Maggie Gyllenhaal har en gang tidligere sat sig i instruktørstolen. Det var til en episode af serien ‘Homemade’ fra 2020. Denne gang har hun bedrevet en hel spillefilm. Resultatet er en flot debut, hun kan være stolt af. Hun viser med denne film en lovende instruktørkarriere der i den grad evner at få en historie ud over lærredet. Så jeg ser frem til andre film, hun vil instruere i fremtiden.

Maggie Gyllenhaal har både skrevet manuskript til og instrueret ‘The Lost Daughter’. Filmen er baseret på Elena Ferrantes bog ‘La Figlia Oscura’ som på dansk har titlen ‘Dukken der blev væk’.  Oversætter vi direkte fra italiensk bliver det til ‘Den mørke datter’. Igen må jeg argumentere for, at den originale titel fanger bredere, da den får flere facetter af historien med. I dette tilfælde ville det i større grad gøre historiens hovedperson psykologiske og personlige udfordringer klare og tydelige. Med hensyn til historiens geografiske placering afviger det en smule fra bogen, som jeg forstår, foregår det på den italienske side af den Joniske kyst og i filmen på en af øerne på den græske side af den Joniske kyst. Det er det eneste, jeg kan nævne forskelligt fra bogen. Det er ikke voldsomt, og sikkert lavet for at få sprog og det dramatiske til at hænge sammen. Jeg mener, ellers skulle filmen være på italiensk, men vi har med en instruktør fra den engelsktalende del af verden at gøre, så det gør mig intet. Herefter vil jeg kun fremhæve filmens essens, så at sige. 

Noget der springer ind i tanken er, hvorfor titlen ‘The Lost Daughter’, og har det en betydning? Set med mine øjne, skal titlen ses i en symbolsk betydning.  Selve historien set ude fra, handler om en kvinde som føler sig fortabt af mange grunde.  En kvinde som følte sig fortabt i det liv hun havde med karriere, mand og døtre, og det liv hun har i dag uden en mand ved sin side og et fallerende og eller manglende relation til sine døtre.  Derfor forstår jeg titlen som en søsterlig måde at vise sympati og empati til kvinder på – som føler deres liv af mange grunde bliver holdt tilbage – har svært ved at være i balance – grundet de mange livets hændelser og tildragelser – som gør det svært at kunne bruge sine personlige evner og på den måde være et centreret menneske.  Det handler i den grad også om moderskab og sammensmeltning med sine børn versus den personlige frihed.  

Den nærværende film handler om Leda (Olivia Colman). Hun er en professor i litteratur, og er nogle og fyrre år. Hun tager på badeferie alene. Den badeferie skal vise sig at få større indvirkning på hende. Især da hun på stranden møder en stor larmende familie. Leda betragter og observerer blandt andet et barn og to af familiens mødre. Dette får hende til at tænke tilbage på hendes egen tid som blomstrende i sin karriere og som mor. Dertil kommer, hvilken relation hun havde til sin mand og deres sexliv og derved også familielivet generelt.  Det betød et meget svært valg, hvilket stadig er svært at komme over. I ferieparadiset er der ballade en dag, og et barn dennes dukke forsvinder. Barnet finder Leda i fuldkommen god behold – på mystisk vis forsvinder barnets favoritdukke, hvilket skaber en del problemer. Det betyder nogle ubehagelige samtaler og møde med mødrene – ellers ser vi Leda se sit liv i flashback. Det er ganske ligetil at følge med på. Samtidig giver det vores hovedperson ypperste mulighed for at komme videre og se hele sit liv med karriere, som mor og nu i et nyt perspektiv.

Olivia Colman yder en pragtpræstation som karakteren Leda. Hun er subtil i sin mimik. En hver følelse af enten glæde, sorg, overanstrengelse, spænding og så videre ses tydeligt i alle disse close ups. Aldrig på et tidspunkt blev det for meget. Det er flot og så afgjort en Oscar værdig som bedste skuespillerinde i en hovedrolle. Det samme gælder Jessie Buckley for sin rolle som den yngre Leda. Hun evner simpelthen at fange din opmærksomhed, trods filtreret vrede og vederstyggelighed og skabe sympati for karakteren. Jeg synes bestemt også Dakota Johnson viser hun kan andet end at være Miss Steele fra 50 Shades-filmene. Se blot skænderi-scenen på stranden og samtalescenen i stuen.

Dette ville blive en analyse, skulle jeg skrive mere. Derfor vil jeg blot opsummere, filmen viser skuespillere der i den grad evner at portrættere en karakter klart og tydeligt. Historien kan mange kvinder relatere til. Det sætter gang i tanker, i et retroperspektiv, og ikke mindst sætter det dét at være kvinde i et samfund der kræver meget på landkortet.  ‘The Lost Daughter’ er som et fyrtårn der med sit lys, siger noget om moderskabet, mange ikke ville turde at adressere.  Maggie Gyllenhaal har lavet en interessant film, som viser, hun mener alvor med sin kunst. Jeg må derfor ende på 5 stjerner ud af 6 mulige, der stråler glinsende som en sol.