Netflix’ The Woman in Cabin 10 vil rigtig gerne være en psykologisk thriller, der får dig til at tjekke under sengen og låse døren ekstra en gang. I stedet ender den som en lidt pæn, lidt træt og lidt forudsigelig tur på en luksus-yacht, hvor spændingen desværre aldrig helt får vind i sejlene.

Filmen, baseret på Ruth Wares bestseller, følger journalisten Lo Blacklock, som får et drømmejob: et eksklusivt krydstogt på et ultra-luksuriøst skib i Nordatlanten. Hun skal skrive en artikel, nippe champagne og mingle med rige folk i dyre jakkesæt. Men natten inden afgang bliver hun udsat for et indbrud i sin lejlighed – en oplevelse, der sætter hendes nerver på overarbejde. Så da hun kort efter ankomsten til skibet vågner midt om natten og hører et skrig, er det måske ikke så mærkeligt, at hun reagerer voldsomt.

Hun ser – eller tror, hun ser – en kvinde blive kastet over bord fra nabokahytten, kabine 10. Problemet? Ifølge besætningen bor der slet ikke nogen i kabine 10. Ingen er savnet, og ingen har hørt noget. Lo insisterer på, at noget er galt, men hendes forkærlighed for vin, piller og drama gør, at ingen tager hende seriøst. Og så begynder filmen ellers sin rejse ind i paranoia, mistro og små gys på åbent hav.

De første 30 minutter fungerer faktisk ret godt. Stemningen bygges langsomt op, og det klaustrofobiske miljø på skibet skaber en fornemmelse af, at man ikke kan flygte nogen steder – hverken fysisk eller mentalt. Kameraet bevæger sig elegant gennem korridorerne, og der er en del flotte billeder af mørke bølger og glitrende nattehimler.

Men så begynder filmen desværre at sejle lidt. Handlingen bliver rodet, og det, der kunne have været et intenst psykologisk mysterium, ender mere som et lidt for langt afsnit af en britisk krimiserie. Lo’s jagt på sandheden drukner i gentagelser, lange samtaler og plotdrejninger, der hverken overrasker eller chokerer.

Hovedrollen gør sit bedste – hun balancerer fint mellem sårbar og stædig – men karakteren bliver aldrig helt levende. Lo er konstant på grænsen mellem modig og småirriterende, og man tager sig selv i at tænke: “Måske skulle du bare tage en lur og lade politiet klare resten.”

Der er dog lyspunkter. Filmen ser dyr ud, og lydsiden gør sit for at skabe uhygge, selv når historien ikke helt følger med. Og ideen – en kvinde, der ser noget, ingen andre tror på – fungerer stadig. Det er bare set før. Mange gange. Bedre gange.

Den største udfordring er tempoet. The Woman in Cabin 10 føles lidt som at vente på, at noget spændende skal ske – og så sker det… bare aldrig rigtigt. Den vil gerne overraske, men ender i stedet med en slutning, hvor man sidder og tænker: “Var det dét? Nå, jamen så… okay da.”

Hvis du er i humør til en let, stemningsfuld thriller, som ikke kræver for meget koncentration, så kan den bestemt ses. Den er flot filmet, spillerne gør, hvad de kan, og der er et par solide gys undervejs. Men forvent ikke en ny Gone Girl eller The Girl on the Train. Det her er snarere The Woman Who Probably Just Needed a Nap.

The Woman in Cabin 10 er som en fin charterferie i dårligt vejr: du får, hvad du er blevet lovet, men du ender alligevel med at savne lidt sol og spænding. Den er aldrig direkte dårlig – bare for pæn, for poleret og for forudsigelig til for alvor at ryste seeren.