Menu Luk

Vi har set - Troll 2

Anmeldt af Ellen-KarinMyklebust

Troll 2 leverer norsk kaos, folklore og humor – et moderne eventyr, der buldrer lige ind i underholdningszonen.

Troll 2

Jeg indrømmer som nordmand, at norske film skaber en særlig interesse hos mig. Norges myter, folklore og historie tjener glimrende som inspirerende base til at skrive et filmmanuskript og lave film. Den opgave har Roar Uthaug and Espen Aukan taget på sig på deres helt egen måde. Først kom filmen ‘Troll 1’. Den blev Netflix mest sete ikke engelsksprogede film i nyere tid. Opfølgeren ‘Troll 2’ lander på Netflix den 1. december 2025.

Mangt og meget kan man sige om ‘Troll 1’ og kommende film. I bund og grund kommer det an på, hvad man kan lide, og ikke mindst hvilken type film instruktør og filmhold har haft held med at lave. Det giver en særlig type film med tanke på norske eventyr, skikke, overtro, filmreference, katastrofefilm, tilsat et par forskellige norske dialekter, og det jeg vil kalde norsk humor. Den form for fantasy der kommer ud af det, kender jeg ikke fra andre film af samme type. Blot det, giver i hvert fald mig lyst til at se den.

Til dem som ikke har set ‘Troll 1’, anbefaler jeg at se den, inden man ser ‘Troll 2’. Det gør jeg, fordi man her får folkloredelen omkring trolde med fra starten, og en fornemmelse af filmens settting og historie. Dog, man kan godt bare se ‘Troll 2’.

Læs også:  Vi har set - Reservatet

I Troll 2’ vågner et nyt trold, der ikke lader sig stoppe på sin hævngang. Nora (Ine Marie Wilmann), som er Norges førende ekspert på trolde må igen afsted for at se, hvad hun kan gøre for, at situationen ikke skal eskalere og ende i total ødelæggelse, og landet lægges ned i mørke. Nora slår sig tøvende til det gamle hold bestående af soldaten, nu major Kristoffer (Mads Sjøgård Pettersen) og Andreas Isaksen (Kim S. Falck-Jørgensen) samt andre nye gode kræfter. På vejen må de hele tiden samle information og udstyr, så de bedst mulig kan takle situationen. Det fører dem fra syd mod nord i Norge, de møder et forskerhold, har samtale med landets statsminister, til sidst møder de en karakter som fører dem til en slags historisk nøgle, som åbner op for en forståelse og afslutning på det hele – ja, et slags eventyr i moderne udgave, kan man måske sige.

Jeg kan ikke lade være med tænke på ‘I Dovregubbens Hall’ fra Edvard Griegs ‘Per Gynt’, mens jeg ser ‘Troll 2’. For mig er det en tydelig inspiration af mange grunde, som jeg ikke detaljeret behøver redegøre for her. Blot vil jeg nævne, at der er kaos i filmen, som tiltager i styrke, som vi også hører og oplever i det omtalte musikstykke. Vi har navnet Dovre, som går igen, og et trold optræder i mange folkesagn og eventyr. Alt i alt et fremragende materiale til en film. Mange vil sige filmen(e) ikke er seriøse nok med for meget pjank og spas, samtidig er der ingen ordentlig karakteropbygning med mere. Det er muligt. Det vil jeg ikke gå i rette med, da jeg ikke har talt med manuskriptforfatter og instruktør om deres egentlige formål med filmen. Det vil sige, jeg ikke har deres egne ord. Et andet kritikpunkt vil være, at der filmen igennem forekommer filmreferencer, som er mere eller mindre sjove og fjollede, og som fungerer eller ikke fungerer. I min ydmyge mening fremstår ‘Troll 2’  som en film i den lette genre, der ikke tager sig selv alvorlig. Det er positivt i min bog. Det giver underholdning blandet med lidt norsk historie og folklore, uden at der en skoletime med eksamen næste dag. Visuelt er det mange steder vældig fint. Filmen oplever jeg, har visse steder humor og morsomheder, som gør jeg trækker på smilebåndet eller smågriner. Derfor er filmen underholdende på en helt fin måde.

Læs også:  Vi har set - Avatar: The Last Airbender

Skal jeg give filmen nogle stjerner, ender jeg på 3,5, da jeg synes, den ligger lige over midten. Af åbenbare grunde runder jeg op til 4 stjerner ud af 6 mulige. Igen, hvem kan ikke lide et fantasifuldt norsk bjergtrold, der skaber uorden?

Titel: Troll 2
Karakter: 4 ud af 6 stjerner
Instruktør: Roar Uthaug
Manus: Espen Aukan, Roar Uthaug
Medvirkende: Ine Marie Wilmann, Kim Falck, Mads Sjøgård Pettersen and Sara Khorami
Genre: Norsk, fantasy, action. eventyr drama og thriller
Længde: 1 t og 42 min
Premiere: 1. december 2025 på Netflix