The Lost King
Anmeldt af Ellen-Karin Myklebust
Filmen bevæger sig et sted mellem god og fremragende…






I disse tider kan historien og sandheden om en historisk personlighed eller hændelse få filmmagere til kameraet og filmmanuskriptforfattere til skrivebordet. I ‘The Lost King’ handler det om at få korrigeret historiske fakta om King Richard III fra England, og hvem han var som person. Han er i historiebøgerne fremstillet på en mindre flatterende måde. Nogle amatørhistorikere mener sandheden er en anden, og ønsker dette skal frem i lyset, og på den måde omskrive historien.
‘The Lost King’ er en film med rod i virkeligheden. Det handler om Philippa Langley (Sally Hawkins), som har stor interesse i King Richards III liv og levned. Hun skabte med vedholdenhed og ihærdighed en del furore og derved historie for nogle år tilbage. Det sker, efter hun ser og observerer Shakespeares teaterstykke om kongen på sin søns skole. Hun opdager, at kongen ikke bliver beskrevet retmæssigt og retfærdigt i teaterstykket og tilgængelige anerkendte historiebøger. Hun får en helt anden fornemmelse for og opfattelse af kongen. Derfor anskaffer Philippa bøger og magasiner om kongen, og får kontakt med en gruppe amatørhistorikere, som jeg kalder Richardianere, da de udelukkende fokuserer på den omtalte konge og hans historie. Efter mange timers læsning, opmærksomhed og research går det op for hende, man højst sandsynlig nu har fundetden omstridte konges gravsted. Dette mærker hun stærk på sin krop og sjæl. Intuitionen er ikke til at tage fejl af.
Philippas eget liv er ikke lige let. Hun har to sønner i skolealderen, en mand som er flyttet ud af huset, og et arbejde hvor hendes M. E. sygdom (Kronisk Træthedssyndrom) skaber udfordringer. Trods hun afleverer sine arbejdsopgaver til aftalt deadline. Arbejdet bliver skubbet i baggrunden, og aktiviteterne med den nyvundne interesse tager protagonisten ud på en særlig rejse. Det er en rejse, hvor hun som kvinde skal skære sig igennem et akademisk ekstremt intellektuelt miljø, og hvor mandsherredømmet lever i bedste velgående, trods disse moderne tider.
Film er et fantastisk medie til at få en historie ud til mange mennesker på. Når det lykkes at lave en film, som er interessant på grund af det valgte tema, og man som publikum samtidig får et stykke historie med sig, er man som filmmager nået langt. Til nærværende film vil man uundgåeligt stille spørgsmålet, hvordan og hvorfor Richard III træder frem, og har den rolle i filmen, som han har. Personligt, vil jeg her argumentere for, at det er passende i forhold til vores protagonists personlighed, dybfølte interesse og intuition om kongens person, liv, død og begravelse. Sideløbende giver det et element til historien, som gør det mindre hverdagsagtigt og kedeligt, hvis man spørger mig. I min verden er det også skrevet ind i historien uden at virke alt for fantastisk og overnaturligt. Pointen for mig er, at jeg til fulde forstår protagonisten, og også det mere feminine aspekt i det hele.
Sally Hawkins spiller sin karakter meget menneskeligt og med et empatisk følsomt hjerte, der bærer filmen langt hen ad vejen. I min optik tilfører hun filmen en charme og varme i en verden, hvor snobberi og det at bruge sin intuition og lytte til den i den grad bliver latterliggjort. Det er her dramaet opstår og ligger.
Det er i denne film ikke drama som i en action fyldt biljagt eller slåskamp eller megahurtige collager med spionagtige film noir sekvenser. Filmen fokuserer på selve Philippa Langleys histore, som højst sandsynlig i sig selv ikke har udspillet sig særlig dramatisk. Nogle sidder måske med megen viden om, hvordan Langleys historie med at stadfæste, exhumere og gravlægge Richard III på retmæssig vis, og som kan sige filmen ikke forelægger det korrekt i ‘The Lost King’. Historien lyder, og jeg parafraserer efter min hukommelse, at virkelighedens Philippa Langley har sagt god for, at filmen viser et sandt billede af det som skete. Dette er i hvert fald instruktør Stephen Frears budskab i et interview i RadioTimes.com omkring filmen.
‘The Lost King’ handler ikke blot om, at King Richard III efter alt at dømme er en misforstået majestæt og nogen vil omskrive historien, så alt kommer på rette hylde. Filmen handler også om en kvinde, der skærer sig igennem en akademisk verden, der ser ned på hendes forehavende, tilgang og metode. Philippa Langley er overbevist om, at hun har ret, og får taget nogle skridt i rigtig retning. På den måde kommer det sande for dagen.
‘The Lost King’ fortjener nogle stjerner. I min verden bevæger filmen sig et sted mellem god og fremragende. Den er god, da selve historien ikke kun er oplysende om King Richard III. Den består også af andre interessante lag. Philippa Langley kæmper for det, hun mener er sandheden i et overvejende mandsdomineret miljø. Den sætter også intuition over for det intellektuelle. Filmen har ingen endegyldigt sandhed om brugen af disse. Den viser blot, begge er der. Derfor får den 5 små blinkende stjerner af mig.
Trailer:
Title: The Lost King
Karakter: 5 ud af 6 stjerner
Instruktør: Stephen Frears
Skuespillere: Sally Hawkins, Shonagh Price, Helen Katamba, Lewis Macleod blandt andre
Genre: Drama
Spilletid: 1t og 48min
Premiere: 27. oktober 2022