Anmeldelse

Vi lever i en tid, hvor der er en smartphone App til det meste – skal du handle ind? Det er der en App til. Skal du høre musik? Det er der en App til. Men hvad hvis du gerne vil vide hvor længe, du har tilbage at leve i? Det er der tilsyneladende også en App til. I hvert fald i den nye gyserfilm ’Countdown’.

’Countdown’ handler om en ung, nyuddannet sygeplejerske ved navn Quinn (Elizabeth Hail), som downloader en App, som angiveligt viser dig hvor længe, du har tilbage at live i.

Til at begynde med, afskrives appens budskab som værende en plat joke, men lidt efter lidt begynder den dystre sandhed at gå op for Quinn – et kapløb med tiden venter nu.

Filmen lyder umiddelbart ganske ligetil – Appens mysterium skal løses, ellers dør hovedpersonen. Det til trods ender ’Countdown’ alligevel med at føles som et stort rod, hvor stort set ingenting fungerer. 

Først og fremmest er dialogen imellem karaktererne fuldstændig håbløs. Filmens åbningsscene er en klassisk high school fest og vendinger som ”yolo” og ”what. a. bi-atch” bliver smidt om sig. Det føles som om, manuskriptforfatteren blot har googlet ”hvordan taler teenagere i 2019” og så valgt tilfældige vendinger. Det virker på ingen måde autentisk. Dialogen bliver ikke bedre som filmen skrider frem – tværtimod skærer replikkerne i øret filmen igennem. Sammen med replikkerne er selve karakterne også skrevet utroligt endimensionelt. Den begrænsede udvikling der er hos vores hovedperson er så banal, at man stort set ikke bemærker det.

Filmen skifter desuden konstant tone – dette falder tilbage på den debuterende instruktør Justin Dec, som desværre ikke løser opgaven. Den tonemæssige dissonans gør desuden at filmen aldrig bliver uhyggelig. Den formår ikke at opbygge nogen form for spænding – den punkterer ganske enkelt sin egen uhygge, ved konstant at komme med kiksede scener, som er tiltænkt, som værende sjove. Derudover er uhyggen udelukkende baseret på billige jumpscares og klassiske gyserklichéer. Den sætter en række regler op i forhold til Appens virkning, men følger dem ikke konsekvent – igen, utroligt dovent udført.

For at sætte et sidste søm i ’Countdowns’ kiste, kommer den med et fuldstændig kikset subplot, som involverer en ”#MeToo” lignende situation som, udover at være mere eller mindre unødvendig for historien, er så utåleligt unuanceret og frygteligt udført, at det ender med at føles som en hån mod bevægelsen, snarere end en social kommentar. Et så betændt og vigtigt emne kræver simpelthen mere finesse end der vises her.

Alt i alt er ’Countdown’ ligeså uhjælpeligt udført, som man kunne have frygtet ud fra dens præmis. Den er for mit vedkommende ikke spor uhyggelig, den er visuelt uinteressant, den er spøjst instrueret og så jokker den i spinaten ved at prøve at være socialt bevidst uden at udvise nogen grad af evne til at håndtere emnet. 

Der er forhåbentligt folk derude, som har set den og været godt underholdt – men jeg er desværre ikke ombord.

Jeg kan desværre ikke komme op på mere end 1/6 stjerne. Øv bøv.