Velkommen til Utmark kan man for øjeblikket streame på HBO Nordic. Da jeg så den, blev jeg positivt overrasket over visse scener og billeder, historie og musik med mere. Jeg blev fanget, og var underholdt alle 8 episoder.
I nedenstående vil jeg prøve at give en idé om hvorfor.

Historien
Som sagt befinder vi os i en lille bygd i det nordlige Norge. Her kender alle hinanden på godt og ondt. Et liv er et liv, og den man er, skal kunne klare den utæmmede natur og hårde klima. Man skal også kunne indgå som sig selv på en fornuftig måde med de omkringboende mennesker. Kort sagt er det et sted, man skal kunne med alt og alle for ikke at bukke under.
Persongalleriet er mangfoldigt. Vi har en ruffer der driver trafficking, en same der opfører sig som en alfahan med en bror der kan lide at klæde sig i kjoler og en hund der dræber får, en lensmand (landbetjent) der er i lommen på de fleste. Han er syg, svag og korrupt med gæld og spiller sine kort mindre godt. Vi har en alkoholiseret fårebonde, hvis kone tjener flere penge end ham. Hans datter på de omkring 12-13 år er observerende, og siger tingene, som de er. Vi har butiksdamen, der er besat af en djævelsk ånd. Vi har en præst der synes at have mistet grebet om troen, og det at livet går videre efter kærligheden i ægteskabet døde. Vi har en bedemand som i visse tilfælde må træde til med sine kundskaber, hvis politiet og sygehusets akutafdeling skal holdes udenfor.
Af andre særlige karakterer kan nævnes den unge mand der køber dominanssex, og også skolens nye lærerinde.
For en kort bemærkning vil jeg sige, der kan være en karakter eller to jeg kunne ønske at vide mere om, se hvilken udvikling de skulle igennem og så videre. Skulle man vælge at fortælle mere, ville det hele fremstå mere konfust – give mere at holde styr på. Det og karaktererne vil højst sandsynligt ikke bidrage med noget særligt til historien. Måske vil det gøre det hele unødigt langt. Sådan må man se på det.
Når vi taler om karaktererne, skal alle skuespillere have ros for deres portræt. Men jeg må og skal nævne Stig Henrik Hoff som spiller den samiske Bilzi. Han gør det fremragende, slagfærdigt med en råstyrke der balancerer på en knivspids. Det er flot og thumbs up.
Der sker en hel masse forviklinger. Der er kærlighedsdramaer, gældsdramaer, død, businessdramaer (den russiske gin skal købes af to unge mænd fra Finland og derefter sælges, så man kan tjene gode penge). Vi har en nabostrid, gårdstrid som forekommer meget machoagtig, som går ud over fårene, rensdyrene og rottweileren. Vi har pokerbordet, og det som sker dér med mere.
Allerede her forstår man, det handler om, hvad der sker for den enkelte og mellem visse karakterer. Det er det, som gør det spændende. Karaktererne er ikke nødvendigvis lige til og ukomplicerede.
Allerede pokerbordet og lensmanden giver referencer til en western. Her vil jeg indskyde, at scenen med lensmanden i midtbyen, fik mig til at tænke på en støvet westernby, hvor to revolvermænd skal mødes for at duellere – ikke mindst også farvepaletten og musikken i den første scene.
Det er dog langt fra en western. Vi er i Norge, og det hele er meget nordisk. Det ser vi blandt andet på det samiske, der hævdes over for dem, som er kommet til bygden fra det sydlige Norge. Blot en sætning som ”jævla søring” bevidner dette.
Afslutningen giver mig ikke entydigt svar på om en sæson to er på vej. Der er dog megen materiale at tage fat på. Afslutningen i sig selv står fint alene, og er fuldt ud tilfredsstillende, som jeg oplever det. Skulle man fortsætte, vil jeg savne én karakter især. Samtidig ser jeg umiddelbart en drejning og et fokus, som vil give det hele et meget anderledes og overnaturligt præg end den første sæson.

Billederne
Norge er og bliver et sted med barsk, vild men guddommelig smuk natur. Det ser man flere steder i serien Velkommen til Utmark. Visse billeder og scener er virkelig smukke med den øde, stille, åbne og vældige natur. Jeg ynder disse billeder, hvor der er ganske lidt at forholde sig til, men som har en meget klar og fin historie at fortælle. Dem er der en del af i serien. Det giver for mig en slags poetisk kontrast til, hvad der ellers sker i historien og med dens karakterer.
Jeg finder også, man har valgt en farvepalet som passer og giver en fornemmelse af nødvendigheden af at leve i og med naturen. Det giver også en fornemmelse af hvor jordnært et liv må være, samt hvilken trivsel og stabilitet man er nødt til at skabe i et sådant liv, der naturen påvirker så uendelig meget.
Andre visuelt nævneværdige scener kan også nævnes. Skal jeg nævne én må det være bålscenen, hvor Bilzi i flere dage joiker i sorg over hunden Horagalles død.

Musikken
Der er valgt forskellig slags musik. Det er normalt ikke noget, jeg bryder mig om. Men her i Utmark er jeg helt med på den og vild med det. Det hjælper meget, at musikken, sådan nærmest lydløst visser steder giver det westernpræg. Det skal forstås ved, hvordan man har valgt at arrangere instrumenterne, hvor lang tid lydcollagen er der, hvordan det passer i rytme med billede og den ellers generelle stemning. Det giver det hele en særlig tone.
Samtidig hjælper det, at man i sidste scene bruger en af mine favoritter, når det gælder salmer. Jeg vil ikke afsløre hvilken. Man skal selv se, hvordan den virker og bliver brugt i serien. Det eneste jeg vil sige, er, der er intet forskønnende ved det. Tværtimod. For mig sætter det historien, og det som sker for karaktererne i perspektiv. Jeg forstår via salmens melodi og tekst det hele meget bedre.

Min oplevelse af Velkommen til Utmark
Jeg blev anbefalet denne serie af HBO Nordic. Det viste sig at være en god anbefaling. Der er overvejende plussider, jeg kan nævne ved denne serie. Jeg kan lide den karakterdrevne historie. Jeg kan lide musikken og den western stemning den til tider skaber i serien. Jeg finder skuespillet overbevisende og solidt. Der er alvor med visse humoristiske indslag. Det er flot og komplet nordisk med en vis reference til western, som er i balance i en vellykket eksekvering. Derfor ender jeg på 5 stjerner ud af 6 mulige, da jeg var underholdt fra start til slut.