Anmeldelse

Mine forventninger til denne film var egentlig blot at gå ned af memory lane med sange og musik af Bruce Springsteen. Dette blev helt sikkert indfriet. For dem hørte man mange af, og de blev brugt forskelligt. Denne filmseer kunne da ikke lade være at synge med, og klappe til de forskellige rytmer. Ganske stille, naturligvis. Filmen viste sig også at have en sød og fin historie med rod i virkeligheden. Det er den oplevelse Sarfraz Manzoor har skrevet om i sin bog Greetings from Bury Park. Denne engelske journalist har efter sigende været til Bruce Springsteen koncert 150 gange. Uden tvivl har vi her at gøre med en stor fan af rockidolets musik og tekster.

I filmen hedder vores hovedperson Javed (Viveik Kalra). Han får som ti årig en dagbog af sin ven og nabo Matt (Dean-Charles Chapman). Dette ansporer Javed til at skrive. Det er dagbogstekster og poesi. Temaerne der interesserer ham, de omhandler politik med mere. Dette er tungt og uinteressant. I hvert fald i følge Matt der beder Javed skrive tekster til ham og hans band.  Nu er der gået cirka 7 år, og Javed skal i gymnasiet. Her finder han sin plads i timerne hos læreren Ms Clay (Hayley Atwell). Hun opmuntrer ham til at udvikle sit potentiale for at skrive. Hun læser hans digte og tekster. Poesien er fra hjertet, og skal på en måde blot finpudses. Ms Clay sender også en af Javeds tekster ind til en konkurrence. Den vinder blandt tusinde andre skribenters bidrag. Javed lykkes med at få et skrivejob. Det giver ham erfaring, og større selvtillid til at stå på egne ben. Han oplever også sin første kærlighed. Ikke at forglemme, det er i gymnasiet, han bliver præsenteret for Bruce Springsteens sangtekster og musik.

Derhjemme er stemningen anderledes. Familien står ansigt til ansigt med økonomiske udfordringer, da faderen Malik (Kulvinder Ghir) mister sit job. Det var der mange der gjorde den gang i 80`erne, grundet besparelser også videre. De oplever endda også racisme tæt på kroppen. Uden at afsløre for meget bliver familien chikaneret på det groveste af nogle meget ubehagelige typer. Faderen har det ikke nemt. Han er arbejdsløs, og kan ikke forsørge sin familie. Han må nu se sin hustru Noor (Meera Ganatra) tage slæbet ved at arbejde dobbelt så meget. Samtidig har han en søn, Javed, der er i en stærk brydningstid. Alt hvad sønnen ønsker og interesserer sig for, det er ude af trit med, hvad han selv synes, sønnen skal med sit liv. Ikke nok med at sønnen har en stor passion for at skrive, men også Bruce Springsteens musik og tekster. Dette er ikke på linje med hans iboende pakistanske kultur og arv.  Han nægter sin søn det ene og det andet. Sønnen skal være hist eller her. Det kommer så langt, at de må skilles. I hvert fald for en stund.

Så vi har dybest set en historie om en far og søn. De oplever en tid, hvor uenighed hersker, og der er svært at se øje til øje. Javed bruger Bruce Springsteens tekster til at forstå sig selv, og det han gennemgår. Uenigheden mellem far og søn bevirker, og det går så langt, at Javed ikke må tage af sted til en koncert med idolet. Selv om de to billetter er betalt med egne tjente penge. Alligevel kommer han afsted, og oplever noget andet end sig egen one-horse town. For prisen i den konkurrence han er med i, det er en tur til USA tæt på Bruce Springsteens hjem og nabolag. Han besøger endda Asbury Park.

Filmen kan helt sikkert ses som en hyldest til The Boss. Dog mener denne filmseer, det er en måde at fortælle en dybere underlæggende historie på. Den er skrevet således, at man ser hvor betydningsfuldt Javed finder og oplever tekster som Born to run, Blinded by the light, The River, med flere. Vi får endda teksterne serveret rundt om Javed på vægge, de popper op og ud fra walkman også videre. Det giver indtrykket af, at han tænker over teksterne og deres betydning.  Born to run bliver på et tidspunkt et slags vi er på vej – vi kan – vi gør det for fremtiden – teen age løb – Bollywood danse og musikscene. Den fungerer fint. De unge er ikke kun dancing in the dancing in the dark. De forsøger at blive voksne og finde deres plads. De gør noget, fordi de er born to run.

Man kan altid diskutere, at historien skal strammes op her og der, om det ikke er for sukkersødt med denne Bollywood stemning. Både ja og nej. Det er et valg, man har truffet. Måske, fordi historien ellers ville blive alt for trist og sørgmodig. Ærlig talt, så synes jeg, det er udmærket, at der er noget lethed over den svære situation i familien med vrede og tristhed, det at finde sin plads i livet, verdens situationen og racismen der hærger. Så jeg kunne godt lide dette lette element. Det er skønt, at musik og historiefortælling indeholder lethed og alvor på samme tid.  

Denne film får fire syngende og dansende stjerner af mig. De er velfortjente. Under filmen lo jeg, alvoren mærkede jeg tydeligt, et genhør og syngen med på Bruce Springsteens sange var forfriskende. Det var festligt. Teksterne blev sat i et perspektiv på en fin måde, som understøttede Javeds livsoplevelse. Det satte også et mindre fokus på de udfordringer, verden stod over for den gang. Blandt andet økonomiske vanskeligheder, arbejdsløshed og racisme.  Filmen var munter, charmerende, og underholdende. Kan du lide sange af The Boss – så syng med og feel-good!