Wicker

Den 12. november 2026 er der grund til at komme i biografen. Især hvis du kan lide original fantasy, der er et blandet bolsje af surrealisme, romantisk komedie, fabel og magisk realisme – eller med andre ord: monsterromance og vokseneventyr. Det får du i filmen ‘Wicker’, som er instrueret af Elanor Wilson og Alex Houston Fischer. De står også for selve filmmanuskriptet. Historien er baseret på novellen ‘The Wicker Husband’ af forfatteren Ursula Wills-Jones.

Filmen bliver kun anmeldt ud fra, hvordan jeg synes, filmen fremstår, skal jeg nævne. Novellen har jeg desværre ikke læst. Derfor kan jeg ikke sige, hvor meget og hvor lidt der er lagt til eller trukket  fra for at få filmen til at fungere.

Selve historien er let og lige til. Vi befinder os i middelalderen og i en lille landsby. Her møder vi en fiskerkone, som bliver spillet af Olivia Coleman. Hun bliver latterliggjort og hånet af alle på landsbyens marked, hvor hun sælger dagens fiskefangst. Hun er en ildelugtende gammeljomfru, siger de, hvilket gør hende til et offentlig mobbeoffer. Det er både højtstående, lavtstående samt forretnings mænd og- kvinder, som sladrer og gør nar af den ensomme fiskerkone. Det bliver for meget en dag. Derfor går hun til byens kurvefletter (Peter Dinklage), og beder ham om at flette en hende en ægtemand. Som sagt så gjort. Efter det særprægede bryllup, begynder der at komme skår i landsbyboernes relationer, som de er nødt til at forholde sig til. Der bliver snakket i krogene, og ting kommer frem i lyset. Uanset finder fiskerkonen ud af, at hun er mere end heldig med sin pileflettemand (Alexander Skarsgård) på alle fronter. Hvordan og hvorledes historien udvikler sig, må man se filmen for at få med sig.

Under filmen opdager jeg en meget subtil humor. Ikke en humor man griner højlydt af, men en stille humor som får dig til at smile og måske le lydløst. Det første er det surrealistiske og absurde, der gennemsyrer historien. Det fungerer, men bestemt humoristisk i sig selv. Der er også for eksempel scenen med doktoren på kroen, der byder på let slapstick humor. Temaerne er universelle, og historien har fokus på misundelse, sociale normer, samt begær og sand hengivenhed. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, det er en Fifty Shades of Men and Women–historie, som er flettet som en eventyrhistorie.  

Olivia Coleman fungerer fint som fiskerkonen. I skuespillet mærker man karakterens sårbarhed og emotionelle tilstand. Hun ser også, at hun har komisk talent. Det sidste er filmens sexscener vidne om. Alexander Skarsgård får fint denne renhjertede pilefletman frem. Hans stemmeleje og fremføring af replikker er med til dette. Samtidig er der noget rørende og parodiagtigt over hans karakter, som han får ud gennem den pileflettede krop og ansigtsmaske og ud over scenekanten.

Jeg indrømmer, jeg lige efter filmen skulle tænke længe over, hvad denne film og dens historie har at sige. Især er det interessant, hvad den pileplettede karakter skal symbolisere. I min verden handler det om giftig maskulinitet, som via pilefletmanden bliver vist og kommenteret på en finurlig måde. Det kan man diskutere med sin filmkammerat over cafébordet efter at have set filmen.

Denne særprægede film kan blive kritiseret for at være underlig og fjollet uden rod i virkeligheden. Det mener jeg er dens styrke. Uden tvivl har filmen mulighed for at skabe debat om ovenstående temaer. For mig er ‘Wicker’ i hvert fald en film, som har flere lag, man kan tage fat i og tale om.

‘Wicker’ fortjener nogle stjerner. Jeg ender på 4, 5 stjerner ud af 6 mulige. Jeg runder det op, så det bliver 5 flotte stjerner ud af 6 mulige.