Anmeldelse

Björnstad er den originale titel.

Miniserien man kan se på HBO Nordic, viser en heftig historie om, hvad der sker i lille afsidesliggende by i Sverige. Den er baseret på Frederik Backmans bedstsælger af samme navn. Den kender jeg ikke. Dog, som jeg forstår, lægger serien sig tæt op ad bogen. Og som han selv udtaler, hvilket jeg frit omskriver, så kan få mennesker nægte den sandhed der ligger i historien.

Inden en kamp har det lokale ishockeyhold et kampråb, som siger: Det är nu björnen vaknar.

Det er meget symbolsk og sigende.

I min opfattelse karakteriserer netop det hele historien.

Vinterens sne ligger tykt over land – og også i folks liv. Det er svært at grave sig op/ud og fri af. Den smelter ikke grundet de mange minusgrader. Det er som om, de alle sover. Der hersker uenighed, findes brodne kar, vrede, der er opstået uforløst og eller forbudt kærlighed. Alle vil have ret, og ingen giver sig, Alt sammen trænger til sollysets varme samt forståelse. Kort sagt, i Björnstad er der misstemning, hetz og giftige ord skaber ubalance i alle relationer.

Alle luftkasteller – også machoidealer og kvindeidealer bliver der prikket til.

Alt det viser sig, da en af byens tidligere store sportstalenter og håb kommer tilbage til byen efter år i udlandet som professionel ishockeyspiller. Peter (Ulf Stenberg) og familie skal nu lære, hvordan og hvorledes og må tilpasse sig livet i byen. Relationerne er besværlige og stagnerede, der er en ekstrem maskulin tankegang og måde. Det hele er ekstremt konkurrencepræget, da alle vil have drengene på ishockeyholdet, skal frem ad, og vinde store priser. Ishockey er byens stolthed, da det sætter byen på landkortet. De går virkelig op i det.  

Men tag ikke fejl.

Ishockey er ikke seriens fokuspoint. Det der sker en masse. Der er vældig stor uenighed blandt forældre, sportsklubbens trænere også videre.

Peter får en sejr hjem. Det skal fejres.

De ungemænd fra holdet og byens unge piger fester så det brager. Det går ikke stille af sig. Peters teenagedatter Maya (Miriam Ingrid) er lidt lun på Kevin (Oliver Dufåker), som er meget dygtig på skøjter, får pucken sikkert i målnettet og holdets kaptajn.  

De unge mennesker ender i soveværelset. De finder hinanden. Sådan da. Af en eller anden grund ender Maya forslået både gul og blå.

Dette anmeldes til politiet, og får det hele til at vælte.

Det er slåskampe, skældsord og penge under bordet. Det går bare ikke i længden.

Maya tager affære, gør noget for at komme videre – hensigtsmæssigt eller ej.

De involverede, og de som råber og hepper som fra sidelinjen til en kamp, må alle sande, hvad der er sandt og ikke sandt.

Så igen, man forstår, det ikke handler om ishockey.

Det synes jeg, man viser på flotteste vis. Der er en fin balance mellem scenerne. I serien finder man hurtig ud af, det handler om relationerne, og det de skal igennem. Det passer glimrende til dem, som ikke er særlig sportsinteresserede. Personligt, blev jeg ikke træt af træningsscenerne. Ej heller når vi ser, de skal spille kamp. Ganske enkelt, fordi der er andre kræfter på spil.

Jeg finder serien, har nogle flotte scener og et smukt billedsprog. Det veksler mellem vinterlandskaber i alle afskygninger, de mere hverdagsagtige billeder, og visse scener er mere symbolske. Her tænker jeg på scenen med bjørnen ude i skoven – ulvescenen fra projektoren i klasselokalet og også hundehvalpsscenen.

Skal jeg komme med et ønske til serien, må det være en collage med alt det der skete, inden Peter drog derfra. En anden ting er det meget grimme svenske sprog. Det bliver for meget med alt det banden og kalden kvinder og hinanden grimme navne. Men lad det nu ligge.

Mens jeg sad og så serien, tænkte jeg meget på det med mand versus kvinden og kvinden versus manden. Jeg sad og tænkte på sproget – om mændenes opførsel i historien vidner om manglende respekt – skal det beskrive, hvordan et sportshold bestående af mænd holder sammen med mere – hvordan det omgivende nærmiljø skaber et usundt gruppepres, og det både fra engagerede mødre og fædre. Er det mon sådan et sted tæt på skov og sø kilometervis fra den nærmeste storby.

Nu kunne dette blive et stort skriv, hvis hver karakter skal nævnes. Derfor. Skuespillerne gør det fint serien i gennem. Musikken er flot. Kort sagt.

For mig gør, karakterernes komplekse relationer – det at det ikke bliver en sportsserie, at jeg tildeler serien en anbefaling og fem medajlestjerner ud af seks.  

Skrevet af Ellen-Karin Myklebust.