Dette er film, som mange vil kunne lide – mange vil synes, det er noget værre bras. Der er der flere grunde til.

Filmen er baseret på bogen Call of the Wild fra 1903 af Jack London. I 1935 blev den indspillet med Clarke Gable på rollelisten. Denne filmseer har hverken set den filmudgave eller læst bogen. Derfor, hvor noget kan modargumenteres i min anmeldelse er dette berettiget. 

Buck er en meget stor og stærk St. Bernard/ Scotch Collie hund. Han lever nok så fint og godt der hos sin familie i Californien, men han er noget madglad, legeglad, ustyrlig og vild.  En nat, fordi han må sove ude på husets veranda, bliver han stjålet. Han bliver ført op nord på, hvor han ender i Yukon, Alaska. Samtidig er vi er midt i Guldfeberen, der raserede i 1890erne. Nu bliver Buck solgt, og livet som postmandens Perrraults (Omar Sy) slædehund begynder. Det er hårdt og til tider livsfarligt. Der er slåskamp blandt de to alfahunde, barsk natur, streng kulde, tynd is, kapløb med tiden der skal opleves. Det er egentlig ikke så slemt, og Buck og Perrault kan egentlig godt sammen i den sidste ende. De skal blot lære hinanden at kende. Postruten lægges ned. Nu står Buck uden noget at lave, hjem og ejermand, så at sige. Han bliver nu solgt til en usympatisk guldgraver og lykkejæger. Det er ikke så godt.

Buck møder heldigvis John Thornton (Harrison Ford). Han beskytter og tager sig af Buck. De to opbygger et særligt forhold – et solidt venskab. De er hinandens ligeværdige. De behandler hinanden med respekt og medfølelse. (her tænker jeg på scenen, hvor Buch ikke tillader John at gå til flasken) De tager på en rejse dybt ind i vildmarken.  Her er det, deres rigtige hjemrejse så at sige begynder. Det gælder både for Buck og John.

Denne filmseer fandt både noget positivt og negativt ved denne film.

I første omgang måtte jeg tænke over hvad filmen egentlig handlede om. Så kom jeg i tanke om titlen Call of the wild.  Det er netop det, at finde, turde og bruge sin ”vilde side” – at turde være den man er. Buck som er filmens protagonist, må igennem og forstå en hel masse om sig selv for at finde sin rette plads.  Uha, den sorte hund spøger og viser ham vej.  Alt i alt viser Buck, hvad han fortjener. Det opnår han, ved at være den han er. Det er rejsen, og det naturlige der kalder. Det er i hvert fald, sådan jeg vælger at se det. Der er på den måde, jeg får en mening ud af historien.

For at blive ved historien skal man huske på, det er en adventure film med en hund som frontfigur. Det kan virke tyndt. Men det handler om rejsen frem mod sit rigtige hjem og sig selv. Det Buck gennemgår af strabadser for at nå dertil, synes jeg, filmen viser ganske fint. Det bliver endda vist på en underholdende måde. For eksempel hans vildskab og ustyrlighed i Californien giver underholdende og morsomme scener. Perioden som slædehund er der masser af fart og lethed over. MUSH! WAA! GEE! Tjuhei, hvor det går over sneen. Underlægningsmusikken er fremadrettet og tempofyldt i dur. Det er ganske enkelt masser af kolorit. 

Vi er nødt til at tale om CGI. Det er et issue i denne film. Det er både godt og dårligt. Det gode er, at man undgår ulykker og skader med levende dyr. Det gode er at, man undgår irettesættelse og kritik fra dyrebeskyttelses foreninger. Dette er med rette naturligvis. For ingen dyr skal lide overlast, fordi en film skal filmes. Punktum. Det dårlige er, at det nemt bliver for kunstigt. Visse steder er det meget tydelig CGI. På den konto mister filmen noget at alt det naturlige, som historien kalder på. Det mere sjove og kreative er, at man via CGI har givet hunden Buck helt klare ansigtsudtryk og kropsholdning. Ergo, man er aldrig i tvivl, hvad Buck mener og føler. Dette er lykkes vældig godt. Især med tanke på at det er en mangel og noget der ikke lykkedes særlig godt Løvernes Konge. Så her er det altså op til en selv, samt smag og behag.  Jeg fokuserer her på underholdningen, vel vidende om at en historie er en historie, og en film er en film. Harrison Ford er da også charmerende, og han gør en sympatisk figur i denne film med sin lidt hæse stemme og hvide skæg og hårpragt.

Det er tid til at give denne film nogle stjerner. Jeg var underholdt, fik en hjertevarm historie med mig en regnfuld dag.

Jeg så vild natur, og gik glad ud af biografen. Jeg ender derfor på 4 ud af seks stjerner.