Anmeldelse

Det ydre rum har altid været en fascinerende størrelse – denne fascination er også kommet til udtryk på film. Et af de tidligste og mest kendte eksempler på en film, der omhandler en udenjordisk rejse er Georges Méliés’ ’Le Voyage dans la lune’ (eller ’A Trip to the Moon’) fra 1902. Sidenhen er værker som ’Rumrejsen 2001’, ’Apollo 13’ og ’Interstellar’ blandt de mest kendte indenfor denne genre. Det nyeste skud på stammen er James Grays ’Ad Astra’, som har Brad Pitt i hovedrollen. Den er nu tilgængelig i de danske biografer.

’Ad Astra’ oversættes til ”mod stjernerne” – og det er en rigtig god beskrivelse af filmen. Vi følger astronauten, Roy McBride (Brad Pitt), hvis far (Tommy Lee Jones) for mange år siden blev meldt savnet efter en mission på Neptun. Efter der kommer grund til at tro, at faderen stadig er live, bliver Roy valgt til at deltage i en farefuld mission, for at finde ham. En rejse på tværs af galaksen venter.

For lige knap to måneder siden så jeg Brad Pitt i ’Once Upon a Time in Hollywood’ og troede ikke han kunne være bedre og mere cool end der – i ’Ad Astra’ overgår han på mange måder den præstation. Han er ganske enkelt eminent som hovedrollen, Roy McBride. Han formår at spille nærmest alle følelser, blot med sin øjne. Hans karakter er et ødelagt menneske, som bærer en tung last fra fortiden. Hans virke som astronaut er ikke drevet af passion, men i højere grad af en søgen på ”noget at foretage sig”. 

Tommy Lee Jones er også god som faderen, selvom hans skærmtid er begrænset og hans optræden i højere grad er i form af lydklip.

Filmens helt store oplevelse er dog hverken Pitt eller Jones – det er derimod filmfotograf, Hoyte Van Hoytema (blandt andet kendt fra ’Spectre’, ’Dunkirk’ og Interstellar’). Hans billeder til ’Ad Astra’ er ikke bare de flotteste, jeg har set i år, men nok de flotteste jeg har set siden ’Blade Runner 2049’ – og kombineret med et helt igennem fantastisk set-design, er den visuelle side generelt helt uovertruffen.

Udover skuespillet og den visuelle side, er verdenen vi befinder os i også ganske betagende. Den foregår ”få år ude i fremtiden” og der er mange sjove påfund i den forbindelse. Eksempelvis er månen blevet en turistattraktion, Mars er ligeledes beboet af mennesker og i det hele taget er grænsen mellem Jorden og resten af solsystemet blevet tyndere. Det er på samme tid spændende og en lille smule skræmmende.

Selvom ’Ad Astra’ er langsommere og mere dvælende i sin fortælling end mange andre film i genren, når jeg aldrig at kede mig – det er det filmiske håndværk ganske enkelt for overvældende godt til.

Desværre begår filmen de samme fejl, som ’Interstellar’ gjorde – den bliver for overforklarende og ekspositionstung, hvilket er en kæmpe skam. Når man har at gøre med skuespillere, som Brad Pitt og Tommy Lee Jones, som er så dygtige til at formidle følelser uden overdreven dialog, føles det utroligt fordummende, at alt skal overforklares og genfortælles. 

Desuden benytter filmen tilbagevendende voiceover, som desværre heller ikke fungerede for mig. Den eneste funktion dette tjener, er konstant at understrege filmens tematikker om at lære af fortidens fejl, både menneskeligheden som helhed, men også vores hovedpersons frygt for at begå samme fejl, som hans far gjorde. Det bliver desværre en smule prædikende og næsten prætentiøst til sidst. Mindre eksposition og mere visuel historiefortælling havde hevet ’Ad Astra’ helt op blandt de bedste sci-fi film for mit vedkommende.

Endelig er det følelsesmæssige payoff (som jeg ikke vil komme konkret ind på) desværre ikke så stærkt, som jeg havde håbet på, med den lange opbygning.

Alt i alt sidder man tilbage med en følelse af, at ’Ad Astra’ kunne have været et rent mesterværk, men desværre ender med ”bare at være rigtig god”. Skuespillet og den visuelle side er i topklasse, men det overforklarende manuskript trækker oplevelsen ned. Det er dog klart en film, man skal se i biografen på det store lærred! 

’Ad Astra’ kommer op på meget store 4/6 stjerner herfra.