‘Ufofilmen’, af Mads Lilkær og hans lille filmhold, vil jeg personligt sige, er en film som kan få diskussionen i gang. Det er en film, som mange vil sige er en omgang dilettanteri, der ligner et skoleprojekt. Mens andre vil sige, filmen har potentiale til at blive en kultfilm. Som jeg forstår det, begyndte det hele med et afsæt, hvis andre kan lave sci-fi-film, så kan vi også. Dertil bliver der sagt, det startede som en skør idé. Andre vil referere til kortfilm af Damon Packard eller Alejandro Jodorowsky.

I ‘Ufofilmen’, møder vi Maas Saari.  Han er fra byen Middelfart på Fyn. Hans chef bliver dræbt af et monster, som er skabt af hans egne molekyler, blodplasma med mere. Kort sagt kroppens antistoffer. Nu ankommer ufoen Omega og placerer sig over byen. Maas møder nu Fox Duke, som er erfaren og ved, hvad der skal gøres, når en ufo pludselig dukker op. Der bliver dannet alliance og samarbejde med en Tidernes og Rummets Gudinde Galaxa. Hendes team af Bosses/Buzzes er også behjælpelige. Ghenne, historiens antagonist, gør hele redningsaktionen besværlig. Man må selv se, hvordan.

Ud fra denne opsummering og overblik over filmens historie, vil jeg sige, at idéen kalder på en fabelagtig fabulerende og fantasifuld sci-fi-film. Plottet giver gode muligheder for at lave en interessant historie og noget visuelt spektakulært, som ikke behøver at være fra Hollywood. Jeg ved, det er astronomisk dyrt at lave sci-fi-film. Det kræver det nyeste state of the art teknologi, som universet kan opdrive. Ikke mindst overvejelse om det stilistiske. Her må jeg blankt tilstå, det jeg kalder forbedring af ‘Ufofilmen’, vil være et ønske om en historie med mindre rodet udtryk og fart samt et nutidigt udtryk til det visuelle. Der er en voice over, hvilket giver en vis tiltrængt forklaring.  Derfor er det min anbefaling, at man lytter til og følger denne nøje under filmen.

‘Ufofilmen’ er ikke nem at tilgå. Karaktererne præsenterer man uden megen introduktion. Det er en fornemmelse af, at det hele er taget ud af den blå luft. Det kan der være en vis hensigt med i en sci-fi-film, hvor væsner fra det ydre rum eller ukendte dimensioner og ufoer er indblandet. Men nu skal filmen ses af mennesker på planeten jorden, som helt generelt ønsker en umiddelbar forståelig og let genkendelig kontekst. Dog, det kan være en pointe, da vi er i sci-fi-genren, der som bekendt beskæftiger sig med, hvad det blotte øje og den menneskelige hjerne har svært ved at begribe. Eksempelvis kan en sci-fi-film foregå i futuristiske og dystopiske verdner. Det kan være fiktion over, hvad der måske findes af liv i det store mørke univers med lysår mellem stjernetågerne, sole og måner. Alt sammen kan virke klovneagtig, urealistisk og uhyre opfindsomt.

Hvis hensigten er at lave en skør film, så er det som det skal være med hensyn til skuespiludtryk man har valgt til de forskellige karakterer. Men skulle man tage den nogle nøk en anden vej, ville jeg foretrække anderledes mere afbalanceret eller underspillet skuespil. Muligvis ville de små ordspil og jokes så fremstå tydeligere og klarere. Samtidig ville karaktererne fremstå umiddelbare og letfattelige. I samme åndedrag vil jeg anbefale at lytte til og opdage referencer i filmen. Det kan skabe et vist overblik. Hvilket får mig til at kalde filmen Olsen-banden møder Buzz Lightyear som Terminator over en kop stærkt syret fjolle-kaffe. Det er således, det giver mening for mig. Med hensyn til musikken, og for den sags skyld den visuelle stil, bliver jeg sat tilbage til sci-fi-film fra 1960’erne og 1970’erne. Her vil jeg tilføje, countrymusikken-scenen er for mig en modvægt til selve science fiction-delen, noget jordnært.  Det virker og gennemført. Hvilket er et stort plus.  

Mads Lilkær er lykkes med at lave en film, som (jeg tror) intentionelt er kaotisk og tilsyneladende skør, om man vil. Han prikker lidt til det danske og danske film generelt. Om grunden er, at man opfatter sci-fi-genren som alt for langt væk fra denne blå planet i realisme, og i sig selv skørt og absolut langt ude ad de interplanetariske galakser – eller fordi der i dansk film er mest socialrealisme med manglende humor, så er man lykkes med at lave en halvtosset og fantasifuld ufofilm. Idéen man kan udvikle og arbejde videre med.

Dog skal man huske på, at humor og eventyr har rod i det realistiske. Det samme gælder sci-fi. ‘Ufofilmen’ får 3 stjerner ud af 6 mulige af mig, da der endelig er nogen som på dansk jord tør lave en så skæv film om noget mange rynker på næsen af.