmen. Især i den første del, hvor vi har nogle absurde skøre scener, man bare ikke kan lade være med at le af. Det er da også den første del af filmen, som er mest morsom. Det bliver mere alvorlig og mere romantisk, som det skrider frem. Uden at det det morsomme og skøre egentlig bliver væk. For mig ej heller sådan rigtig osteagtigt cheesy, trods referencen – eller jeg ser bort fra det, og glemmer det i grin og humor. Her vil jeg blot nævne det fine øjeblik i dansescenen, og det skøre men absolut flot skuespilkemi i hængekøjescenen. 

Filmen lader ikke til at tro, den er andet end den er. Den er på ingen måde ambitiøs eller prætentiøs. Filmen og dens skabere er godt klar over, dette er en film, som ikke vil høste stjerner og statuetter for dens dybde, seriøsitet, fantastiske plot eller anden genialitet.  Derfor er der ingen grund til i denne anmeldelse at lave en sammenligning med skattejagterne vi kender fra ‘Indiana Jones’. Skulle man sammenligne, må det være med filmen ‘Nu går den vilde skattejagt’ fra 1984, men det hører et analytisk og dybdegående skrift til, som nogen givetvis vil fatte tastaturet og skrive. De som mener, det er synd, ‘The Lost City’ mangler kant og efterstræbsomhed ser helt bort fra den charme, humor og underholdningsværdi der er i ‘The Lost City’. Det er for mig både dens styrke og svaghed.

Når alt det er sagt, slår jeg et slag for filmen og giver den 4 megaflotte pailletglimtende små stjerner ud af 6 mulige. Det var forfriskende at blive underholdt af skøre karikerede scener og karakterer. Og ja, den var morsom og skør på en helt fin og god måde.