Da lyset i biografen slukker, og filmen går i gang, er min tanke, at jeg skal se en film a la superheltefilm. Jeg bliver overrasket på den gode måde. Heldigvis. I stedet er det en film med nok så hårdtslående girl power og nok så meget humor.

Harley Quinn (Margot Robbie) fortæller sin historie. Hun begynder allerede historien der, inden hun overhovedet eksisterede. Så skælder hun lidt ud, og hopper lidt frem i historien. Så skælder hun ud igen, for hun vil starte sin historie, der hun vil starte, og ikke der hvor andre siger, hun skal starte.  Så vi har tydeligvis med en person at gøre, der er skør og på en måde utilregnelig. Det fonemmer man klart i den første lille del af historien, der bliver fortalt i en tegneseriestribe. Vi bliver fortalt, at Harley Quinn og Joker er gået fra hinanden.

Det er hun ked af det. Derfor, skrupskør som hun er, så anskaffer hun sig en hyæne som kæledyr. Nu skal hun til at stå på egne ben. Joker er der ikke længere til at beskytte hende. Hun har nu Gothams forbrydere løbende efter sig. Måske kan hun rette op på dette – ved at finde en diamant til den vrede og farlige gangster Roman Sionis (Ewan McGregor). Hun møder nu alle disse kvinder, der til sidst bliver truppen Birds og Prey.

Det er ikke en stille og rolig affære.

Jeg er vild med filmens hæsblæsende tempo. Jeg er vild med det glitter og farver, som kommer fra Harley Quinns våben, når hun skyder. Det passer perfekt til hendes personlighed. Jeg synes, det tegneserieagtige i filmen fungerer godt. Slåskampene fremstår glimrende på den måde. Det klæder filmen, da den netop er baseret på en tegneserie. Det er også en måde at blive i sporet på – nemlig historien om tegneseriefiguren Harley Quinn og tegneserierne Birds of Prey.

Den måde hvor på Margot Robbie fremlægger og fortolker Harley Quinn på, så bliver karakteren skrupskør og tegneserieagtig. Det er fagterne, mimikken og blikket der borer sig igennem det hele. Det fungerer. Det virker aldrig påtaget. Det er skørt, som det skal være. Skuespillet er overbevisende og slagkraftigt. Visse steder er det også vældig sjovt. På den måde synes jeg ikke, filmen gør protagonisten til noget andet end, den og det hun er. Ej heller fremstår historien overambitiøs (som visse superhelte film nemt kan komme til at virke) i det henseende ifølge denne filmseer. Netop det tegneserieagtige gør, at filmen fungerer. Derfor er figuren lettere at acceptere. Derfor fungerer den første tegneseriesekvens fint med dens fart og som information om karakteren.

Et kritikpunkt – noget jeg lagde mærke til og tænkte over under filmen var, hvor denne film henter sin inspiration fra og baserer sin historie på. Jeg ved ikke hvor meget – hvor tæt op ad Birds of Prey tegneseriens historie filmen lægger sig. Så de læsere som ved og kan modargumentere mig i det følgende, de er berettiget til det.  Jeg må indrømme.

Visse steder sad jeg unægteligt og fik et Quentin Tarantino øjeblik – et Kill Bill øjeblik. Der er visse referencer, som er meget tydelige. De er dog skrevet om og vises helt anderledes. Jeg tænker her på dødslisten, jeg tænker på dræbertruppen, også hvordan vi med tekst bliver introduceret til visse personer i løbet af filmen.  Jeg siger ikke, det er det samme. Alligevel, referencerne er umiskendelige og utvetydige. Uden tvivl. Jeg lader det stå åbent, hvem og hvad der inspirerer hinanden her.  Men referencerne er der, og det skal nævnes.

Filmens tempo, den skøre protagonist, girl power, humoren gjorde filmen værd at se. Skulle der komme en film mere af samme kaliber, så sidder jeg på min plads i biografsalen.

Derfor må jeg give den 4 meget store, solide og farverige stjerner.