Disney+ er landet mellem Bølgende bakker, marker, eng og skov, i Danmark. Endelig. Det tog også kun næsten et år. Og som poster-boy har den medbragt en ny hjelmbærende karakter fra en stjernetåge langt langt borte; The Mandalorian. Disney+’ bud på en ny Game of Thrones. En enormt vel-budgetteret omgang, skabt af manden, der med Iron Man, også satte gang i Marvel-invasionen, Jon Favreau.

Nu skal en ny invasion i det evigt udviklende mediebillede igangsættes. Musen har sat sine fødder på dansk jord. Spørgsmålet er bare om, de allerde i første hug, med den første store “original-series”-satsning, The Mandalorian, har fortjent at sætte tænderene i den ost, der er danskernes opmærksomhed. Vi har jo altså allerde bagedysten!

Den hjelmbærende hovedperson, der ganske anonymt portrætteres af Pedro Pascal med fortid i Westeros og verdens største seriesucces Game of Thrones, og som vi lærer at kende under navnet Mando, tager os under kappen og ind i den kriminelle underverden, i en tid hvor emperiet er fortid, og  hvor dusørjægerne i ren John Wick stil har sine egne skikke, regler og kodeks. Og hvor hans slags, The Mandalorians, er en sjælden skikkelse. Og da Mando efter en mission, får moralske skrupler over at skulle skille sig af med ham, vi kender som “baby Yoda”, sætter han på en farlig færd – med en pris på både ham selv og barnets hoved, gennem alverdens kroge i det store Star Wars univers.

Et univers, vi tidligere har kendt som det ultimative rumeventyr. Men som her tager os udad af den HC Andersenske feberdrøm, og ud i afsnit med heist- slasher- og western-elementer.

Det er præcis det, jeg som Star Wars fan har tørstet efter, som opfølgning på Skywalker-sagaen. Og på trods af, at jeg måske er en af de få Star Wars fans, der faktisk har været rigtig glad for Disneys take på stjernetågen langt langt borte, så er jeg rigtig glad for den nyskabelse, der ligger i The Mandalorian. Eller nyskabelse og nyskabelse. Den har taget fat i de fede elementer, som har gemt sig både i baggrunden af original trilogien, Solo-filmen og Rogue One. Det mere grynede. Mere beskidte. De afkroge af Star Wars drømmen, der er blevet levet i. Alt det worldbuliding, der har gjort, at Stjernekrigen har en af verdens største og allermest engagerede fanbaser.

Star Wars er, som introteksten i hovedserien “for længe siden i en stjernetåge langt langt borte” også vidner om, en verden der har eksisteret langt tid før, vi allernådigst får lov til at besøge den.

Det er for alvor den fornemmelse, jeg sidder med, når jeg ser The Mandalorian. Ingen overforklaring, ingen unødig eksposition. Blot fornemmelsen af at være fluen på intergalaktisk væg, jeg kun kan drømme om.

Der hvor jeg synes, at The Mandalorian i virkeligheden bidrager med noget nyt er dens mod. Mod til at udforske nye genre indenfor Star Wars. Der er et afsnit, hvor Mando fungerer, som en anden slasher-skurk, der en efter en nakker et hold af – skal siges – ganske usympatiske typer.

Der er et afsnit, hvor The Mandalorian, som jo er dusørjæger, “rider” ud i sandklitternes horisont, for at fange en forbryder i ren western stil.

Der er et afsnit, der er et siege-drama, hvor Mando må forsvare en lille landsby.

Genre vi aldrig har set før i denne galakse, men som fungerer upåklageligt. Ikke overraskende for enhver Star Wars fan. Vi har råbt og skreget på netop at få dét at se. Man kan med The Mandalorian ikke beskylde Star Wars for at hive en gammel formel op af en stuvet skuffe, som anklagerne lød imod for eksempel Star Wars: The Force Awakens. Nej, her bliver der ikke bare prøvet noget nyt –  der bliver lykkes med noget nyt. For det er effektivt.

Det er klart, når man har en hovedperson, der konstant bærer rundt på en hjelm, der vil noget, så kan det være svært at komme helt ind i hovedet på ham. Derfor har man fra forfatterrummets side, valgt i høj grad at fokusere på at holde hele skidtet mere plotdrevet end karakterdrevet. Et valg lige i tyrens øje. Der er selvfølgelig stadig plads til karakterudvikling, men indtil videre i en indpakning af små, nødvendige, grumsede eventyr. Ikke på den lyse eller mørke side af kraften – eller moralen. Men i en gråzone.

Indpakningen

En ting er det fortællemæssige, et helt andet vigtigt perspektiv er, hvordan indpakningen ser ud – og lyder.

Legenden John Williams er på musiksiden byttet ud med det svenske stortalent – og Oscarvinder for Black Panther –  Ludwig Göransson. En herre der har taget mig – og mange andre filmkritikere – med storm. Han var i øvrigt også medskaber på Star Wars universets egen unge Lando, Childish Gambinos mesterlige storhit Redbone. Han formår at komme med et helt andet take på Star Wars musik end Williams. Hvilket er forfriskende. Det er helt modsat af Michael Giacchino og John Powell, der begge fik lov til at lægge lydside til henholdsvis, Rogue One og Solo. De forsøgte at genskabe magien fra mesteren ved at forsøge at gå ham i bedene. Hvilket især sidstnævntes tilfælde var decideret gabende kedeligt. Göransson har endnu engang valgt at gå sine enge veje. Og især selve temaet til Mando selv, giver os netop følelsen af at følge i fodsporene på en mand uden hjem, uden hjælp. Solo. Men man kan samtidig ane det mytologiske. De spor hovedkarakterens aner, i den her Mandalorian-kultur vi kun får små glimt af, sætter i dét han træder ud på sin færd.

Udover det er den gudesmuk serie. Der har den rettede grynede og snuskede fornemmelse, der hvor den skal have det, og ligesådan smukke fremstillinger af eksotiske planeter, hvor det passer ind.

Castet er hold relativt ukendt. Ligesom det også var tilfældet for den originale Star Wars trilogi. Det giver igen serien den tidsløshed, der er vigtig for Stjernekrigen. Det skal ikke være Hollywoods hotteste navne, der er på rollelisten. Og de velkendte navne, vi alligevel møder, bringer blot den helt rette mængde gravitas til deres karakterer. Det er især tilfældet for Carl Weathers og Werner Herzog. Den eneste casting, der får mine øjne til at løbe, ikke i vand, men i blod, er en relativ ung herre ved navn Jake Cannavale, der spiller dusørjægeren Toro Calican. Hans blotte tilstedværelse, og vildt utroværdige præstation, river hele universet i grus, og får det til at føles, som en dårlig fanfilm. Kære venner, bid tænderne sammen, og se om i kan overleve igennem hans præstation. Han er heldigvis ikke en gennemgående karakter, så der er noget godt på den anden side. Det lover jeg. Det er dog ikke nok til at trække ned.

For jeg ér godt tilfreds. Som Star Wars fan. Jeg er uendeligt glad for at få lov til at genbesøge min yndlings stjernetåge. Og jeg er endnu mere glad for at se The Mandalorian udvide universet med respekt, risikovillighed og rigtig gode historier.