Menu Luk

The Whale

Anmeldt af Rasmus Ølholm

Rørende, gribende og med en ekstraordinær præstation af Brendan Fraser

I en afsidesliggende lejlighed i Idaho bor Charlie. En ensom mand, som langsomt men sikkert er ved at spise sig selv ihjel. Han bærer på en enorm skam og ubærligt dårlig samvittighed, som har frataget ham al lyst og mod på at leve. Imens alt ser mørkest ud, får Charlie besøg af sin datter og pludselig øjner han en sidste mulighed for at gøre en forskel. For første gang i umindelige tider, synes der er at være en snert af håb for Charlie.

Filmen er af mange blevet udråbt som et comeback til en af 90’ernes store eventyr-favoritter; nemlig Brendan Fraser. ’The Whale’ er nu tilgængelig i de danske biografer.

’The Whale’ står og falder med Frasers præstation som Charlie – og lad det bare være sagt fra start af; alt det positive som er blevet sagt og skrevet om hans store comeback er helt og aldeles sandt. Han er intet mindre en sensationel. Jeg har altid holdt meget af Fraser og har varme barndomsminder om hans roller i ’George of the Jungle’ og ’The Mummy’ – så derfor varmer det at se hvor stor succes og anderkendelse, han har fået for sin præstation i ’The Whale’. Der er mange aspekter af hans præstation, som er med til at gøre den helt og aldeles ekstraordinær. Først og fremmest spiller han rollen uden spor af forfængelighed. Han udstiller sig selv på de mest utiltalende måder, men formår samtidig at rumme intelligens og menneskelighed, som virker utroligt troværdig. Karakteren er tredimensionel hele vejen igennem og man når hele følelsesregisteret igennem. Fraser spiller samtlige nuancer hjem og bliver aldrig selvmedlidende eller ynkelig. Derimod fremstår han meget oprigtig og følsom på en måde, som bedst kan sammenlignes med Mickey Rourkes præstation i ’The Wrestler’.

Alt i alt vil det være en skandale på niveau med Watergate, hvis Fraser ikke vinder Oscaren for bedste mandlige hovedrolle.

Alle skuespillere omkring ham er ligeledes fantastiske. Sadie Fink spiller Ellie, Charlies datter. Hun formår til nær-perfektion at spille kombinationen af vrede og afsavn til sin far. Man er lige dele træt af hendes tvære attitude, men samtidig forstår man hendes meget reelle frustration og vrede. Hong Chau er også en stor oplevelse i denne film. Hun spiller Liz, som er Charlies veninde. Hendes forsøg på at forstå Charlie og ikke mindst at hjælpe ham er hjerteskærende og man mærker hvordan hendes frustration og magtesløshed stiger gradvist.

Liz og Charlies venskab rummer en stor del af filmens tematik – hvordan hjælper man én, som ikke vil hjælpes?

Mange ting kan siges om filmens tematiske dybde, men jeg vil ikke gå mere ind i det i denne anmeldelse, da det ville være en dødssynd at spoile det for jer.

Alt i alt kan jeg kun komme med en klar anbefaling af ’The Whale’. Den er rørende, gribende og med en central præstation af Brendan Fraser, som er så ekstraordinær, at vi vil tale om den de næste mange år. ’The Whale’ får store 5/6 stjerner herfra – og Brendan Fraser, du fortjener alle priser i verden. Velkommen tilbage!

Trailer:

Title: The Whale

Karakter: 5 ud af 6 stjerner

Instruktør: Darren Aronofsky

Skuespillere: Brendan Fraser, Sadie Sink, Ty Simpkins, Hong Chau med flere. 

Genre: Drama

Spilletid: 1t og 57min

Premiere:  02. februar 2023

Rasmus Ølholm

Skribent