Jeg kommer i personlig konflikt omkring filmen ‘Toves Værelse’.

På den ene side er temaet, og det at ville lave en film om en af Danmarks absolut litterære sværvægtere i sig selv beundringsværdigt. Det giver mulighed for dem (jeg selv inklusiv), som ikke kender eller synes om Tove Ditlevsen, at få et kendskab til hendes person samt indblik i forfatterskab.

På den anden side er det en film, som ved første øjekast giver indtryk af noget ubehageligt, og med et sprog fyldt af bandeord jeg på ingen måde billiger, og absolut ikke bryder mig om. Jeg ønsker bare ikke at se film, som i den grad lyder af at være skrevet for bandeordenes skyld. Det at bande meget og ofte i en film lader til at være en tendens i danske film. Mit ønske er, at det stopper. 

I den forbindelse vil nogen sige det berettiger historien og filmen, da den beskriver, hvordan Tove Ditlevsen var som person, og tilsyneladende arbejdede for at kunne skrive, som hun gjorde. Nu er det så, jeg som skriveinteresseret må stille spørgsmålet. ”Hvor langt skal man som skrivende person gå for at kunne nedfælde én for andre og kritiske tunger en interessant fortælling, uden man kalder det skrevne ord søvndyssende skolepige kliche?”

Jeg kommer i tanke om, hvad komponist og sanger Björn Ulvaeus fra ABBA en gang fortalte i et interview.  Jeg parafraserer efter min hukommelse. Pointen er, at hans far opmuntrede ham ved at sige, det gøre ikke noget det er pop, trivielt også videre. Man skal bare være dygtigt til at skabe pop og fortælle om det trivielle på en måde, så det ikke fremstår kedeligt og forudsigeligt hverdagsagtigt. Den holdning til det skrevne ord og musik kan jeg stå ved. Det er noget over det, som ræsonnerer.  I hvert fald er det noget, jeg kommer i tanker efter at have set filmen.  Samtidig kunne det være et diskussionspunkt.

Men tilbage til ‘Toves Værelse’. Det er også fortællingen om en kvindelig forfatter, som især arbejderkvinder læste i en tid, hvor feministerne og kvindekampen om ligestilling var i fuld fart frem over hele verden. Forholder vi os til filmen, viser det, hvordan Tove Ditlevsen i hendes forfatterskab tilsyneladende bruger/skriver om sig selv personligt og hendes oplevelser i livet. Jeg mener, hun modsætter sig og viser en kvinde sagtens kan sige fra over for en mand. Rent fagligt kan en kvinde også overgå en mand i succes.

‘Toves Værelse’ handler også i høj grad om Tove Ditlevsens komplekse ægteskab og relation til Victor Andreasen – hvordan de to trykkede på hinandens knapper, som trigger lavt selvværd også videre. Dette brugte hun og fældede ned. Det er hovedhistorien. I den forstår vi mere af, hvordan Tove Ditlevsen brugte sin egen personlighed og historie i sit forfatterskab.

Som man forstår, er Tove Ditlevsen en forfatter, jeg ikke har brugt tid på at læse. Men jeg forstår, hun i sine fortællinger skrev til og for kvinder – deres hverdagsproblemer som ikke er os ukendt i dag. Af den grund kan man stadig ikke kalde hende rødstrømpe. Skulle man vise hendes skriveproces mere konkret med handlinger på film, ville det blive en helt anden film. Men et sted skulle jeg ønske, at en sådan film bliver lavet. For mig som publikum ville den del være yderst interessant.

Jeg må give skuespillerne et klap på skulderen. Det kan ikke have været let at skulle portrættere karaktererne i ‘Toves Værelse’. Man forstår deres antipatier, sympatier og ubehageligheder. De gør et formidabelt arbejde med ikke at glorificere og forskønne.

Tiden er kommet til at skulle give filmen nogle stjerner.  For min del trækker sproget gevaldigt ned. Det er hellere ikke nok at skuespillernes er dygtige. Jeg ender på 3 stjerner ud af 6 mulige, da jeg anser filmen som seværdig.