Ingen ved, hvad en aften med fin middag på en dyr restaurant hos en kok med Michelin og rockstjernestatus kan bringe af retter og drikkelse på bordet. Mad, slash og horror på samme tallerken.  Det er i hvert fald, hvad du får serveret i filmen ‘The Menu’.  

Hvem kender ikke – det kunne være en oplevelse at spise en smagsmenu med kniv og gaffel på en restaurant, hvor kendisser og pengefolk frekventerer – i dag har jeg lyst til en omgang hemmelig krydret Kentucky Fried Chichen menu, som jeg spiser med mine fingre, så de bliver smurt ind i friturefedt.  

Hvilken forskel er der på de personer, som giver tusindvis af kroner for en middag, som er dekonstrueret til gelékugler med svag smag og tilhørende emulsion og skum – og dem som går på Jensens Bøfhus og får en bøf med kartofler og whiskysovs til en pris de fleste kan være med på.   

Hvordan er personalet på det fine sted med priser der får dine smagsløg til at ville smage engang til – hvordan er personalet på den jævne almindelige restaurant, hvor din mave bliver tilfreds og mæt.  

Disse spørgsmål, var nogle af dem jeg havde i mit hoved efter at have set filmen ‘The Menu’.  

Ralph Finnes spiller den feterede verdensanerkendte kok Julian Slowik, som driver restauranten Hawthorn placeret på en afsidesliggende ø. En aften inviterer han en særlig gruppe af gæster. De er rige og betaler en dyr sum for maden og restaurantoplevelsen. Gæsterne er fra kokkens side ikke tilfældigt udvalgte. Men en af dem viser sig at være anderledes, og absolut uinteresseret og uimponeret over menuen og madens tilblivelse. Hun kalder sig selv Margot, og hun bliver spillet af Anya Taylor-Joy. For de ansatte og chefkokken virker hun malplaceret – det viser sig hun er kommet med en af de andre på et afbud. Gæsten Tyler (Nicholas Hoult) har inviteret hende, efter hans ekskæreste ikke ville med alligevel.  

Som menuen og aftenen skrider frem, står det klart, at intet er tilfældigt. Hverken for den ene eller anden. Menuen er nøje sat sammen med, hvad chefkokken har i sigte. Nørder man med mad, kan dette være et emne over middagsbordet med vennerne.   

Min forventning var, at filmen ville være mere som en rødstegt saftig og blodig bøf – en levendegjort slasher. Det var den visse steder. Til mine smagsløg blev det ikke for meget, heldigvis, men holdt på et niveau, hvor jeg kunne være med. En inkarneret fan af horrorgenren vil måske synes, det bliver en tam fornøjelse, og smagsoplevelsen er som en bowle med alt for længe kogt risengrød uden smørklat, kanel og sukker, der klistrer, og er som pap i munden.  Det er alt efter, hvad man er til.  Denne filmseer, er dog glad for man undgik alt for klamme og ulækre blodige scener.  Nu, hvor vi er ved det mindre flatterende, så var der mange steder jeg ønskede sproget ville blive brugt anderledes. Ikke et forfinet sprog, bare et ikke grimt sprogbrug.  

Filmen er inspireret af det virkelige livs hårdt arbejdende kokke og madelskende folks restaurantbesøg. Det er blevet til en historie om en chefkok der ikke trives, og som ikke længere har det godt med at lave mad, som er hans passion, og det han holder af – og også en historie der med sit persongalleri og plot der vil kommentere på restaurantverden fra de ansattes side, kundernes side og også en madkritikers side. Det er i mine øjne lykkes at sætte kommentaren på spidsen, og bliver vist satirisk med både alvor og humor.   

Alt sammen tilføjet et element af mørke og en vis uhygge. Vi befinder os trods alt på en ø, der ikke er brolagt med fastlandet, så man hurtig kan få fornøden hjælp, hvis noget grueligt skulle ske. Visuelt er det lykkes at filme maden, så den ser indbydende ud. Uden tvivl er der kæret om en hver madret. Hvilke der har været erfarne og talentfulde kokke med til at udvikle. Protagonisten og hans spisende gæster kunne man lave et omhyggelig konstrueret uddybende skriv om. Det er der desværre ikke plads til i denne anmeldelse. Men persongalleriet og chefkokken fordrer til din favorit dessert og cocktail efter filmen, mens du og din makker sidder og diskuterer. 

Skuespiller, plot og det visuelle fortjener nogle stjerner. I min verden får filmen 4 meget store og flotte stjerner ud af 6 mulige. Der er arbejdet med detaljer, og det fungerer fint og flot.   

Ingen ved, hvad en aften med fin middag på en dyr restaurant hos en kok med Michelin og rockstjernestatus kan bringe af retter og drikkelse på bordet. Mad, slash og horror på samme tallerken.  Det er i hvert fald, hvad du får serveret i filmen ‘The Menu’.