Sangerinden Whitney Houston blev kaldt sin generations store stemme. Det er der sikkert noget om. I hvert fald gav hun publikum sangoplevelser med sange som ‘I wanna Dance with Somebody, ‘I will always Love you, ‘I’m every woman’, ‘Saving all my love for you’, ‘Where do broken hearts go’, ‘One moment in time’ blandt mange andre. Hun havde en evne til at fange sit publikum med sin sangstemme og sin performance. Hendes sangteknik, hendes musikalitet og måde af frasere en sangtekst og fortælle dens historie på står frem som noget særligt.

Jeg glædede mig til denne nye film om Whitney Houston, da det er manuskriptforfattere som har været med til at skabe film som‘ Bohemian Rhapsody’, ‘Darkest Hour’ og ‘The Crown’ der står bag. Det er film og serie  jeg holder af, og finder dem underholdende og helstøbte på de fleste parametre.

Med filmen ‘Whitney Houston: I Wanna Dance with Somebody’ forventer jeg at få noget nyt at vide om sangerinden. Fordi jeg kun har sparsom viden, og da jeg reelt set er mest bekendt med hendes musik og ikke meget andet. Jeg forventer en film med mange gode sange og fantastisk musik. Jeg forventer en film som prøver at vise og fortæller om en hidtil ukendt side af Whitney Houstons person skrevet i en fængslende historie.

På visse punkter indfrier filmen mine forventninger og andre ikke. Når det er sagt, er jeg underholdt filmen igennem. For alt i alt nyder jeg de 144 minutter i biografen med genkendelig musik og sange. Det er en slags koncertfilm, som også viser det mest åbenbare af Whitney Houstons livsfortælling. Den kender de fleste. En opvækst med en musikalsk mor, en far der er en skørtejæger, et stormomsust ægteskab og ikke mindst det at hun var afhængig af stærke stoffer. I den sidste ende mens jeg ser filmen, lærer jeg i hvert fald en ny ting om Whitney, jeg oplever sang og musik som på en koncert, men noget nyt om hvem hun egentlig var på en mere dybere plan, lærer jeg ikke.

I en biopic og en film som man skal kunne se inden for en vis ramme af tid i en biografsal giver filmmagere og skribenter visse udfordringer. De skal overveje historiens tidslinje, og hvilken side af en berømtheds liv og levned man vil fokusere på. Alt skal fremstå så autentisk så muligt, uden at det bliver dokumentar og så videre. Man skal også have in mente, det afhænger af tilgængeligt materiale. Ikke mindst har pårørende og familie en finger med i spillet, med hensyn til hvad de tillader og ikke tillader, bliver fortalt og vist i en film.

Jeg vil tro, det er på den bekostning, filmens historie mangler punch i min optik. Det er som om man holder sig inden for en sikkerhedszone. Måske for ikke at støde komme i klammerier med de involverede.  Det er selvfølgelig helt legitimt. Det virker også som om, man villet komme bredt omkring hendes livshistorie, men med megen fokus på sangene. Vi forstår hendes bevæggrund til den ene og anden sang. Nu bagefter kan man sætte disse sange i relief og komme med et bud på deres reelle betydning. På denne måde bliver der ikke snævert fokus, men det tillader musikken at komme frem som det mest tydelige. I hvert fald husker jeg filmen Whitney fra  2015 som en film med mere punch.

Musikken har jeg intet at udsætte på. Både jeg og det andet publikum som var til samme forestilling, nød musikken og sangene. I min ydmyge mening gør Naomi Ackie, som spiller Whitney Houston, en udmærket indsats med sit skuespil og sang. I den forbindelse vil jeg sige, at jeg i en biopic ikke leder efter en eksakt kopi af musikeren det handler om, og at jeg i nærværende filmen er fuldt ud tilfreds med, hvordan det tager sig ud i filmen.

Til sidst skal der traditionen tro falde nogle stjerner ned over filmen. Min holdning er, at filmen kravler et trin over midten. Jeg er ikke superimponeret over filmen. Ej heller er jeg dybt skuffet. I min optik lægger filmen sig lige over midten. Derfor runder jeg op til 4 små solide stjerner ud af 6 mulige.