Vi har stadig i morgen

En filmmager vælger uden tvivl sin historie og tema alt efter lyst, evne og interesse. Derfor er det så skønt med de mange forskellige filmgenrer. Nogle film er til for kun at underholde og skabe smil og latter i biografsalen. Nogle film imponerer med teknisk snilde og formåen. Nogle film er dannende og videregiver viden. Nogle film formår at underholde med et relevant tema, som i sidste ende også giver grundviden og dannelse.

Den sidste sætning beskriver for mig den italienske film ‘C’è ancora domani’, som får den danske titel ‘Vi har stadig i morgen’ på en glimrende måde.  Den er instrueret af Paola Cortellesi, som også har været med til at skrive filmens manuskript. På IMDb ser man, at hun blandt andet har arbejdet som skribent og skuespiller, og hun debuterer som filminstruktør med nærværende film.

‘Vi har stadig i morgen’ har en historie, som er ganske lige til. Vi er i Rom, og det er årene efter anden verdenskrig. Pengene er små hos arbejderklassen, og folket må klare sig så godt de kan.  Paola Cortellesi spiller selv den kvindelige hovedrolle med navnet Delia. Hun bor med sin familie i en lejlighed. Hun har to små sønner. En datter Marcella som bliver spillet af Romana Maggiora Vergano. Hun passer og plejer sin gamle og ikke raske svigerfar Ottorino, som bliver spillet af  Giorgio Colangeli. Husets mand Ivano bliver portrætteret af  Valerio Mastandrea. Familiens dynamik er besværlig, og der viser sig at være stor disrespekt mellem mand og kvinde, som jeg  ser det. Det er et livsvilkår, som Delia lever med på godt og ondt. Men noget sker, da hun overhører en samtale og ser en situation mellem datteren og hendes forlovede. En amerikansk soldats venlighed, og datterens allerede ytrede holdninger og et brev er også afgørende for at en nejhat bliver taget på– en forandring skal til før det bliver anderledes – nu kan og skal fremtiden se lysere ud for hende og datteren.

‘Vi har stadig i morgen’ som man forstår, har et feministisk perspektiv. Nu kan man forestille sig en historie fortalt tungt og alvorligt uden lethed, humor og hjertelighed. Hvilket er langt fra sandheden. I min optik, er Delia en karakter med begge ben plantet på jorden, som evner at stå imod på en stille måde uden at klage over sin situation. Hun evner at holde skansen så godt hun kan, og gør sit bedste for at beskytte børnene og bevare roen, i det øjeblik bølgerne går højt. Når det er sagt, drømmer hun om ægte kærlighed og et frit liv som kvinde. Uagtet Delias situation er svær, er den ikke meget anderledes end mange andre kvinders. Det som gør hende interessant, er hendes lyse sind og evne til at arbejde videre med et smil, derfra hvor hun står og har muligheder. Hvordan og hvorledes det sker og ender, må man se filmen for at få med sig.

‘Vi har stadig i morgen’ er fortalt med humor, er på ingen måde sentimental, trods dette tunge tema som er relevant og vigtigt den dag i dag. Der er især to scener som står frem. Den ene er scenen mellem ægteparret og den sidste scene. Jeg vil ikke komme ind på detaljer. Blot vil jeg sige scenerne overrasker positivt. I samme åndedrag vil jeg nævne musikken. Den er velvalgt med hensyn til sangtekst samt musikkens energi og rytme. Det spiller perfekt sammen med det visuelle. Der er kun et sted, jeg personligt ville have valgt et andet stykke musik. Musikken er blanding af gamle og nye numre – det giver en fornemmelse af fortid, nutid og fremtid, som man kan diskutere med sin filmkammerat.

Nu er tiden kommet til at give filmen nogle stjerner. Jeg give filmen  5 stjerner ud af 6 mulige, da filmen er underholdende, med morsomme lyse momenter trods et tema som for mange kan være meget tungt og svært.